Komikeren George Carlin bemærkede engang, at “enhver, der kører langsommere end dig, er en idiot, og enhver, der kører hurtigere end dig, er en galning”. Den obskure videnskabelige betegnelse, der forklarer, hvorfor vi ser de fleste andre mennesker end os selv som uintelligente eller skøre, er naiv realisme. Dens oprindelse går tilbage til mindst 1880’erne, hvor filosoffer brugte udtrykket for at antyde, at vi bør tage vores opfattelser af verden for pålydende. I sin moderne inkarnation har det fået næsten den modsatte betydning, idet psykologen Lee Ross bruger udtrykket til at angive, at selv om de fleste mennesker tager deres opfattelser af verden for pålydende, er dette en dybtgående fejl, der jævnligt forårsager næsten uløselige konflikter mellem mennesker.

Forestil dig tre chauffører i Carlins verden – Larry, Moe og Curly. Larry kører med 30 MPH, Moe kører med 50 MPH, og Curly kører med 70 MPH. Larry og Curly er enige om, at Moes kørsel var forfærdelig, men de vil sandsynligvis komme op at skændes om, hvorvidt Moe er en idiot eller en galning. I mellemtiden er Moe uenig med begge, fordi det er indlysende for ham, at Larry er en idiot (hvilket Curly er enig i) og Curly er en galning (hvilket Larry er enig i). Som i det almindelige liv undlader Larry, Moe og Curly hver især at indse, at deres egen forståelse af de andre er håbløst bundet til deres egen kørsel snarere end at afspejle noget objektivt om den anden person.

Naiv realisme forekommer som en uheldig bivirkning af et ellers adaptivt aspekt af hjernefunktionen. Vores bemærkelsesværdigt sofistikerede perceptuelle system udfører sine utallige beregninger så hurtigt, at vi er uvidende om alle de special effects teams, der arbejder i baggrunden for at konstruere vores sømløse oplevelse. Vi “ser” så meget mere end det, der er foran os, takket være at vores hjerne automatisk kombinerer sanseindtryk med vores forventninger og motiveringer. Det er derfor, at en cykel, der er delvist skjult af en væg, straks “ses” som en normal cykel, uden at vi et øjeblik tænker over, at den måske kun er en del af en cykel. Fordi disse konstruktive processer foregår bag kulisserne i vores hjerne, har vi ingen anelse om, at dette sker, og derfor forveksler vi vores opfattelse med selve virkeligheden – en fejl, som vi ofte er bedre tjent med at have begået.

Når det kommer til at opfatte den fysiske verden, ser vi tilsyneladende for det meste tingene på samme måde. Når vi konfronteres med træer, sko og vingummi-bjørne, konstruerer vores hjerner disse ting for os på så ensartede måder, at vi kan blive enige om, hvilke vi skal klatre op i, hvilke vi skal have på, og hvilke vi skal spise. Men når vi bevæger os over til det sociale område, hvor vi forstår mennesker og deres interaktioner, er vores “syn” mindre styret af eksterne input og mere af forventninger og motivation. Fordi vores mentale konstruktion af den sociale verden er lige så usynlig for os som vores konstruktion af den fysiske verden, er vores idiosynkratiske forventninger og motivationer meget mere problematiske i det sociale område. Kort sagt er vi lige så sikre i vores vurdering af Donald Trumps temperament og Hillary Clintons uærlighed, som vi er i vores vurdering af træer, sko og vingummi-bamser. I begge tilfælde er vi ret sikre på, at vi ser virkeligheden for det, den er.

Og det er det egentlige problem. Dette er ikke et problem med heuristik og bias, hvor vores forsimplede tankegang kan korrigeres, når vi ser den rigtige løsning. Det handler om at “se” virkeligheden. Hvis jeg ser virkeligheden som den er, og du ser den anderledes, så har en af os en ødelagt virkelighedsdetektor, og jeg ved, at min ikke er ødelagt. Hvis du ikke kan se virkeligheden, som den er, eller endnu værre, hvis du kan se den, men nægter at anerkende den, så må du være skør, dum, forudindtaget, doven eller bedragerisk.

I mangel af en grundig forståelse for, hvordan vores hjerne sikrer, at vi ender som naive realister, kan vi ikke undgå at se komplekse sociale begivenheder forskelligt fra hinanden, hvor vi hver især nedgør den anden for ikke at se det, der er så åbenlyst sandt. Selv om der er reelle forskelle, der adskiller grupper af mennesker, er den naive realisme måske den mest skadelige uopdagede kilde til konflikter og deres varighed. Fra Israel mod palæstinenserne til den amerikanske politiske venstre- og højrefløj til kampen om vacciner og autisme – i hvert enkelt tilfælde forhindrer vores manglende evne til at værdsætte vores egen mirakuløse konstruktion af virkeligheden os i at værdsætte den mirakuløse konstruktion af virkeligheden, der foregår rundt omkring os.