Der er behov for en rationel tilgang til diagnosticering og behandling af tilbagevendende luftvejsinfektioner, ellers bliver barnet udsat for unødvendige undersøgelser og mange forskellige lægemidler. Gentagne luftvejssymptomer er ikke ensbetydende med en luftvejsinfektion. En diagnose af en virusinfektion berettiger ikke til at ordinere et antibiotikum. Tilbagevendende virusinfektioner er en del af ethvert barns opvækstproces. Givning af antibiotika ved hver eneste episode for at dække “såkaldt overdrevne bakterieinfektioner” vil føre til “tilbagevendende antibiotika” og negative virkninger på væksten. Der bør anvendes en systematisk tilgang for at finde den underliggende årsag. En otoskopisk undersøgelse af et barn bør indgå som en del af en pædiatrisk undersøgelse i alle tilfælde af luftvejsinfektioner. Antibiotika bør vælges med omtanke afhængigt af alder, socioøkonomisk status, infektionens sværhedsgrad og den forventede type organisme, og de bør altid gives i passende doser og af passende varighed. Behandlingen bør være specifik og symptomatisk. En passende drænage af bihulerne er en vigtig hjælpebehandling. Brug af hostesirupper med forskellige kombinationer bør undgås. Der bør gøres en indsats for at diagnosticere og behandle manifestationer af hyperaktive luftveje eller allergi, CEA’s (hosteækvivalent astma) og WLRI’s (Wheeze associated lower respiratory infections) rolle. Der er behov for undersøgelser ved nylige infektioner i de nedre luftveje og negativ indvirkning på vækst, skolepræstationer og unormale fysiske fund. CBC, CRP, ESR, næseudstrygning, passende kulturer, test for tuberkulose, røntgenbilleder, bariumundersøgelser, mælkescanning, ultralyd, CT, MRI, bronkoskopi i udvalgte tilfælde.