af: Paul Gutkowski

For et år siden mistede verden en legende, i dag hylder vi en sand “sick fuck”….

Ben Gazzara var en syg fuck. Han gik tå mod tå med Jimmy Stewart i Anatomy of a Murder som 29-årig. Han smuglede en tjekkisk servitrice ud af Prag efter den sovjetiske invasion i 1968. Han kneppede Audrey Hepburn.

Biagio Anthony Gazzara blev født i Lower East Side i New York af sicilianske immigrantforældre, der forsøgte at få et liv i Amerika. Som barn flyttede hans familie til 29th Street og 1st Avenue. Gazzara var en dreng i et hjørne, der var involveret i småkriminalitet og det sædvanlige pjat med fattige børn i nabolaget. Som 12-årig gik han hen for at se en ven optræde i et teaterstykke, der blev opført af Madison Square Boys Club på den anden side af gaden fra hans lejebolig. Gazzara var skide jaloux over det bifald, som hans ven fik, og han ønskede at få den samme opmærksomhed. Han aflagde prøve til teatertruppen og imponerede Howard Sinclair, truppens instruktør og en mand, som Gazzara senere omtalte som en anden far. Til sin første rolle gav Sinclair Gazzara rollen som en 72-årig arabisk mand. Efter at have studeret ingeniørvidenskab på City College i to år holdt han op med at lyve for sig selv og alle andre om, hvad han ville have ud af livet, og vendte tilbage til skuespillet.

Lige Brando studerede Gazzara hos Erwin Piscator på The Dramatic Workshop, før han studerede metodisk skuespil på Lee Strasburgs Actor’s Studio. Det var her, det blev alvor. Gazzara fik en lang række roller som følelsesmæssigt forstyrrede, brutalt intense mænd, herunder hans Broadway-debut som psykopatisk sadist i End As a Man og som hovedrollen som “Brick” i Tennessee Williams’, Elia Kazans instruerede Cat on a Hot Tin Roof.

Gazzaras tidlige scenedominans åbnede dørene til Hollywood. Et par små biroller førte til sidst til hans gennembrud på filmlærredet som løjtnant Manion, en gådefuld soldat, der brutalt dræber den mand, der voldtager hans kone, i Otto Premingers skelsættende retssalsfilm Anatomy of a Murder (Anatomi af et mord). Gazzaras præstation er strålende, og den mentale jujitsu mellem ham og Jimmy Stewart er medrivende.

Med den anerkendelse, som hans succes på filmlærredet gav ham, kom de gyldne håndjern på tv, og som mange før ham jagtede Gazzara de lettere penge. Han tilbragte størstedelen af 60’erne med at køre gennem mindre udfordrende, men mere lukrative tv-roller, før han tilfældigt mødtes med en spirende syg-fuck-auteur, John Cassevettes. Gazzara, der bogstaveligt talt var på vej væk fra sin rolle i tv-dramaet “Run For Your Life”, stødte ind i Cassavettes på Columbia Pictures’ baggård. Cassavettes havde en plan: han ville lave en film, der stort set var improviseret, om en gruppe mænd i den midaldrende alder, der skulle håndtere det pludselige og tragiske tab af en god ven. Resultatet blev Husbands, en eksistentiel udforskning af den mandlige psyke, der er uovertruffen den dag i dag. Peter Faulk, Cassevettes og Gazzara nærmer sig alle perfektion i deres portrættering af tre mænd, der forsøger at finde ud af, hvad fanden det hele betyder, mens de sørger over deres vens død gennem en manisk, sprutdrevet druktur. Mændene finder mere patos end katarsis undervejs og står i sidste ende tilbage med de valg, de har truffet, og de liv, de har bygget op. De tre skuespillere udviklede et livslangt venskab og producerede noget af det mest intense, ærlige improvisationsskuespil, der nogensinde er fanget på film.

Cassavettes og Gazzara ville samarbejde om yderligere to film i 70’erne, 1976’s Killing of a Chinese Bookie og 1977’s Opening Night, også med Cassevettes kone (Gena Rowlands) i hovedrollen. I disse film og i den af Peter Bogdanavich instruerede Saint Jack fra 1979 leverer Garraza karakteristiske karakterstudier af komplekse, konfliktfyldte mænd. Den slags mænd, som på én gang skræmmer en, men som også giver en lyst til at drikke whisky med dem; de er fulde af hjerte, instinkt, sex og vrede, men kræver alligevel på en eller anden måde empati og forståelse.

I en stor del af 80’erne trak Gazarra sig tilbage til sine forældres hjemland Italien og boede i en villa i Umbrien. Han brugte en stor del af de næste halvandet årti på at spille hovedrollen i italiensk film og tv, bl.a. som Charles Bukowski i Tales of Ordinary Madness, hvor han spillede en meget sprængfarlig og fantastisk rolle. Gazzarra vendte tilbage til USA for at levere en af sine skelsættende roller som den sociopatiske superskurk Brad Wesley over for Patrick Swayze i Roadhouse.

Gazzara oplevede en renæssance i sin karriere i slutningen af 90’erne med en utrolig række af roller i 1998. På et år spillede Gazzara den smarte pornoproducent Jackie Treehorn i The Big Lebowski, den fortvivlede og indre døde Lenny Jordan i Happiness og vigtigst af alt Jimmy Brown i Vincent Gallos indie-mesterværk Buffalo 66. Som den ustabile, aggressive far til filmens nedslidte hovedperson dominerer Gazzara fuldstændigt og totalt hver eneste scene, som han pryder med sin tilstedeværelse. Endnu en gang er Gazzara en følelsesmæssig ødelæggelseskugle, en vældig masse af ego, stolthed og smerte.

Gazzara fortsatte med at arbejde langt op i 70’erne, selv efter at han besejrede strubekræft i 1999 og fik et slagtilfælde i 2005. Han døde i en alder af 81 år, da han endelig bukkede under for kræft i bugspytkirtlen i 2012. Gazzara efterlader sig sin kone, Elke Stuckmann, og sin datter, Elizabeth Gazzarra.

Ben Gazzara var et sygt svin. Et sygt svin, der åbnede sit hjerte og sin hjerne i jagten på sandhed og kunst, og som gjorde det hele med STIL.