Mens økonomer siger, at man ikke altid kan stole på Kinas økonomiske data, har de nu et nyt dilemma – der er ingen data.

I fredags sagde Kina, at det ikke ville sætte et mål for den økonomiske vækst for i år.

Det er uden fortilfælde – det har den kinesiske regering ikke gjort, siden den begyndte at offentliggøre sådanne mål i 1990.

Afgivelsen af vækstmålet er en anerkendelse af, hvor vanskeligt et opsving i Kina vil være i en tid efter pandemien.

Og selv om de seneste tal har vist, at Kina er på vej ud af sin opbremsning: Det er et ujævnt opsving.

Først de gode nyheder.

For første gang siden pandemien ramte Kina – producerer fabrikkerne igen varer.

Industriproduktionen voksede i april med 3,9 % mere end forventet – en markant forskel fra sammenbruddet på 13,5 % i de første to måneder af i år, da der blev indført massive lockdowns.

Der er også en stribe andre data, der har været overraskende stærke – og som peger på det, økonomer ynder at kalde et V-formet opsving – et skarpt, drastisk indledende fald – efterfulgt af et hurtigt opsving i den økonomiske aktivitet.

• Kinas økonomi skrumper for første gang i årtier
• BBC News – Global Questions, Coronavirus Crisis – China
• Why does China’s economy matter to you- – BBC News

Kulforbruget hos seks store elproducenter steg igen til historiske normer efter maj måneds “Golden week”-ferie, ifølge investeringsbanken JP Morgan. Det ligger i øjeblikket 1,5 % over det historiske gennemsnit, hvilket tyder på, at efterspørgslen efter elektricitet er vendt tilbage til det normale.

Og den forureningsfrie kinesiske himmel, som vi så i kølvandet på lockdowns der – ja, den er forsvundet, efterhånden som den økonomiske aktivitet er kommet i gang.

Chinas luftforureningsniveauer oversteg for nylig koncentrationerne i samme periode sidste år for første gang, siden coronavirus-krisen begyndte, drevet af industrielle emissioner.

Al dette viser, at Kina langsomt er ved at komme tilbage til erhvervslivet igen.

Men det er ikke business as usual, og det viser, hvor svært det bliver for os andre at få gang i vores økonomier igen.

De seneste tal for detailsalget viser, hvor svært det bliver at få folk ind i butikkerne og købe ting.

Salget faldt med 7,5 % i april – bedre end i marts – men ikke i nærheden af, hvor det skal være, hvis økonomien skal køre på fulde omdrejninger. Mange kinesere er stadig bekymrede for en anden bølge af smitte, og de bruger ikke så meget som tidligere.

Det er ikke underligt, at Kina har opgivet sit vækstmål i år – regeringen ved, at det vil være svært at forudsige, hvor dyb krisen er blevet.

Stigning i arbejdsløsheden

Det hele forværres af de vigtige arbejdsløshedstal, som officielt var lidt højere i april end i marts, nemlig 6 %, hvilket er tættere på historiske højder.

Men de fleste økonomer siger, at det reelle tal er meget værre.

Det “virkelige arbejdsløshedsniveau er sandsynligvis dobbelt så højt”, da omkring en femtedel af de vandrende arbejdstagere ikke er vendt tilbage til byerne, siger tænketanken Capital Economics.

Selv Kinas hårdhændede kommunistiske talerør Global Times – typisk den kinesiske økonomis største cheerleader – har påpeget, hvor dystert beskæftigelsesbilledet er.

Det siger, at det i år “vil være næsten umuligt for kinesiske ansatte i den private sektor at tjene lige så meget i løn som i 2019”, da små virksomheder har været nødt til at fyre ansatte eller skære i personalet.

Det vil blive værre, før det bliver bedre.

Omkring 85 % af de private virksomheder vil kæmpe for at overleve i de næste tre måneder, skriver professor Justin Yifu Lin fra Peking University, der citerer en undersøgelse fra Tsinghua University i marts.

“Virksomhedernes konkurs vil føre til en stigning i arbejdsløsheden”, tilføjer han.

Givetvis er mange kinesere ansat i statsejede virksomheder, og Kinas økonomiske system er i stand til at absorbere de arbejdsløses rækker bedre end i USA.

Kineserne har flere opsparinger, bedre familiestøtte, og mange migrantarbejdere har også jord derhjemme, som de kan regne med til at dække deres basale behov og endda deres underhold under de allerværste omstændigheder.

“Du vil se en stor overgang af migrantarbejdere, der tager tilbage til deres landsbyer, hvor de har deres eget stykke jord”, fortæller Wang Huiyao fra Center for Kina og Globalisering.

“Ja, der vil være nogle vanskeligheder, men folk uden for Kina forstår nok ikke, hvordan vi ser på vanskeligheder og problemer – som kineserne lige har oplevet for ikke så længe siden, da Kina var meget fattigt. “

Denne gang er det anderledes

Kommunistpartiet har altid angivet et vækstmål, der skal nås, som en måde at signalere, hvor godt Kina klarer sig på.

Men denne gang er det helt klart anderledes: intet mål – så der er ingen vej uden om, at det nuværende økonomiske miljø er det mest udfordrende, som Kina har stået over for i de seneste år.

Vist har Kina været igennem vanskelige økonomiske perioder før – i 1990’erne blev f.eks. et stort antal mennesker afskediget.

Dengang var økonomien domineret af statsejede virksomheder – de skaffede arbejdspladser til størstedelen af den arbejdende befolkning.

I takt med at økonomien blev langsommere, afskedigede de millioner af medarbejdere – og arbejdsløsheden steg hurtigt, med et procentpoint hvert år ifølge National Bureau of Economic Research.

Statsejede virksomheder gik fra at beskæftige 60 % af den arbejdende befolkning i 1995 til 30 % i 2002.

Men Kina kom sig igen, og den private sektor trådte til for at ansætte unge mennesker.

Denne gang er det anderledes, og den private sektor er også under pres, siger økonom George Magnus, der er associeret ved China Centre, Oxford University. “Der var ingen, der talte om handelskrige dengang. Den store udflytning af produktion til Kina var i gang.

“Nu er resten af verden i en økonomisk krise – så der er ingen forbrugerefterspørgsel, og der er intet i form af udenrigshandel. Alle de modvinde, som Kina stod over for før pandemien, er blevet forværret af coronavirussen.”

“Kinesisk drøm” under pres

I de sidste 40 år har Kinas kommunistparti kunnet love sine borgere en simpel kontrakt: Vi sørger for, at jeres livskvalitet bliver bedre, og I indordner jer, så vi kan holde Kina på rette vej.

Det er den sociale kontrakt, som Kinas leder Xi Jinping udkrystalliserede som den “kinesiske drøm”, da han annoncerede den i 2012.

2020 skulle være en central del af denne store plan – det år, hvor Kina ville fjerne den absolutte fattigdom og hæve livskvaliteten og levestandarden for millioner af mennesker.

Men coronaviruset kan bringe denne sociale kontrakt i fare.

Mere end nogen anden økonomisk krise i det kinesiske kommunistpartis historie er denne sundhedskrise vel at mærke blevet en stor trussel mod den sociale stabilitet i landet.

Millioner af unge mennesker er måske ikke garanteret den samme grad af succes, som deres forældres generation har oplevet. Det er afgørende for det kinesiske kommunistpartis legitimitet at holde denne kontrakt om velstand, beskæftigelse og stabilitet.

Det er derfor, at økonomisk genopretning for Kina er så afgørende – og at der ikke er et vækstmål giver regeringen meget nødvendig fleksibilitet til at udarbejde en plan.