Når ‘For the Love of Cars’ kom tilbage på tv-boksen – det ved vi 🙏 – tænkte vi, at vi ville tage en snak med manden bag bilerne, Ant Anstead, for at se, hvordan han kom ind i det hele.
Danni Bagnall: Hey Ant, tak fordi du ville mødes med mig! Vi kender dig alle sammen fra Channel 4’s tv-show “For the Love of Cars”, men hvad startede din passion for biler?
Ant Anstead: Jeg har været interesseret i biler, siden jeg var lille. Jeg var en typisk dreng, jeg elskede at bygge Airfix, Lego og stort set alt, hvad jeg kunne få fat i, som enten var i stykker eller skulle laves. Jeg var et mareridt for mine forældre! Biler har altid været min guilty pleasure. Jeg havde bygget min første byggesætbil fra hylden, da jeg var 16 år! Jeg havde ikke engang et kørekort, men vidste, at jeg ville bygge biler. Jeg kan huske, at jeg som 14-årig gik til det lokale kvægmarked og købte en plæneklipper til at drive min sæbekasse af træ… Den fik jeg aldrig gang i.
DB: Hvad laver du, når du ikke er på det store lærred?
AA: Jeg ejer og driver mit eget firma, som bygger og restaurerer biler. De fleste af de biler, jeg laver, er fra bunden. Selv om de ser gamle ud, er de helt nye. Forretningen holder mig ret travlt. Men når jeg ikke bygger biler eller er på skærmen, bruger jeg kvalitetstid sammen med min familie. Mine børn er 10 og 13 år, så jeg prøver at se dem så meget som muligt. Indrømmet, det har ikke været så meget, som jeg gerne ville have været, da tv-arbejdet har været så travlt de sidste par måneder. Faktisk har jeg alene i år været på 20 flyrejser, og det føles som om, jeg lever af en kuffert i afgangshallerne. Jeg må dog ikke brokke mig; jeg har et meget privilegeret job. Jeg har brugt min kortvarige fritid på at køre bilræs eller spille fodbold. Faktisk, når jeg tænker over det…. Hvordan pokker får jeg det hele til at hænge sammen?
DB: Fortæl mig mere om din virksomhed.
AA: Jeg begyndte at lave biler kommercielt for over ti år siden. Jeg er kendt globalt for at bygge en række rekreationsbiler, og på det seneste har jeg bevæget mig væk fra replika-markedet for at fokusere mere på tv og restaureringer. De fleste af de biler, jeg bygger, er på forespørgsel, hvilket gør hver enkelt bil helt skræddersyet til en kunde. Jeg elsker den individuelle identitet, som hver enkelt klassisk bil har, og hver bil, vi bygger, er helt unik. Vi sørger endda for, at sædepositionen, rattet og pedalerne passer til kundens nøjagtige størrelse og stel. Hver bil leveres med en detaljeret fotografisk byggedagbog og er britisk registreret efter en IVA VOSA-test, MOT, et års vejskat og garanti. Vi har et meget dygtigt team omkring mig.
DB: Har du så altid arbejdet med biler?
AA: Nej. Sjovt nok var jeg i Hendes Majestæts polititjeneste i seks år. Da jeg var 18 og et halvt år, meldte jeg mig ind i politiet. Jeg vidste, at jeg ikke ville gå den uddannelsesmæssige vej med universitet osv., så jeg endte som betjent, og jeg kan ærligt sige, at det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget. Jeg elskede at være i politiet. Jeg var der i seks år, og fem år, 11 måneder og 29 dage af det var utroligt. Politiet er latterligt underbemandet. Jeg var baseret i Bishops Stortford i to år og var stort set alene, hvilket tvang mig til at blive hurtigt voksen! Da jeg var 23 år, kom jeg med i den taktiske skydevåbenenhed og blev dermed en af de yngste bevæbnede betjente nogensinde. Jeg så og gjorde ting, som folk ville ryste af skræk over. Jeg tilbragte endda tid i et safe-house med “jernbanemorderen” John Duffy. Det ændrede alt for mig. Jeg fik to anbefalinger for tapperhed og har været udsat for en række livstruende hændelser – hvilket virkelig åbnede mine øjne for, hvad mennesker er i stand til. Når man står foran en bevæbnet person – det er ægte frygt – gør det det på en måde let at stå på scenen eller foran et kamera. Jeg minder altid mig selv om det og om, hvor heldig jeg er med at gøre det, jeg gør. Jeg har flere grunde til at forlade politiet, og de opstod alle i forbindelse med min datters fødsel. Hun er nu 13 år gammel, men dengang var hun en helt nybagt baby, og jeg vidste, at jeg var nødt til at ændre noget. Jeg kiggede på, hvad mine venner gjorde. Man får trods alt kun ét liv.
