15. november 2013

Da Don Bluth og Gary Goldman forlod Disney i 1979 for at danne deres eget animationsstudie, var målet enkelt: “at genoprette animationen til noget bedre, end den var” og at opretholde værdierne fra animationens gyldne tidsalder, som de mente var ved at dø under Disneys driftssystem i 1970’erne. Den kvalitet, der var blevet etableret under Walts regeringstid, var begyndt at gå i stå; med de stigende omkostninger ved at producere animation reagerede studiet ved at skære ned på arbejdsstyrken og fokusere på mindre arbejdskrævende teknikker. Dette var startskuddet til, at Don og Gary og fjorten andre animatorer forlod Disney for at danne deres eget studie, som skulle komme til at producere så formidable værker i animationshistorien som The Secret of N.I.M.M.H (1982) og An American Tail (1986).

Samarbejdet mellem Don og Gary begyndte hos Walt Disney Productions, da de to mødtes første gang i 1972. Gary var nyuddannet fra en kunstskole og var en del af animationstræningsprogrammet hos Disney. I mellemtiden havde Don mange års erfaring i studiet, idet han havde arbejdet der i 1955 direkte efter gymnasiet som inbetweener (den kunstner, der tegner rammer mellem en ledende animators keyframes, hvilket skaber en jævn udvikling for bevægelser/poser) på Sleeping Beauty (1959). Selv mens Don gik på college og tog til Argentina for at missionere (som en del af sin mormontro), arbejdede han om sommeren hos Disney indtil 1962. Han vendte tilbage til Disney som fuldtidsanimator i 1971. Efter at Don og Gary var blevet introduceret til hinanden, begyndte de to at arbejde sammen, ikke kun hos Disney, men også i deres fritid, hvor de lavede en kort animationsfilm i Dons garage.

Disneys animationsegenskaber havde været i langsom tilbagegang siden Tornerose. Året før udgivelsen af filmen havde studiet reduceret sin medarbejderstab fra 500 til 125, og den mindre medarbejderstab fortsatte frem til midten af 70’erne. Fra ’70-’77 ansatte Disney kun 21 personer. Med få tilbageværende originale animatorer, der ofte blev omtalt som de “ni gamle mænd”, udvidede selskabet sit uddannelsesprogram med det, der blev kendt som California Institute of the Arts (Cal Arts). Alligevel ændrede dette ikke meget ved produktionskulturen i selskabet, især da Disney blev endnu mere omkostningsbevidst.

Don og hans slæng fik snart deres chance i studiet, da de havde betalt deres bidrag. Mens han færdiggjorde The Rescuers (1977), fik Don til opgave at instruere animationen til Pete’s Dragon (1977) og derefter som producent/instruktør til The Small One (1978), hvilket burde have markeret et vendepunkt og givet de nye, yngre animatorer en chance for at puste nyt liv i studiet, påvirket af den produktions- og animationskvalitet, som Walt havde etableret længe forinden. Da Don imidlertid forsøgte at inkludere dyrere produktionsværdier, der mindede om tidligere Disney-film (special effects og mere farve), blev han afvist. Don, der var så skuffet over det nuværende regime og dets fokus på omkostningsreduktion, bad om at træde tilbage som producent/instruktør for kun at fokusere på at animere.

Så i 1979 kontaktede Jim Stewart, en tidligere Disney-direktør, der hørte, at Bluth og Goldman var utilfredse hos Disney, de to for at høre, om de ville være villige til at gå for at starte deres eget selskab, og hvilken film de ville begynde med. Don mindede om den Newberry Award-vindende ungdomsroman “Mrs. Frisby and the Rats of N.I.M.H.”, en film, som Disney fik forelagt, men som blev afvist, fordi studiet “allerede havde lavet en musefilm”, nemlig “The Rescuers”. Don og Gary informerede til sidst deres animatorkolleger om planen og opfordrede dem til at være med til at danne et nyt studie. I alt 14 animatorer forlod Disney for at slutte sig til Don og Gary under Don Bluth Productions med finansiering fra Jim fra Aurora Productions.

