Da jeg arbejdede på min bog Why We Can’t Sleep: Women’s New Midlife Crisis, læste jeg en lang række undersøgelser, romaner og artikler om forskellige aspekter af midaldrende kvinder. Nogle gjorde mig rasende, andre fik mig til at grine. Mit kildemateriale var alt fra Taffy Brodesser-Akners ødelæggende profil “The Big Business of Being Gwyneth Paltrow” (“Vi er dømt til at stræbe efter resten af vores liv. Aspiration er lidelse. Wellness er lidelse. Så snart du stiger i niveau, bliver du glad for, hvor uendelige mulighederne er, og det hele bliver for frygteligt til at leve uden”) til Kate Chopins dystre novelle “The Story of an Hour” fra 1894 til Onion-artiklen “Female Friends Spend Raucous Night Validating the Living Shit Out of Each Other”. Her er nogle bøger, der på den ene eller anden måde har hjulpet mig med at forstå denne fase af livet.
Jeg blev bedt om at anmelde Viv Albertines To Throw Away Unopened (2018) for New York Times, og jeg var så glad for, at jeg gjorde det. Jeg kendte hende som musiker The Slits, men det viser sig, at hun også er en fængslende forfatter. I dette hendes anden erindringsbog fortæller hun om at tage sig af sin døende mor (“den kvinde, jeg ikke kunne tåle at miste eller vente på at komme væk fra”), mens hun føler sig “træt af eventyr, for at være ærlig, knækket”. Hun ender med at levere et kampråb om selvhævdelse, der er lige så opmuntrende som Slits’ video fra slutningen af 70’erne til “Typical Girls”, der er en dag i parken.”
Sultry californiske profetinde Eve Babitz skrev i sine essays om lyst og frihed, Slow Days, Fast Company (1974): “Kvinder er ikke parate til at have ‘alt’, ikke succes-agtige ‘alt’. Jeg mener, ikke når ‘alt’ ikke handler om at leve lykkeligt til deres dages ende med prinsen (hvor der i det mindste er en præcedens, selv om det falder til jorden, og prinsen stikker af med babysitteren). Der er ingen præcedens for kvinder, der får deres eget ‘alting’ og lærer, at det ikke er løsningen.” Så sandt.
For et år siden eller deromkring udkom forfatteren Daphne De Marneffe fra Maternal Desire med en banebrydende bog om ægteskab midt i livet: The Rough Patch (2018). Jeg interviewede hende til New York Magazine’s The Cut. “Alt i livet har grænser,” fortalte hun mig. “Hver beslutning har trade-offs. Enhver gevinst har et tab. Jeg er nødt til at konstruere et liv, der er meningsfuldt og fungerer for mig. Og det vil altid indebære tab, og der vil altid være ting, jeg må give afkald på. Det er ikke kun ægteskabet, der får en til at give afkald på ting. Livet får dig til at opgive ting.” På en eller anden måde, som hun sagde det, fandt jeg følelsen befriende og ikke deprimerende.
En af mine forfattervenner gav mig Tom Perrotta’s Mrs Fletcher (2017), og jeg sludrede den. Jeg fandt den sjov og sørgelig og så klog om bl.a. det 21. århundredes tomme bo, som for mig er lige om hjørnet. På vej til Decatur Book Festival det år delte jeg en taxa med to personer. Den ene, erfarede jeg, var forfatteren til et Gawker-indlæg, der havde foranlediget denne udveksling med min assisterende redaktør, Gwynne, i midten af 2000’erne: “Jeg ved godt, at det allerede er en hård dag, men jeg syntes, du skulle vide, at Gawker taler om dine bryster.” Den anden passager i vores bil viste sig at være Tom Perrotta. Vi talte kun i tyve minutter eller deromkring, men han var sjov og trist og også så klog i samtalen.
Til min bog var jeg fristet til at stjæle titlen på Karin Michaëlis’ brevroman The Dangerous Age (1910), og måske skulle jeg have gjort det, for så ville ingen på Goodreads brokke sig over, at bogen ikke hjalp dem til at falde i søvn. Men nej, det passer bedre til denne hundrede år gamle danske bestseller. I den løber en 42-årig kvinde væk fra sin mand og resten af samfundet for at være alene i en villa og skrive med skandaløs åbenhjertighed om sine følelser, sine længsler og sine tidligere naboer.
