I henhold til FN’s seneste data har USA flere børn, der lever i fattigdom, end nogen anden industrialiseret nation i verden. Mere end en femtedel af alle børn vokser op i fattigdom. Fattigdomsgraden for afroamerikanske og latinamerikanske børn overstiger ofte 40 procent. Desuden har USA – et land, der engang var pioner inden for strategier til forebyggelse af børnemishandling, og som nu bruger flere penge på at bekæmpe børnemishandling end noget andet industrialiseret land – også det højeste antal tilfælde af børnemishandling i den industrialiserede verden. På denne baggrund vil forfatteren, der er en autoritet inden for … Mere

I henhold til FN’s seneste data har USA flere børn, der lever i fattigdom, end nogen anden industrialiseret nation i verden. Mere end en femtedel af alle børn vokser op i fattigdom. Fattigdomsgraden for afroamerikanske og latinamerikanske børn overstiger ofte 40 procent. Desuden har USA – et land, der engang var pioner inden for strategier til forebyggelse af børnemishandling, og som nu bruger flere penge på at bekæmpe børnemishandling end noget andet industrialiseret land – også det højeste antal tilfælde af børnemishandling i den industrialiserede verden. På denne baggrund kaster forfatteren, der er en autoritet inden for børnevelfærd, et kritisk blik på det nuværende velfærdssystem. Han følger forvandlingen af børneforsorg til børneforsorg og hævder, at det nuværende fokus på misbrug har skabt et system, der er designet til at beskytte børn mod fysisk og seksuelt misbrug, og som derfor kun fungerer som en sidste udvej for de værste og mest dramatiske tilfælde i børneforsorgen. I en nøje analyse af processen med at undersøge børnemishandling finder forfatteren, at der ikke er noget bevis for, at omdannelsen til beskyttelsestjenester har reduceret antallet af dødsfald på grund af børnemishandling eller at den har skabt et mere sikkert miljø for børn. Han argumenterer for, at det strafferetlige system bør overtage ansvaret for problemet med børnemishandling, så børneforsorgssystemet i tilstrækkelig grad kan tage sig af velfærden for et langt større antal børn, der nu vokser op i fattigdom. Denne nye udgave af The Welfare of Children tager hensyn til en vigtig lovgivningsmæssig ændring siden udgivelsen af den første udgave: velfærdsreformlovgivningen fra 1996. Denne lovgivning har grundlæggende ændret det offentlige velfærdssystem for børn i bred forstand, og forfatteren til denne bog undersøger dens konsekvenser for politik og praksis og tilbageviser påstanden om, at velfærdsreformen faktisk har reduceret børnefattigdommen. The Welfare of Children, 2. udgave er en plan for en omfattende reform af det nuværende velfærdssystem for børn til et system, der forvalter den økonomiske sikkerhed for et større antal ugunstigt stillede og fattige børn.