The Secret of N.I.M.H

Aurora Studios erhvervede filmrettighederne til romanen “Mrs. Frisby and the Rats of NIMH” og tilbød et budget på 5,7 millioner dollars og et vindue på 30 måneder til at producere filmen, hvilket var mindre penge og kortere tid end de fleste Disney-film på det tidspunkt. Men under deres eget ansvarsområde satte studiet sig for at nå deres mål om at løfte animationsfilmen op til dens tidligere højder. Dette betød bl.a., at mange animationsteknikker blev ladt i stikken til fordel for omkostningsreduktion.

Ved at se The Secret of N.I.M.M.H. er det mere end tydeligt, hvor mange af de ældre, dyrere teknikker, der blev taget i brug i filmen: Rotoscoping, hvor animatorer tager live-action-billeder og sporer over optagelserne (båden i den underjordiske bådtur, riggen, der blev bygget for at hæve Brisbys hjem, og fugleburet, som hun bliver fanget i, blev alle fotograferet live-action); Backlit Animation, hvor animerede matte billeder blev optaget med lys, der skinner gennem farvegeler for at skabe glød for at genskabe kunstig belysning eller ildeffekter; og Multiple Color Palettes, for at afspejle forskelle i karakterer på grund af forskellige belysningssituationer (herunder under vand; den mindre karakter Mr. Ages havde 26 paletter alene). Oplevelsen af at se N.I.M.H. er utvivlsomt knyttet til brugen af disse teknikker til at skabe stemning og tone, da så meget af filmen foregår under jorden, og de sci-fi/mystiske elementer, der driver historien. Men at opnå disse teknikker med et mindre budget og en strammere tidsramme, end disse animatorer var vant til, krævede mange timers engagement fra det nye studie. Gary kan huske, at han arbejdede syv dage om ugen med 12-16 timers arbejdsdage, især i de sidste måneder af produktionen, for ikke at nævne alt det overarbejde, der blev udført uden ekstra løn. Som et resultat heraf blev mange mindre stjerneroller udfyldt af de ansatte internt. Filmens endelige budget endte på lige under 6,4 millioner dollars, da Don, Gary og et par andre producenter belånte deres hjem for yderligere 700.000 dollars for at færdiggøre filmen.

Filmen havde premiere i weekenden den 4. juli 1982, et meget travlt år med store kommercielle succeser som E.T., Tron og The Wrath of Kahn. Både på grund af det overfyldte marked og på grund af en langsom strategi med minimal markedsføring fra distributøren MGM/UA, som fik filmen til at åbne på kun 88 lærreder i den første weekend, indtjente N.I.M.H. kun 386.000 dollars i åbningsweekenden. Den nåede aldrig op over 700 skærme i løbet af sin levetid og havde den 1. august kun indspillet 7 mio. dollars; dens samlede indtjening er på knap 15 mio. dollars. Selv om filmen havde premiere uden kommerciel succes, blev den meget rost i de kritiske kredse. Og med tiden er filmen blevet en økonomisk succes gennem distribution af hjemmevideoer (den første VHS-udgivelse havde en købspris på 79 dollars) og via kabel-tv, og den har fået indflydelse som en animationsfilm af højeste kvalitet og kultfavorit.

Den kommercielle fiasko for studiets første film ville desværre sætte spørgsmålstegn ved Don Bluth Productions levedygtighed fremover. Dertil kommer, at der i 1982 var en arbejdsstrejke mellem animatorer og studierne på grund af den mængde arbejde, der blev sendt til tv-animation i udlandet. Mens de påbegyndte deres anden produktion, East of the Sun, West of the Moon, var selskabet ikke i stand til at få kontrakter godkendt af fagforeningen, og finansieringen af filmen faldt til jorden. Filmen blev aldrig lavet, og denne inkarnation af Bluth Productions ville ophøre med at eksistere.

“Vi vil gøre os fortjent til at forblive i branchen. Hvis vi ikke gør det rigtigt, kan vi ikke gøre krav på retten til at forblive i branchen. Hvis THE SECRET OF NIMH bliver en succes, så kommer der en ny film. Men selv hvis vi fejler, vil det ikke afholde os fra at prøve igen eller fra at elske det, vi laver. Animation er en smuk kunstform, der er i fare for at uddø… Hver gang nogen producerer en animationsfilm, der mislykkes, dør hele animationsindustrien en lille smule mere.”

