Populær på Variety
Bandets seneste er deres bedste siden “How to Dismantle an Atomic Bomb.”
Da det lyder som om, at processen med at lave et U2-album er lige så besværlig som en NASA-mission til en af Jupiters måner. Ego og ambitioner og usikkerhed og teknologi kombineres med et næsten desperat ønske om at være relevante, for ikke at nævne en kvintessens irsk pligtfølelse og disciplin, der kun er lige så stor som deres ufattelige succes og rigdom. Det giver latterligt høje standarder – hvad er trods alt godt nok, når himlen er grænsen, når penge og studietid ikke er noget problem, og når alt, hvad man ønsker, kun er en sms væk? Måneder i studiet bliver til år (fem for deres forrige album), mens de omarbejder og remixer og reimaginerer og opgiver snesevis af sange og arbejder til grænsen af selvflagellering i forsøget på at lave rockmusik, der er relevant og moderne og vigtig uden at fremstå som næsten 60-årige i læderjakker og helt nye Yeezys … selv om de er næsten 60-årige i læderjakker og, okay, måske ikke Yeezys, men helt sikkert sneakers.
“Songs of Experience” anses officielt for at være et “companion piece” til 2014’s “Songs of Innocence” – du ved, den overraskelsesgave, du stadig ikke kan slette fra din iTunes – og ankommer efter en svangerskabsperiode, der var smertefuld selv efter U2-standarder. Albummet var færdigt for mere end et år siden, men den 9. november sidste år besluttede bandet, at det ikke var på sin plads i en verden med en præsident Trump i den. Mens bassist Adam Clayton beskrev de efterfølgende revisioner til Variety som “en lille smule kosmetisk kirurgi”, er ni producere krediteret, hovedsageligt den mangeårige samarbejdspartner Jacknife Lee og OneRepublic-frontmand Ryan Tedder sammen med syv andre, herunder Danger Mouse (Gnarls Barkley, Black Keys, Gorillaz), Paul Epworth (Adele, Florence and the Machine) og karrierelangt samarbejdspartner Steve Lillywhite.
Trods disse odds – eller måske på grund af dem – er “Songs of Experience” bandets bedste siden “How to Dismantle an Atomic Bomb” (som vandt Grammy’en for bedste album i 2006), og det er en bemærkelsesværdig præstation for et band i sit femte årti af eksistens. De umiskendelige kendetegn ved U2-lyden er til stede – Bonos svævende melodier og den hundelignende diktion (“The Little Things That Give You Away”, “Get Out of Your Own Way” og “Love Is Bigger Than Anything in Its Way” er fine efterfølgere til “Stuck in a Moment You Can’t Get Out Of”), og The Edge’s klingende riffs og den tordnende rytmegruppe er velkendte uden at forfalde til selvparodi. De strækker sig uden at gå ud over en klippe: “Lights of Home” har et sumpet akustisk groove, “Get Out of Your Own Way” noget pulserende elektronisk percussion og endda en cameo fra Kendrick Lamar til sidst – som jeg ærligt talt frygtede, men som er smagfuldt tilføjet til sangen som en tale snarere end en akavet integreret rap.
Musikken er upåklagelig hele vejen igennem, selv om det må siges, at The Edge leverer en af de bedste præstationer i sin lange karriere på “The Little Things That Give You Away”. Han driver sangen fra en blid begyndelse til en næsten komisk melodramatisk finale og starter med nogle karakteristiske lydskyer – ved nærmere eftersyn viser de sig at være et tæt kompliceret net af akkorder og ekko og hurtige toner, der drysser som regnvejr – indtil efter fire minutter, hvor sangen bryder ud, og skyerne deler sig, og solen skinner, og The Edge klatrer op på en vindblæst bjergtop og (du forstår det). Sammen med “You’re the Best Thing About Me” og “Love Is Bigger than Anything in Its Way” er det en gammel U2-sang fra sidst i dag i stil med “Beautiful Day” eller “City of Blinding Lights”.”
Albummet falder en smule sammen i midten, men åbner og lukker stærkt, og selv om nogle af de “nutidige” floskler hænger akavet på bandets robuste, håndværksmæssige ramme (især de Teddereske “hey-yo “s og “woah-oh “s), lyder de meget mere behagelige i deres egen hud end på “Innocence” – selv om det ærligt talt selv tre år senere er svært at adskille det album fra det overmod og den skadefrohed, der var ved lanceringen.
Men hvor store og højlydte og ulidelige U2 end kan være nogle gange, Gud elsker dem, så strækker de sig stadig efter alle disse år og millioner og triumfer og fejltrin og pinlige overskridelser (ahem “Rattle and Hum” host “Pop” erm “iTunes”), på et tidspunkt, hvor de fleste af deres tidligere samtidige enten har givet op eller burde give op, strækker de sig stadig, længes, prøver så hårdt at være store – og man kan ikke række ud efter stjernerne uden at hoppe op og ned som en idiot.