Jeg har stor beundring for ikke-kristne, som har bidraget til at forbedre samfundet gennem deres opfindelser, produktion, lederskab, litteratur og kunst. Min kone og jeg reflekterede for nylig over de bemærkelsesværdige måder, hvorpå Steve Jobs’ arbejde bidrog til at ændre den verden, som vi lever i. Jeg elsker så mange af de smukke kunstværker og musikværker, der er blevet skabt af verdslige kunstnere, og jeg mener ikke et sekund, at vi bør afskærme os selv fra at bruge og nyde de bidrag, som selverklærede ikke-troende kunstnere har ydet i verden omkring os. Ellers skulle I, som apostlen Paulus skrev, “gå ud af verden” (1 Kor. 5:10). Der er et fælles nådeprincip på spil i verden, hvormed Gud tillader mennesker at gavne deres næste, hvilket gør livet i denne faldne verden lidt mindre smertefuldt, end det ellers ville være.

Det sagt, har jeg bemærket noget af en bekymrende tendens i løbet af de sidste mange år. Det er den måde, hvorpå troende taler om kulturpåvirkende personer ved deres død. I stedet for blot at udtrykke anerkendelse for deres liv og præstationer er det blevet almindeligt for kristne at bruge forkortelsen “R.I.P.”. (hvil i fred) på de sociale medier, når de taler om personer, hvis liv der ikke var tegn på frelsende nåde ved deres død. Med fare for at lyde ilde tilredt vil jeg gerne fremlægge flere grunde til, at jeg er bekymret over denne hændelse.

R.I.P. henviser til livet efter døden.

Først, når vi anvender forkortelsen R.I.P., indrømmer vi uundgåeligt en tilstand eller et forhold, der er uløseligt forbundet med tanken om livet efter døden. Vi taler ikke om noget, der er ligegyldigt over for sandheden om det hinsides. Nogen vil måske skubbe tilbage på dette punkt og antyde, at R.I.P. ikke er andet end en måde at udtrykke anerkendelse af en persons liv og bedrifter.

Men mens visse ord og sætninger kan være flydende i deres betydning (f.eks. har “farvel” fået en anden betydning end den gamle engelske betydning “Gud være med dig”), giver “hvile i fred” en følelse af, at den afdøde er “på et bedre sted” – et sted med hvile og fred. Hvis vi bekymrer os om folks evige frelse, og om de stoler på Kristus alene for at få evigt liv, så bør vi omhyggeligt undgå at give den fornemmelse, at vi tror på nogen form for universalisme overhovedet.

Kristne bør ikke bede for de døde.

For det andet bør vi som kristne gøre oprør ved tanken om at “bede for de døde”, da der ikke er et eneste gram af bibelsk støtte for en sådan tanke. Ved at sige “hvil i fred” risikerer vi nødvendigvis at give indtryk af, at vi beder en bøn for de afdøde – uanset om det er for selverklærede vantro eller selverklærede troende. Alene dette burde give os stof til eftertanke med hensyn til, om vi bør søge at opgive at bruge udtrykket.

Bibelen lærer klart og tydeligt om den dyre karakter af både hvile og fred.

For det tredje lærer Skriften meget klart, at både hvile og fred er af kostbar karakter. Den bibelske fortælling er en fortælling om den forløsende hvile, som Gud har lovet at give gennem Kristi liv, død, opstandelse, himmelfart, forbøn og genkomst (Matt. 11:28-30; Heb. 4:1-10). Den eskatologiske hvile, som Jesus har købt for de troende, kommer for den dyre pris, som hans blod har kostet (1 Kor. 6:20; 1 Pet. 1:19). Desuden er Skrifterne klare over, at der er “ingen fred for de ugudelige” (Es. 48:22; 57:21). Herren advarede gennem profeterne mod de falske profeters budskab om “Fred, Fred!”, når der ikke var nogen fred (Jer. 6:14; 8:11).

Skrifterne gør det helt klart, at Gud kun har købt fred “gennem korsets blod” (Kol. 1:20). Den hvile og fred, som vi bør længes efter – både for os selv og for dem omkring os – er grundlagt på karakteren af Jesu person og forsoningsdød. Hvis mennesker har brugt deres liv på at afvise evangeliet og ikke har bekendende tro på Jesus, bør vi ikke give dem posthumt gode ønsker. Det bringer karakteren af Jesu og evangeliets eksklusivitet i fare, selv om det ikke er vores hensigt.

Ingen af os ved, om Guds genfødte nåde er kommet i det sidste øjeblik i en persons liv.

Dette betyder ikke, at troende skal være forhastede eller ubarmhjertige i den måde, hvorpå vi taler om døden for dem, der højst sandsynligt er døde i vantro, eller at vi skal tale på en sådan måde, at vi antyder, at vi med sikkerhed ved, hvor nogen er blevet af, når de er døde. Vi har helt sikkert trøst og glæde, når nogen, der har bekendende tro på Kristus – og i hvis liv der var frugt at se, at de er i Kristus (Matt. 7:16, 20) – forlader dette liv. Det er en stor trøst for de troende at vide, at deres trosfæller nu “hviler i fred”, da de “hviler i Jesus” (1. Thess. 4:14).

Det Gamle Testamente taler om troende, der “samles til deres folk” ved deres død (1. Mos. 25:8, 17; 35:29; 49:29, 33). Dette er kun forbeholdt de troende. Det er sat i modsætning til, hvordan Skriften taler om ikke-troende ved deres død. Men når der spørges om dem, der aldrig har bekendende tro på Kristus – en person, der har brugt det meste af sit liv på at holde sig til en bestemt falsk religion – bør vi huske, at ingen af os ved, hvad Gud Helligånden har gjort i mænds og kvinders hjerter øjeblikke før deres død. Ingen af os ved, om Guds genfødte nåde er kommet i det sidste øjeblik; og derfor bør vi først nu forsøge at advare de levende mod den kommende vrede for at holde håbet om den forløsende nåde i Kristus fast.

Vi bør afveje konsekvenserne af vores tale, både i mundtlig og skriftlig form.

I en tid, hvor den bibelske lære om helvede stort set er forsvundet fra prædikestolene over hele landet, og hvor tidens sociale konventioner kræver en mere tilsyneladende sympatisk tale, end Skriften eksemplificerer og kræver, bør vi foretage en stor personlig undersøgelse af, hvad vi siger, og hvorfor vi siger det, vi siger, som vi siger.

Vi bør afveje konsekvenserne af vores tale, både i mundtlig og skriftlig form, og huske på, at den samme Jesus, som sagde: “Kom til mig, alle, som arbejder og er tungt belæssede, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg er mild og ydmyg af hjertet, og I skal finde hvile for jeres sjæle” (Matt. 11:28-29), sagde også: “Jeg siger jer, at på dommens dag skal folk stå til regnskab for hvert uforsigtigt ord, de taler” (Matt. 12:36).

• Hvis Gud er kærlig, hvorfor tilgiver han så ikke bare folk?

• Er helvede forsvundet?

• Jesus er den sande og trofaste gartner, der tager sig af din sjæl

• Tro på opstandelsen

• Hvad er forskellen på loven og evangeliet?