An American Tail, the Spielberg value

Efter et par år, hvor de forsøgte at holde deres animationsstudie oven vande ved at forgrene sig til reklamer og videospil, viste de stigende omkostninger ved animation for et nyopstartet studie sig at være for dyre til at finansiere yderligere spillefilm, på trods af den moderate succes med deres videospilsenhed. I første omgang indgik Bluth et partnerskab med forretningsmanden Morris Sullivan, som begyndte at finde måder at gøre det nye foretagende, Sullivan Bluth Studios, til et rentabelt firma.

Enter Steven Spielberg. Instruktøren var blevet introduceret til Don gennem Jerry Goldsmith, komponisten til N.I.M.M.H. Da han havde været Disney-fan og imponeret over den film, som Don havde lavet efter at have forladt studiet, lovede Spielberg at holde øje med en film, som de to kunne arbejde sammen om, og det var her, et projekt fra David Kirschner om en musefamilie, der immigrerede til USA under opførelsen af Frihedsgudinden, kom på banen. Endnu engang skulle de dog trodse oddsene med An American Tail, da filmen var budgetteret til omkring 6,5 millioner dollars, plus at eventuelle penge fra overskuddet kun ville komme, hvis filmen indtjente over 100 millioner dollars. På det tidspunkt var den højest indtjenende tegnefilm Disneys The Rescuers med kun 40 millioner dollars. Som følge heraf kunne studiet ikke længere være medlem af fagforeningen, da fagforeningstaksterne var for høje til at betale, samtidig med at filmen blev produceret med det begrænsede budget.

I modsætning til N.I.M.H. åbnede Tail i over 1.200 biografer og havde store markedsføringstiltag fra Sears og McDonalds. Anmeldelserne var blandede med mange kritikere, der roste animationen, men udtrykte skuffelse over historien og karakterudviklingen. Alligevel fik filmen en premiere på 5,2 mio. dollars og en anden weekend på 7,4 mio. dollars. Efter 18 uger havde filmen indtjent 44,6 mio. dollars, hvilket på det tidspunkt var en ny rekord for den mest indtjenende animationsfilm. Med de oversøiske kasseindtægter inkluderet indtjente filmen lidt over 84 millioner dollars.

Men med Spielberg-partnerskabet gik Bluth-holdet fra uafhængigt animationsproduktionsstudie til animationskæmpeværksted gennem Amblin og Universal og til dels på grund af den irske regering.

Håndtering af animationens økonomi

Med strejken og fagforhandlingerne og de stadigt stigende omkostninger til ansættelse af det personale, der er nødvendigt for at producere animationsfilm, fandt Bluth-virksomheden en ny vej til at begrænse omkostningerne og anspore en ny årgang af animatorer. Som mange filmproduktioner gør i dag, flyttede Sullivan Bluth-firmaet til Irland for at drage fordel af skattebegunstigelser. Flytningen til Irland fandt faktisk sted midt i produktionen af An American Tail. Med det største tilskud i landets historie og et statsligt ejerskab på 5 % af studiet samt uddannelsestilskud på 13.000 dollars pr. person åbnede selskabet nær Dublin med 85 ansatte, der hovedsageligt arbejdede med blæk- og malingsprocesser. Med tiden blev personalet udvidet til over 300 personer (hvoraf over 90 % var irere) for at dække hele produktionsprocessen. Nu hvor studiet var flyttet og kontraktproblemerne var overstået, begyndte produktionen af studiets anden spillefilm, The Land Before Time (1988).

