Jeg var på p-piller, og ærligt talt var jeg ikke så god til at tage den på samme tid hver dag, fordi jeg havde en anden rutine for hver dag i ugen. Så da jeg gik til gynækolog en uge før jeg begyndte mit sidste år, fortalte jeg sygeplejersken, der tog mine vitale værdier, at jeg var på p-piller, men at jeg var interesseret i at tale om andre muligheder, især spiral.
Det øjeblik jeg sagde det, var den bredere samtale, som jeg havde håbet på at få om, hvilken præventionsmulighed der var den rigtige for mig, imidlertid forbi, før den var begyndt. Min velmenende sygeplejerske gik ud i en lang tale om, at hun aldrig ville anbefale noget andet, at begge hendes døtre brugte spiral som præventionsmetode, og at det bedste af det hele var, at da hendes datter besluttede sig for at blive gravid og fik fjernet sin spiral, blev hun gravid med det samme! Sygeplejersken inddrog lidt klinisk information – mest om, at forskellige mærker holder i forskellig tid – men vores diskussion handlede stort set kun om hendes døtre.
Hvor jeg overhovedet så gynækologen, var det allerede blevet besluttet, at jeg skulle have en spiral. Hun forbigik de mulige bivirkninger, men sagde, at jeg ikke skulle bekymre mig. Der blev bestilt en tid til mig i den følgende uge – kl. 8 om morgenen, så jeg stadig kunne nå at komme på arbejde til tiden bagefter. De fortalte mig, hvilket mærke de havde valgt til mig, og gjorde mig klar til den bedste ændring i mit liv.
En uge senere tog jeg tilbage for at få spiralen indsat. Jeg havde været nervøs og tvivlede på, om det var en god idé for mig, men jeg tog mig sammen, for aftalen var allerede planlagt. Lægen og sygeplejersken havde besluttet, at jeg skulle have Mirena, en femårig hormonel spiral, da jeg kun var 21 år gammel, og de ønskede, at den skulle holde i hvert fald til midt i tyverne. Jeg gik straks med til det, da det var den eneste spiral, jeg nogensinde havde hørt om, og jeg havde ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved, om den passede til mig. Jeg vidste ikke, at en spiral med længere holdbarhed kunne være større end en spiral med kortere holdbarhed, eller at ikke alle størrelser passer til alle kroppe.
Jeg forventede, at det ville gøre ondt. Men da gynækologen ville indsætte anordningen, passede den ikke ind i min livmoder. Hun kunne ikke få anordningen ind. Lægen prøvede derefter ni gange mere, før hun besluttede, at Mirena var for stor til min livmoder. Igen, for at understrege det, blev spiralen sat ind og taget ud ti gange, før kvinderne besluttede at prøve Skyla, en mindre spiral, der er godkendt i tre år, og som blev sat perfekt ind i første forsøg.
Jeg var syg i dagevis bagefter, hvilket jeg tilskriver kvalme fra smerten. I de efterfølgende uger var jeg ængstelig og humørsyg. Jeg har en historie med angst, og jeg var begyndt på mit sidste år på college, så jeg vil aldrig vide, hvor meget af det, jeg følte, der var en effekt af spiralen eller noget andet. Men jeg ville vide, om det var spiralen, så jeg lavede en opfølgende aftale med gynækologen.
På denne anden aftale afviste sygeplejersken hurtigt mine bekymringer, og tilsyneladende blev de knap nok nævnt over for gynækologen. Selv om angst og depression kan være bivirkninger af en spiral, fik jeg at vide, at jeg bare var ved at vænne mig til den, at mine problemer sandsynligvis ikke skyldtes spiralen, og at jeg skulle vente på det. Samtalen varede ikke mere end to minutter. Jeg gik hjem og følte mig besejret.
På overfladen gik alting godt. Sygeplejersken og lægen i min historie fulgte alle regler, jeg skrev under på deres beslutninger, og et år senere er jeg glad for spiralen. Men når man kigger dybere, er det klart, at jeg aldrig rigtig fik et andet valg. Jeg blev ikke informeret om andre muligheder for prævention end p-piller og hormonspiral. Jeg blev ikke advaret om det fulde omfang af de smerter og den kvalme, jeg kunne opleve, eller advaret om, at det kunne tage uger eller måneder, før jeg følte mig som mig selv igen. Og når jeg rejste spørgsmål og bekymringer, blev der ikke taget hensyn til dem.
Med mit fysiske og mentale helbred på spil burde beslutningen om, hvilken præventionsmetode jeg ville bruge, have været min. Jeg søgte råd hos min sygeplejerske og gynækolog, men fik en følelse af, at jeg var blevet holdt uden for beslutningsprocessen, og jeg blev lukket ned, når jeg forsøgte at sige min mening. Jeg er heldig, at det hele til sidst endte godt. Men jeg var en folkesundhedsinformeret medicinstuderende, og jeg kunne stadig ikke gøre min stemme hørt. Det burde ikke have været mit ansvar alene at sørge for, at der blev taget hensyn til mine behov og ønsker, da der blev taget stilling til min sundhedspleje. Andre er måske ikke så heldige.