Mens Agent Orange måske er det mest kendte kemikalie, der blev brugt under Vietnamkrigen, var det ikke det eneste. En hel regnbue af nye kemiske formuleringer regnede ned over Vietnams skove og marker. Regnbueherbiciderne, som de blev kaldt, blev kun brugt som våben i krigen i lidt over et årti, men deres konsekvenser kan stadig mærkes den dag i dag.

Kemikalierne blev indsat som en del af Operation Ranch Hand, en militær operation, der varede fra 1962 til 1971. Ranch Hands uofficielle motto – “Kun du kan forhindre en skov” – var inspireret af Smokey Bear’s opfordring til folk om at forhindre skovbrande. Den skæve sarkasme i sætningen opsummerer ironien i missionen. Dengang som i dag er det kontroversielt, og det er stadig uklart, om Operation Ranch Hand, en form for kemisk krigsførelse, overhovedet var tilladt i henhold til international lov.

Herbicidal krigsførelse havde været en militær drøm siden 1940’erne, da allierede forskere begyndte at brainstorme på måder at bruge kemikalier til at brænde jorden af på. De tidlige planer om at bruge kemikalier til f.eks. at udsulte japanerne ved at ødelægge deres risafgrøder mislykkedes dog.

I 1950’erne blev Storbritannien involveret i den malaysiske nødsituation, et oprør i en tidligere britisk koloni i det, der i dag er Malaysia. I et forsøg på at udsulte de kommunistiske oprørere sprøjtede britiske tropper de frodige skove med et stof, der lignede det, der blev til Agent Orange. Oprørerne faldt, men den kemiske sprøjtegift havde andre varige virkninger – alvorlig jorderosion og livslange sundhedsproblemer for malayanerne.

“Jeg husker synet og lugten af sprayen,” husker Thomas Pilsch, der tjente som forward air controller i Sydvietnam i 1968 og 1969. I det tidlige morgenlys fra en lav vinkel syntes det at have en orange nuance.” Ved at sprøjte Agent Orange troede han, at han hjalp USA’s militær med at bryde igennem Vietnams uigennemtrængelige jungle på vej mod sejren.

Den Geneveprotokol, der blev udarbejdet efter Første Verdenskrig for at forbyde brugen af kemiske og biologiske våben i krig, synes at forbyde brugen af disse kemikalier. Men Storbritannien hævdede, at konflikten var en nødsituation og ikke en krig – og at traktaten ikke forbød brugen af kemikalier til politiaktioner.

Succesen med operationen – og dens berettigelse – fik USA til at fortsætte med at eksperimentere med kemikalierne. I 1961 begyndte testkørsler.

USA havde en regnbue af kemikalier til deres rådighed. De fik kælenavne efter farven på de tønder, som de blev sendt i. (Agent Orange virkede ikke orange, selv om det så sådan ud for Pilsch.) Da Operation Ranch Hand begyndte, blev der sprøjtet omkring 20 millioner liter af Agent Green, Pink, Purple, Purple, Blue, White, Orange, Orange, Orange II, Orange III og Super Orange over Sydvietnam. Kemikalierne blev produceret af virksomheder som DOW Chemical, Monsanto og Hercules, Inc.

“Trail dust”-operationer blev udført af det amerikanske luftvåben, hvis “cowboys” fløj med C-123’ere eskorteret af kampfly. Når de nærmede sig et strategisk mål – tætte, junglebevoksede områder, der gav dækning for Vietcong eller afgrøder, der mistænktes for at brødføde deres tropper – skød jagerflyene bomber og napalm ned. Derefter rykkede sprøjteflyene ind og overhældte et område med det kemiske stof.

Amerikanske soldater fik at vide, at kemikalierne var sikre. De var også effektive. “Vi blæste bare den jungle væk,” huskede Tom Essler, en amerikansk marinesoldat, der tjente i Vietnam mellem 1967 og 1968, i en mundtlig historie. “Mellem B-52-angrebene og Agent Orange blev den dejlige frodige jungle omkring Khe Sanh gjort brun.”

I takt med at junglen døde, døde også afgrøderne. Hungersnød, underernæring og udsultning satte ind. Ved krigens afslutning var over 3,6 millioner acres blevet sprøjtet med Rainbow Herbicides.

Det samme havde millioner af vietnamesiske mennesker. (Selv om skønnene varierer, siger den vietnamesiske regering, at 4 millioner blev udsat for kemikalierne, hvoraf 3 millioner nu lider af helbredsmæssige konsekvenser). Amerikanske soldater var også blevet udsat for herbiciderne, idet de blev forsikret af deres overordnede om, at de ikke udgjorde nogen risiko.

Ingen sandhed: 65 procent af USA’s regnbue af kemikalier indeholdt dioxiner – kendte kræftfremkaldende stoffer. Dioxiner kommer ind i blodbanen efter at være blevet spist eller rørt ved dem, ophobes i fødekæden og kan forårsage reproduktionsproblemer, kræft, hormonelle forstyrrelser, skader på immunsystemet og udviklingsproblemer.

Forurenet jord, permanent skovtab, jorderosion og andre miljøskader har hjemsøgt Vietnam i årevis. Det tog år, før USA’s militær erkendte, at kemikalierne faktisk var skadelige, og endnu længere tid, før de begyndte at kompensere ofrene for deres virkninger.

I mellemtiden blev børn af veteraner og vietnamesere, der blev udsat for kemikalierne, født med alvorlige fødselsdefekter og sygdomme. Alene i USA var der ifølge en analyse fra ProPublica en tredjedel større sandsynlighed for, at et barn født af en veteran, der var udsat for Agent Orange, ville blive født med en fødselsdefekt. Og i Vietnam har folk, der levede under regnen af regnbue-kemikalier, oplevet generationer af helbredseffekter.

I de seneste år er det blevet klart, at regeringen ikke blot kendte til herbicidernes forfærdelige virkninger, men at de stolede på kemikalievirksomhederne for teknisk vejledning i stedet for deres eget personale. Virksomhederne kunne have brugt færre eller ingen dioxiner i deres produkter, men det undlod de at gøre. Det er en endnu mere ædruelig drejning på en i forvejen forfærdelig historie – en historie, der bliver ved med at belyse Vietnamkrigens rædsler årtier efter dens afslutning.