Time blev den sidste produktion, som Sullivan Bluth arbejdede sammen med Steven Spielberg om. Filmen havde en noget urolig produktion, der faktisk begyndte før Tail med et koncept fra Spielberg. Filmen udviklede sig dog kun lidt ud over konceptet, indtil efter succesen med Tail. Selv efter dette tidspunkt, under produktionen af filmen, var der en del skub og skub mellem studiet, finansmændene og distributøren, da Bluth & Co. lænede sig op ad en mørkere film, og de andre pressede på for en mere imødekommende, mindre intens version. Filmen blev udgivet til generelt høflige anmeldelser, men historien og karaktererne blev kritiseret endnu mere grundigt end Tail. Som John Pomeroy, en af Bluths medanimatorer/producenter, udtrykker det:

“Den levede aldrig op til mine fulde forventninger, simpelthen fordi det var en perfekt mulighed for virkelig at vise fem forstyrrede personligheder, der forsøger at arbejde hen imod hinandens fælles mål. De var rige karakterer, men fik aldrig rigtig mulighed for at udstråle denne rigdom.

Men det forhindrede ikke børnene i at tage filmen til sig med al den iver, som børneskuere gør, herunder flere visninger af filmen på én dag, udenadslære af dialoger og ønske om at markedsføre produkter, der er knyttet til filmen. Filmen åbnede som nummer et i næsten 1400 biografer med en bruttoindtægt på 7,5 millioner dollars og blev dermed den mest indbringende åbningsweekend for en animationsfilm. Den endelige kasseindtjening overgik lige Tail med over 46 millioner dollars og matchede den verdensomspændende bruttoindtjening med 84 millioner dollars. Sullivan Bluth skulle senere gå sammen med Goldcrest International om en aftale om tre film, der gav Don & Co. total autonomi

All Dogs Go to Heaven

I forbindelse med fastlæggelsen af deres næste projekt blev selskabet inspireret af det faktum, at de tre bedste animationsfilm på det tidspunkt handlede om hunde: Disney’s The Fox and the Hound (1981), 101 Dalmations (1961) og Lady and the Tramp (1955). Projektet blev skrevet og foregik i New Orleans, og omgivelserne bidrog til filmens atmosfære, som Goldman udtrykte det, “med overtoner af Mardi Gras, jazzmusik, Mississippi og en følelse af verdensfryd, der stod i fin kontrast til filmens spirituelle tema”. Filmen havde til formål at matche Tail’s populære sangstil og indkaldte derfor Charles Strouse (Bye Bye Bye Birdie, Annie) som komponist; partituret blev skrevet af Ralph Burns (All That Jazz, Cabaret og A Chorus Line). Til Dons store ærgrelse var Dogs også den første af deres film, der benyttede computeranimation til at hjælpe med vanskelige perspektivbilleder, som f.eks. bilen, der kører ned ad molen mod Charlie, og den mekaniske kran på skrotpladsen.

Hvor filmen blev udgivet, var den blevet forsolgt på næsten alle udenlandske markeder for 7 millioner dollars (ca. halvdelen af budgettet) og ville blive distribueret på hjemmemarkedet af United Artists. Filmen blev udgivet den 17. november 1989 og gik i clinch med Disneys Den lille havfrue, den film, som skulle markere begyndelsen på Disneys renæssance. Dogs blev kritiseret af kritikerne, især i sammenligning med Havfruen. Filmen kom til at indtjene lidt over 27 millioner dollars, langt fra Havfruens 90 millioner dollars. Ligesom Bluth-filmene før den var Dogs dog et hit på hjemmevideo, idet den lå nummer et i flere uger og genererede en oprindelig indtægt på næsten 75 millioner dollars fra over 3 millioner kopier.

Med Goldcrests opbakning fortsatte Sullivan Bluth-selskabet med at skabe Rock-A-Doodle (1991) og Tommelise (1994) som en del af sin aftale om tre film. I mellemtiden blev Bluths tidligere film licenseret til endeløse “direct-to-video”-prequel- og efterfølgerejendomme, som det nuværende selskab ikke deltog i, hvilket helt sikkert underminerede troværdigheden af deres produkter. De blev lavet billigt og med begrænset animation. Hvad angår Bluth-brandet, var den traditionelle animationsfilms triumf ved at blive spildt af virksomheders licens- og franchising-triumf.