DB: Hvordan har din personlige bilhistorie været?
AA: Det har faktisk ikke været så slemt. Min første bil var en MG Midget. Den hed Bridget… Jeg elskede den bil! Vermillion orange med en slidt, flænset sort kølerhjelm og masser af rust! Alle mine venner kørte rundt i Astras og Metros, men jeg havde en klassisk sportsvogn fra 70’erne. Lige siden jeg var 18 år, indså jeg, at jeg kunne tjene penge på min passion, så jeg købte klassikere, reparerede dem og solgte dem videre. Politiarbejde på skift er fantastisk, hvis man har en passion for biler. De færdigheder, jeg har udviklet i tidens løb, er opnået ved simpelthen at være på stedet. Jeg tror, at det er den eneste måde at lære på, er ved at gøre og prøve tingene selv. Det er derfor, jeg støtter den nationale lærlingeordning. Alle andre, der ønsker at reparere biler og gøre det, jeg gør, behøver ikke nødvendigvis at gå på universitetet for at gøre det. Passionen kommer først. Hvis du er dygtig til at være praktisk anlagt og har kærligheden, så skal du nok nå dertil. Jeg har en tendens til at opbygge forbindelser med biler, og jeg har for nylig købt en bil tilbage, som jeg solgte for et par år siden. Jeg håber at kunne lancere en kampagne for at finde min første bil, MG Midget, så vi får se, hvad der sker med det, men jeg ville elske at få hende tilbage. En af mine favoritter, som jeg har haft, er en Mk1 Escort Van, som jeg for nylig solgte. Jeg faldt for fyrens snøftehistorie, og jeg må sige, at jeg nu fortryder, at jeg solgte den.
DB: Hvilken bil står øverst på din ønskeliste?
AA: Hvor lang tid har du?! Jeg er altid på udkig efter biler. Jeg er i øjeblikket i forhandlinger om en serie 1 Land Rover – jeg er bogstaveligt talt besat af dem. Jeg har for nylig købt sidste års serievindende Ginetta G50-racerbil, og i næste sæson skal jeg køre i Ginetta Racing Series. En anden Austin 7 ville også være på listen – de er mine yndlingsbiler. Åh, og jeg ville elske at lave en Quattro til Phil (Glenister), på grund af Gene Hunt (BBC-serien Ashes to Ashes). Jeg vil også gerne eje en efterkrigstidens Grand Prix-bil med en enkelt siddeplads på et tidspunkt – hmmm, måske bygger jeg bare en… se lige her.
DB: Hvad har været dit yndlingsøjeblik i “For the Love of Cars”?
AA: Der har været masser af det! Jeg kniber mig bogstaveligt talt i armene hver dag. Jeg er heldig at være med i showet. Min yndlingsbil var Land Rover Series 1 – af indlysende grunde. Dengang forsøgte jeg at få Channel 4’s tilladelse til at give mig lov til at købe den tilbage. Men den var alligevel for dyr. Min yndlingsmedarbejder var Walter med en Mk1 Volkswagen Golf. Hans historie var utrolig. Der skete så meget mere uden for kameraet, og det kom aldrig med i programmet, fordi det var så hjerteskærende. Jeg vil huske den oplevelse for evigt. Walter og Lorraine var noget helt særligt. Åh, og bilen var et absolut rod. Den var så rustet, at vi burde have skrottet den, men det lykkedes os at få den helt om på bare 53 dage. Jeg husker den dag, jeg mødte op i Blackpool, så bilen og kiggede i dagbogen. 53 dage!!! Jeg undrer mig stadig over, hvordan fanden vi gjorde det, og jeg er super stolt af gutterne og showet, fordi de fik det til at ske. Walter var drivkraften bag byggeriet og motiverede holdet. Den næste sæson (på skærmene nu) er også lige så god!
Alle fotos: Carrie Wilson