I de følgende århundreder fik regnskaberne følgeskab af statistik, økonomi, undersøgelser og en række andre numeriske metoder. Men selv da disse metoder voksede, var de ofte forbeholdt små, snævre institutioner, akademiske selskaber og faglige sammenslutninger, som kunne opretholde standarder. Nationale statistiske foreninger leverede f.eks. snart knowhow til de officielle statistiske kontorer, der var tilknyttet og finansieret af regeringerne.

I det 20. århundrede opstod der en industri for fakta. Markedsundersøgelsesfirmaer begyndte at foretage undersøgelser i 1920’erne og udvidede dem til meningsmålinger i 1930’erne. Tænketanke som American Enterprise Institute blev oprettet under og efter Anden Verdenskrig for at anvende statistik og økonomi til at udforme nye regeringspolitikker, typisk til gavn for den ene eller anden politiske dagsorden. Ideen om “evidensbaseret politik”, der var populær blandt liberale politikere i slutningen af 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne, var en idé, hvor man i høj grad lænede sig op ad økonomien for at retfærdiggøre regeringsprogrammer i en angiveligt post-ideologisk tidsalder.

Formuleringen af “fakta” er naturligvis ikke udelukkende forbeholdt tal. Men det indebærer en type viden, der pålideligt kan deles ud i offentligheden uden konstant behov for verifikation eller fortolkning.

Men der er en langt mere radikal bidragyder til vores post-sandhedspolitik, som i sidste ende kan blive lige så transformativ for vores samfund, som regnskab viste sig at være for 500 år siden.

Vi befinder os midt i en overgang fra et fakta-samfund til et datasamfund. I denne overgangsperiode hersker der stor forvirring omkring den præcise status for viden og tal i det offentlige liv, hvilket forstærker følelsen af, at selve sandheden er ved at blive forladt.

Stedet at starte med at forstå denne overgang er med udbredelsen af “intelligente” teknologier i hverdagen, undertiden kaldet “tingenes internet”. Takket være tilstedeværelsen af smartphones og smartcards i vores lommer, den dramatiske udbredelse af sociale medier, fremkomsten af e-handel som et middel til at købe varer og tjenesteydelser og udbredelsen af sensoriske enheder i det offentlige rum efterlader vi en enorm mængde data i vores kølvand, når vi passer vores daglige aktiviteter.

Lige statistikker eller andre traditionelle fakta er disse data af kvantitativ karakter. Det nye er både den hidtil usete mængde (det “store” i big data) og den kendsgerning, at de konstant indsamles som standard og ikke som følge af et bevidst ekspertdesign. Der genereres tal meget hurtigere, end vi har nogen specifik brug for. Men de kan ikke desto mindre udnyttes til at få en fornemmelse af, hvordan folk opfører sig, og hvad de tænker.