Hvad har Gud eller en højere magt med helbredelse af afhængighed at gøre? For mig, intet i første omgang. Derefter alt.
Ordene “højere magt” eller “Gud” fremkalder flere følelser end stort set alle andre ord i vores sprog. Fra frygt, vrede, foragt og vantro hele vejen til kærlig hengivenhed og hengivenhed og dyb tillid, og alle steder derimellem, har folk en tendens til at tale om mange forskellige ting, når de taler om Gud.
Jeg kom ind i bedring uden andre muligheder. Jeg var på et lavpunkt og havde bragt mig selv ind i et utal af situationer, som jeg ikke kunne manipulere eller lyve mig ud af. Jeg var desperat efter noget andet, jeg var bare ikke sikker på hvad; og uanset hvad det var, ville jeg i sidste ende stadig være ansvarlig for mit liv. Jeg vidste, at jeg havde et alkoholproblem, og at jeg kunne lide at blive høj på næsten alle mulige måder, og at disse ting skulle bringes under kontrol. Jeg vidste, at Gud kunne vende mit liv, men jeg var også sikker på, at jeg havde brugt alle mine chancer op.
Jeg var heldig at vokse op med et sundt begreb om Gud. Mange, der kommer ind i recovery, har en negativ opfattelse af Gud, eller de tror slet ikke på Gud eller en højere magt. Jeg er velsignet med at være blevet overleveret et positivt syn på en kærlig, barmhjertig og nådig Gud. Men min Gud havde grænser. I de anonyme alkoholikeres lokaler var jeg først skeptisk over for hele “højere magt”, men jeg ville komme til at sætte pris på det sprog og til sidst få en forståelse af Gud som den højere magt, som jeg aldrig havde drømt om, endsige kendt personligt.
Så… hvad taler vi om, når vi taler om Gud? Hvad er det præcis for en højere magt?
Hvor vi går dertil, så lad os starte her… ordet Gud optræder 315 gange i bøgerne Anonyme Alkoholikere og 12 trin og 12 traditioner. Det er en hel del. Faktisk er Gud hele vejen igennem hele de Anonyme Alkoholikeres litteratur. Så lad os lige fra starten gøre op med tanken om, at AA er et program, der ikke er baseret på Gud. De 12 trin, som er kernen i programmet, nævner Gud specifikt fire gange, og Gud omtales indirekte yderligere to gange. Gud er DEN “højere magt”, som der henvises til igen og igen og igen og igen. Men stort set alle har en anden forståelse eller opfattelse af denne højere magt. Problemet opstår, når folk indsætter deres forudfattede ideer om Gud – hvem Gud er, hvad Gud er, hvordan Gud handler og virker, eller om Gud overhovedet eksisterer eller ej. Problemet opstår, når folk forsøger at arbejde med deres egen definition af Gud, eller definere deres egen højere magt (bemærk de små bogstaver), uanset hvad denne definition måtte være.
Det smukke ved AA-programmet er, at det ikke forsøger at definere Gud for nogen. Ingen får at vide, hvad de “skal” eller “er nødt til” at tro. AA tager udgangspunkt i den enkeltes individuelle og respektive udgangspunkt og foreslår brugen af de 12 trin til at lede den enkelte ikke blot til en dybere forståelse af Gud, men til et meningsfuldt forhold til Gud, som ikke blot er tilstrækkeligt til at skabe helbredelse fra enhver form for afhængighed, men som sætter “den lidende i stand til at blive lykkeligt og nyttigt hel” (12 trin og 12 traditioner, s. 15). Det var det, der virkede for mig. Min skepsis over for udtrykket højere magt forsvandt hurtigt, da jeg indså, at andre mennesker ikke havde den samme positive forståelse af Gud, som jeg havde. For dem var Højere Magt et tåleligt udtryk, hvor ordet Gud bragte negative forestillinger om ild, svovl og dom med sig.
