Nogle siger, at man skal arbejde for kærligheden, andre siger, at man skal vente. Jeg ved ikke rigtig, hvordan man arbejder for kærligheden; forstår heller ikke, hvordan man skal vente på den. Jeg formoder, at man går rundt i sit liv og har travlt med alle de ting, der skal holde en beskæftiget. Jeg har hørt og læst og sagt en eller anden form for: “Gør de ting, du elsker, fokuser på at være den bedste du er, og så vil du finde nogen. Eller de vil finde dig.” Og jeg har læst og hørt og hørt og sagt: “Gå efter det – vær en gå-på-mod, når det kommer til kærlighed, ligesom du ville være det for alt andet.” Men på dårlige dage mister alle disse ord deres betydning. Og på disse dårlige dage vil du føle dig berøvet romantisk kærlighed.

Det er ikke meningen, at du skal klage over at være single eller føle dig ked af det eller værst af alt, føle dig berøvet. Et eller andet sted på vejen blev du plakatbarn for glade, sjove, kloge, veloplagte og single unge mennesker, især unge kvinder. Nej, denne tristhed ville være for desperate mennesker. Nej, det er meningen, at du skal sætte et smil på læben og fortælle alle, at hver eneste dag er sådan en smuk, vidunderlig dag til at blive forelsket i dig selv. Selv på de dage, hvor du føler dig følelsesløs indeni af den præstation, som det hele er. Du ønsker ikke at optræde – du ønsker bare at græde og være beruset af at føle dig tom men fuld, intens men uden noget virkeligt; den kliché om at føle alt og så ingenting på én gang. Og så måske græde lidt mere.

Men du er slet ikke knust, eller det mener de; knusthed, hævder de, er kun for dem, der har mistet, ikke for dem, der aldrig har haft. Så i stedet står du op af sengen og griner. Det dumme, dumme grin, som narrer alle hele tiden og minder dig om, at de fleste mennesker er uopmærksomme og glemsomme. De læser ikke mellem linjerne i din selvironiske humor, de kan ikke skelne et ægte smil fra et falsk smil, og selv du, selv du er ikke altid sikker på, hvornår din forestilling begynder og hvornår den slutter. Det er så dybt nede i knæet i denne plakatforestilling, du er i. Du er alles yndlings, selvsikre singleveninde, som bare er “for perfekt”, og som “vil finde nogen, når de ikke kigger.”

Nå, undskyld mig, mens jeg prøver ikke at kaste en stol efter dig, mens du bliver ved og ved med alt det der. Jeg kender de ord alt for godt. Og de er værdiløse på dårlige dage, lad mig fortælle dig det – de er værdiløse. Og når man tænker på alle de ting, som man i bund og grund blev lovet for at være et “godt” menneske og på godt og ondt at være “en af de gode piger”, får man lyst til at kaste en stol igen – denne gang mod spejlet, fordi det hele føles som en løgn. Måske er det hele en løgn. Men det er ikke meningen, at du skal sige det højt. Du må ikke engang tænke det.

Alle, du kender, og måske endda den lille stemme indeni, insisterer på, at du ikke skal bekymre dig. Men hvordan kan du ikke gøre det? Du kan gøre alting rigtigt og alligevel ikke have den ene ting, som burde være en af de vigtigste ting for dem, der ønsker et liv med romantisk kærlighed. Så fortæl venligst, hvornår har man lov til at bekymre sig? Hvornår har man lov til at få en pause til at trække vejret eller være stille eller skrige på grund af denne forestilling? Overtræder jeg reglerne? Har jeg lige vendt manuskriptet? Kan man ikke klare scenens virkelighed, når kostumet tages af? Når forestillingen bliver for livagtig, for virkelighedstro?

Og så længe, bare rolig, det var en fejlvurdering – jeg er virkelig ked af det. Jeg vil ikke kaste med stole eller snakke efter nogen eller give indtryk af, at jeg føler mig berøvet noget, som var, men som ikke burde have været lovet mig i første omgang. Jeg vil grine og smile og lade dig tro, at jeg er glad hver dag – jeg har travlt og venter eller arbejder for kærligheden, eller hvad det nu er; jeg optræder for dagens publikum. Det er det, du vil høre. For nogle er det det, du har brug for at høre. Så ignorer alt dette. Jeg har bare en dårlig dag. I morgen vil jeg ikke være berøvet; i morgen vil jeg være dit plakatbarn igen.