Det tidlige liv og karriere
Iqbal blev født i Sialkot, Indien (nu i Pakistan), i en from familie af små købmænd og blev uddannet på Government College i Lahore. I Europa fra 1905 til 1908 opnåede han en grad i filosofi fra University of Cambridge, blev uddannet som advokat i London og fik en doktorgrad fra universitetet i München. Hans afhandling, The Development of Metaphysics in Persia, afslørede nogle aspekter af den islamiske mystik, som tidligere var ukendte i Europa.
Efter sin hjemkomst fra Europa ernærede han sig ved at praktisere som advokat, men hans berømmelse kom fra hans persisk- og urdu-sprogede poesi, som blev skrevet i klassisk stil til offentlig recitation. Gennem poetiske symposier og i et miljø, hvor det var almindeligt at lære vers udenad, blev hans poesi bredt kendt.
Hvor han besøgte Europa, bekræftede hans poesi den indiske nationalisme, som i Nayā shawālā (“Det nye alter”), men tiden væk fra Indien fik ham til at ændre sit perspektiv. Han kom til at kritisere nationalismen af en dobbelt grund: i Europa havde den ført til destruktiv racisme og imperialisme, og i Indien var den ikke baseret på en tilstrækkelig grad af fælles målsætning. I en tale, som han holdt i Aligarh i 1910 under titlen “Islam som et socialt og politisk ideal”, angav han den nye panislamiske retning, som hans håb var rettet mod. De tilbagevendende temaer i Iqbals poesi er en erindring om islams forsvundne herligheder, en klage over dens nuværende dekadence og en opfordring til enhed og reform. Reformen kan opnås ved at styrke individet gennem tre på hinanden følgende faser: lydighed mod islams lov, selvkontrol og accept af tanken om, at alle potentielt er Guds stedfortræder (nāʾib, eller muʾmin). Desuden er et liv i handling at foretrække frem for asketisk resignation.
Tre betydningsfulde digte fra denne periode, Shikwah (“Klagen”), Jawāb-e shikwah (“Svaret på klagen”) og Khizr-e rāh (“Khizr, guiden”), blev senere i 1924 udgivet i urdu-samlingen Bāng-e darā (“Klokkens kald”). I disse værker gav Iqbal et intenst udtryk for angsten over muslimsk magtesløshed. Khizr (arabisk: Khiḍr), den Koranʾāniske profet, der stiller de vanskeligste spørgsmål, er afbilledet medbringende fra Gud de forvirrende problemer i det tidlige 20. århundrede.
Hvad er staten? eller hvorfor
Må arbejde og kapital være så blodigt uenige?
Asiens hævdvundne kappe bliver flosset
og slidt op…
For hvem er denne nye prøvelse, eller af hvis hånd forberedt?
Notityden kom i 1915 med udgivelsen af hans lange persiske digt Asrār-e khūdī (Jegets hemmeligheder). Han skrev på persisk, fordi han søgte at rette sin appel til hele den muslimske verden. I dette værk præsenterer han en teori om selvet, der er en stærk fordømmelse af den klassiske islamiske mystiks selvfornægtende quietisme (dvs. troen på, at fuldkommenhed og åndelig fred opnås ved passiv fordybelse i kontemplation af Gud og guddommelige ting); hans kritik chokerede mange og vakte polemik. Iqbal og hans beundrere fastholdt stadigt, at kreativ selvbekræftelse er en grundlæggende muslimsk dyd; hans kritikere sagde, at han pålagde islam temaer fra den tyske filosof Friedrich Nietzsche.
Den dialektiske kvalitet i hans tænkning kom til udtryk i det næste lange persiske digt, Rumūz-e bīkhūdī (1918; The Mysteries of Selflessness). Skrevet som et modstykke til den individualisme, der blev prædiket i Asrār-e khūdī, opfordrede dette digt til selvovergivelse.
Lo, like a candle wrestling with the night
O’er my own self I pour my flooding tears.
Jeg brugte mit selv, for at der kunne være mere lys,
Mere skønhed, mere glæde for andre mennesker.
Det muslimske samfund, som Iqbal opfattede det, burde effektivt undervise og opmuntre til en generøs tjeneste for idealerne om broderskab og retfærdighed. Mystikken om uselviskhed var islams skjulte styrke. I sidste ende var den eneste tilfredsstillende måde at realisere sig selv aktivt på, at man ofrede sig selv i tjeneste af årsager, der var større end en selv. Paradigmet var profeten Muhammads liv og de første troendes hengivne tjeneste. Det andet digt fuldender Iqbals opfattelse af selvets endelige skæbne.
Spå et senere tidspunkt udgav han yderligere tre persiske bind. Payām-e Mashriq (1923; “Budskab fra Østen”), skrevet som svar på Johann Wolfgang von Goethes West-östlicher Divan (1819; “Divan of West and East”), bekræftede islams universelle gyldighed. I 1927 udkom Zabūr-e ʿAjam (“Persiske salmer”), om hvilken A.J. Arberry, der oversatte den til engelsk, skrev, at “Iqbal her viste et helt ekstraordinært talent for den mest delikate og dejlige af alle persiske stilarter, ghazalen” eller kærlighedsdigtet. Jāvīd-nāmeh (1932; “The Song of Eternity”) anses for at være Iqbals mesterværk. Dens tema, der minder om Dantes Guddommelige Komedie, er digterens opstigning, der ledes af den store persiske mystiker Rūmī fra det 13. århundrede, gennem alle tanke- og erfaringsrigdomme til det endelige møde.
Iqbals senere udgivelser af poesi på urdu var Bāl-e Jibrīl (1935; “Gabriel’s Wing”), Zarb-e kalīm (1937; “The Blow of Moses”) og den posthume Armaghān-e Hijāz (1938; “Gift of the Hejaz”), som indeholdt vers på både urdu og persisk. Han anses for at være den største urdu-digter i det 20. århundrede.