Alexios Comnenos

Introduktion: Alexius I eller mere almindeligt Alexius Comnenos var en byzantinsk kejser. Han tilhørte Comnenos-dynastiet af byzantinske herskere. Alexius’ regeringstid varede fra slutningen af det 11. århundrede til begyndelsen af det 12. århundrede. Han er bedst kendt for at gøre et byzantinsk imperium i tilbagegang til et stærkt magtsæde og for at have forsvaret det med succes mod normanniske invasioner på Balkan og truslen fra de seldsjukiske tyrkere i Lilleasien.

Selv om han ikke var den første comneniske hersker, er han langt den mest fremtrædende. Hans territoriale, militære og økonomiske genoprettelse af det byzantinske rige er kendt som den ‘komnenianske restaurering’.

Det tidlige liv: Alexius blev født i en aristokratisk familie i 1056. Hans far, John Comnenos, var bror til den byzantinske kejser Issac I. Alexius havde fire brødre og tre søstre. Hans mor, Dalassene, tilhørte også en magtfuld klan og spillede efter faderens død en vigtig rolle i Alexius’ tronbestigelse.

Efter Issac I’s abdikation nægtede Johna Comnenos at stige op på tronen. Som følge heraf regerede fire kejsere fra andre familier indtil Alexius’ tronbestigelse i 1081. Mellem 1068 og 1081 deltog Alexius og hans bror Issac i de militære felttog i Thrakien, Lilleasien og Epirus.

Alexius påtager sig kappen: Med hjælp fra sin mor, sin kones magtfulde familie, sin bror Issac og kejserinde Maria, iscenesatte Alexius et kup mod kejser Nikephoros III. Kejserinde Maria ønskede, at hendes søn fra et tidligere ægteskab, Konstantin, skulle blive den næste kejser. Alexius og hans mor Anna så en mulighed for at fravriste Nikephoros III tronen og slog sig sammen med Maria. De forsikrede hende om, at de ville støtte Konstantins tronbestigelse. Efter kuppet påtog Alexius og Konstantin sig kappen som medherskere i nogen tid, før Alexius afsatte Konstantin og sendte Maria i et kloster.

I løbet af Alexius’ syvogtredive år lange styre var der en hård kamp for at overleve mod gentagne invasioner fra normannere og tyrkere. Den første udfordring, han stod over for, var fra den normanniske militære eventyrer Robert Guiscard. Alexius var i stand til til sidst at besejre ham efter at have lidt flere nederlag selv. Han vendte sig derefter mod Thrakien, hvor Paulician- og Pecheneg-klanernes oprør var til skade for hans sag. Også her var Alexius i stand til at nedkæmpe oprøret.

Han opnåede en afgørende sejr over Pechenegerne i slaget ved Levounion i 1091. Efter at have pacificeret Balkan fokuserede Alexius sin opmærksomhed på Lilleasien, hvor seljukiske tyrkere havde invaderet store landområder. Han søgte hjælp hos pave Urban II, som gav ham lov til at prædike det første korstog. Efter nogle tidlige tilbageslag lykkedes det det første korstog at generobre forskellige byer fra tyrkerne. Som følge heraf genindtog de byzantinske styrker store dele af det vestlige Lilleasien.

Personligt liv: Alexius krediteres af historikere for at have reddet det byzantinske rige fra en eksistentiel trussel på tidspunktet for hans tiltrædelse. Han kommanderede dygtigt sine styrker til at afværge alvorlige trusler fra tyrkere og normannere. Hans overlegne politiske evner gjorde ham i stand til at indgå alliancer på kritiske tidspunkter, hvilket gav ham gode resultater. Hans styre blev dog upopulært efterhånden som tiden gik. Hovedårsagen var hans religiøse forfølgelse af Paulician- og Bogomil-sekterne. Han blev ikke desto mindre krediteret for at have gennemført meget nødvendige monetære reformer.

Han indførte “Hyperpyron”, den nye mønt, som stabiliserede den finansielle situation i hans imperium. Han var altid under indflydelse af sin mor Anna. Hendes indflydelse var så stor, at hun ved Alexius’ tronbestigelse påtog sig titlen ‘Augusta’, som egentlig tilhørte Alexius’ hustru Irene Doukaina. Efter en langvarig sygdom døde Alexius den 16. august 1118. Han blev efterfulgt af sin søn Johannes II Comnenus. Johannes II blev godt forberedt til rollen og viste sig at være en dygtig og beundringsværdig hersker.