Jeg lyttede til lydbogen af Johann Haris Lost Connections (2018) på en biltur for at interviewe kvinder i Maine og har siden givet den til nogle veninder, der (ligesom jeg – og en ud af fire midaldrende kvinder!) har taget antidepressive midler med varierende succes. Der er en åbenlyshed i makroargumentet her: Vi er fremmedgjort fra hinanden, og denne fremmedgørelse gør os ofte triste på en måde, som kunne ligge uden for lægemidlernes rækkevidde. Og alligevel fandt jeg hans historier og analogier overbevisende og gribende.
I sin essaysamling Hard to Love (2019) skriver Briallen Hopper med dyb intelligens og vid om popkultur, kvindeligt venskab og livet som en enlig kvinde i fyrrerne uden børn. Jeg nød især hendes råd til en person, der forsøger at forblive single. Hun siger, at man skal sende bejlere “en Havisham GIF, enten Helena Bonham Carter fra Mike Newells 2012-version af Great Expectations fra 2012 eller Martita Hunt fra David Lean-versionen fra 1946. (Anne Bancroft fra 90’ernes version er for lækker.) Hvis din date forsøger at blive ved med at drille eller flirte, skal du bare blive ved med at sende Havishams, indtil de holder op.”
Sarah Hepolas Blackout (2015) handler ikke om at være kvinde midt i livet i sig selv (hun arbejder nu på en bog om det, og det kan jeg ikke VENTE), men den handler om at navigere gennem voksenlivet i ædruelighed og det uundgåelige opgør mellem ungdommens drømme og de realiteter, der følger efter. Jeg citerer ofte Sarah (som jeg har kendt siden vores journalistunge dage) i Why We Can’t Sleep (Hvorfor vi ikke kan sove). Som hun fortalte mig: Lloyd Doblers “forenende filosofi var yndig og original og så skør, at den kunne virke i 1989, men nu sidder den fyr på din futon og spiller Grand Theft Auto i en Pavement T-shirt.”
“Bestræbelsen på at forsøge at føle sig lykkelig er ofte netop det, der gør os ulykkelige,” skriver Oliver Burkeman i The Antidote: Happiness for People Who Can’t Stand Positive Thinking (2013). Jeg er her for enhver bog, der forklarer mig, hvorfor selvhjælp aldrig synes at forbedre mit liv eller hjælpe mig til at føle mig bedre. På dette tip har min psykolog sendt mig bl.a. Lauren Berlants Cruel Optimism (2011) og Adam Phillips’ Missing Out (2012).
Det er den slags bøger, jeg læser nu, mens jeg forsøger at finde ud af den bedste måde at forklare min bog på i interviews. Alle vil have action items til, hvordan man håndterer middelalderen, og hvilke kosttilskud man skal tage, og jeg kæmper for at give gode svar. Jeg har et par tanker om, hvad der kan gøre livet bedre eller lettere, men jeg tror, at det ærlige svar er mere eksistentielt. Den traditionelle amerikanske drøm er ikke drømmebar for mange mennesker efter babyboomers, så måske er det, vi har mest brug for lige nu, ikke flere ting på vores to-do-liste, men bedre drømme.
*
Og her er fire bøger, der specifikt handler om den fysiske side af tingene, som ikke bliver diskuteret åbent:
Dr. Tara Allmen, Menopause Confidential (2017)
Smart, spritny oversigt over hvert større problem, som kroppen kan støde på i overgangsalderen. Opmuntrer til brug af HRT eller andre terapier, hvor det er hensigtsmæssigt for at gøre livet lettere. Jeg har givet denne bog til mange kvinder på min alder, som led af depression eller fysiske problemer.
Darcey Steinke, Flash Count Diary (2019)
Evokerende personlige erindringer om at gå igennem en varm-flash-intensiv overgangsalder uden medicinsk indgriben, samtidig med at hun nærer en besættelse af dræberhvaler, som også går igennem overgangsalderen.
Randi Epstein, Aroused: The History of Hormones and How They Control Just About Everything (2018)
Irreverent, kyndig historie om hormoner, med et godt kapitel om de hormoner, der er involveret i overgangsalderen, og om kontroverserne omkring HRT.
Judith A. Houck, Hot and Bothered: Women, Medicine, and Menopause in Modern America (2006)
Ræsonneret, vittig og intellektuelt tilfredsstillende historie om overgangsalderen gennem tiderne.