Disneys renæssance & Pixars fremkomst

Med Den lille havfrue markerede Disney en vending i sin kommercielle levedygtighed og viste, at kvaliteten og kærligheden til animation og historier igen var blevet et fokus internt. Mens den næste udgivelse, The Rescuers Down Under (1990), havde svært ved at klare sig i biografen, kom Beauty and the Beast, den første animationsfilm, der blev nomineret til bedste film, i 1991. Aladdin (1992) fulgte efter og satte den nye standard for animation: den kendte stemmeskuespiller. Løvernes konge kom to år senere og ville igen hæve barren for animationsfilm. Men efter Løvernes konge begyndte Disneys animationsfilm atter at blive forældet og uinspireret, og mange af de film, der blev udgivet efter Løvernes konge, var blot formulariske genindspilninger, der var baseret på sange, sidekicks og popkulturelle gags, som blev betegnet Disneyfication. Med konkurrencen fra andre studier (DreamWorks og Fox’ BlueSky Studios) steg animatorernes lønninger, markedsføringsomkostningerne steg, og Disneys indtægter og kvalitet var begge faldende. Den kortvarige renæssance var forbi næsten lige så hurtigt, som den var begyndt.

I 1995 oplevede animationsverdenen sin hidtil mest dramatiske udfordring med Disneys distribution af Pixar-filmen A Toy Story, som for altid ville ændre karakteren af den animerede spillefilm. I 2003 omdannede Disney sine Walt Disney Feature Animation-studier til et CGI-studie, hvor hovedparten af de traditionelle animationsmedarbejdere blev afskediget og udstyret solgt. Deres studie i Paris blev også lukket, og et studie i Orlando blev lukket året efter for derefter at blive omdannet til en attraktion.

Med Pixars fremkomst synes det, som om dødsstødet var givet til den traditionelle animation. Gennem CGI-animation havde Pixar endda taget kappen om innovation og effekter på sig og tog fat på ting som pels, vand og menneskekroppe, ligesom Bluth Productions engang tog fat på rotoscoping, animation med baggrundsbelysning og omfattende farvepaletter. Innovationen var levende og leverede resultater for publikum, men det var til skade for den traditionelle håndtegnede animation. Pixars film har opnået de samme kasseresultater og kritikerroser som Disneys renæssancefilm, hvilket i sidste ende førte til, at Disney købte Pixar Studios for hele 7,4 milliarder dollars i 2006. Som en del af Disney blev Pixars chef John Lasseter (en Disney-animator, der har arbejdet der tilbage til The Fox and the Hound i kølvandet på Don Bluths afhopning) forfremmet til at føre tilsyn med al animation. Selv om Lasseter tydeligvis bevarer en dyb kærlighed og påskønnelse for traditionel animation og endda lovede at genoplive den i studiet, har årene siden Pixars kultur blev indlemmet i Disney kun produceret få traditionelle animationsfilm, og ingen af bemærkelsesværdig kvalitet (Home on the Range, 2004, og The Princess and the Frog, 2009). Faktum er, at selv om hvert enkelt billede stadig er et kærlighedsarbejde for animatorerne, kræver CGI-animation færre mennesker og er i sidste ende billigere at producere. For Pixar-mandskabet er den frihed, der ligger i den tredimensionelle dimensionalitet og teknologien, simpelthen en udvikling af mediet.

Selvfølgelig består arven fra Don Bluth og Disney-afhopperne på mange måder, selv i den CGI-dominerede produktionskultur i dag; nemlig at producere animation, der er den bedst mulige, både med hensyn til historie og karakterer samt det tekniske output. Studierne gør hele tiden fremskridt med hensyn til innovation, der skubber grænserne for kreativitet og animationskvalitet, selv om det hele foregår på computeren. Men Bluth-filmene, som nåede deres lavpunkt, mens Disney nåede bunden, har stadig indflydelse den dag i dag. Der er stadig noget magisk over den anti-Disney-ånd, animationens kvalitet og de vidunderlige historier, der fortælles i film som The Secret of N.I.M.M.H, An American Tail, The Land Before Time og All Dogs Go to Heaven.

Oplev An American Tail på HDNET MOVIES

Oplev An American Tail: Fievel Goes West på HDNET MOVIES

Oplev The Land Before Time på HDNET MOVIES

Oplev The Land Before Time på HDNET MOVIES