“Mangel på magt, det var vores dilemma. Vi var nødt til at finde en magt, som vi kunne leve af, og den havde en magt, der var større end os selv. Det er indlysende. Men hvor og hvordan skulle vi finde denne kraft? Tja, det er præcis det, som denne bog handler om. Dens hovedformål er at sætte dig i stand til at finde en Kraft, der er større end dig selv, og som vil løse dit problem. Det betyder, at vi har skrevet en bog, som vi mener er både åndelig og moralsk. Og det betyder naturligvis, at vi kommer til at tale om Gud.” (Anonyme Alkoholikere, s. 45)
Dette er det punkt, hvor nogle religiøse mennesker bliver sure, fordi de mener, at alle andre skal underkaste sig deres opfattelse af Gud, og AA tvinger ikke nogen til det. Det kan jeg godt forholde mig til, for på et tidspunkt var jeg også ret sikker på min opfattelse af Gud. Det er også her, at ateister og agnostikere bliver skeptiske over for helbredelsesprogrammet og måske endda opgiver ethvert håb, fordi de tror eller tvivler på, at der findes en sådan magt, der er større end dem selv, især en der hedder “Gud”. Her er sagen den, at den Gud, som de hævder ikke at tro på, tror jeg heller ikke på! Alt man behøver at gøre for at begynde er at lægge fordomme og forudfattede ideer til side og udtrykke blot en villighed til at overveje, at der findes noget derude, der er større end en selv, en højere magt. Men det kan være svært at gøre.
Vi tror alle på det, vi tror, fordi vi er blevet lært at tro det. Det, vi tror (eller ikke tror) om Gud, skyldes i høj grad, hvordan vi er blevet undervist, opdraget eller trænet til at tro. Uanset om vores syn på Gud er godt, dårligt, positivt, negativt, sundt eller usundt, har vi det syn, vi har, fordi vi er blevet konditioneret til at hælde på den måde, vi hælder på. Det var den luft, vi indåndede, og det vand, vi drak. Jeg var nødt til at erkende det og indrømme, at jeg ser gennem de briller, jeg har på.
Og … andre er blevet svigtet, skuffet eller er blevet vrede på den Gud, de troede, de troede på. Hvis vi så Gud som en slags guddommelig julemand, og vi ikke fik noget, vi ønskede eller bad om, så opgav vi efterfølgende hele Gudstanken helt (ret egoistisk og selvcentreret, hvis man tænker over det, men det er sådan de fleste af os alkoholikere og misbrugere tænker!).
Måske har vi observeret hykleriet hos nogle religiøse mennesker, eller vi er blevet modløse over det, som vi har opfattet som Guds tilsyneladende inaktivitet i verden, og så har vi bare opgivet troen helt og holdent. De fleste af os har helt sikkert været der og gjort det! Hvis man bare kan være villig til midlertidigt at lægge alle disse forudfattede idéer til side, kan man begynde at se resultater.
Så, tilbage til det oprindelige spørgsmål: Hvad taler vi om, når vi taler om Gud? Hvad er denne højere magt eller denne “magt, der er større end os selv, og som kan genoprette os til fornuft”?
Da jeg kom ind i AA, troede jeg som tidligere præst, at alle skulle tro som jeg, for jeg troede, at jeg havde ret. Jeg havde et ret traditionelt, evangelisk syn på Gud. Min traditionelle religiøse opfattelse var en Gud, der sidder oppe i himlen, og som tildeler tjenester og giver straffe. Jeg havde faktisk aldrig tænkt meget over, hvorfor jeg tænkte på Gud, som jeg gjorde, men det var egentlig bare en voksen, der troede på den Gud, som jeg havde lært i søndagsskolen eller på bibelskolen. At Gud var oppe i himlen et sted eller ude i rummet, og at han af og til greb ind i livet på jorden, når det tjente hans formål eller vilje. Jeg tror ikke længere på den slags Gud. Læs dette citat fra Reza Asla…
“Da jeg var barn, troede jeg, at Gud var en stor, magtfuld gammel mand, der boede i himlen – en større og stærkere udgave af min far, men med magiske kræfter. Jeg forestillede mig ham smuk og gråsprængt, hans lange grå hår var draperet over hans brede skuldre. Han sad på en trone omsluttet af skyer. Når han talte, drønede hans stemme gennem himmelen, især når han var vred. Og han var ofte vred. Men han var varm og kærlig, barmhjertig og venlig. Han grinede, når han var glad, og græd, når han var ked af det. Jeg er ikke sikker på, hvor dette billede af Gud kom fra” (Reza Asla, God: A Human History, s. xi).
Det var i det væsentlige sådan, jeg tænkte på Gud. Faktisk er vores menneskelige tendens til at forme Gud i vores billede. Hvad tænker du på? Gandalf? Dumbledore? Julemanden? En gammel mand på en trone med et langt hvidt skæg? En guddommelig nisse på hylden? Hvordan forestiller vi os Gud? De fleste ser Gud som “et menneske med overmenneskelige evner … en menneskeliggjort Gud” (Asla). Ligeledes henviser Marcus Borg til “overnaturlig teisme” og “forældreteisme” som de primære, traditionelle måder at tænke Gud på. Den første mener, at det guddommelige er som en superhelt. Den anden mener, at Gud er som en guddommelig forælder. Ingen af disse to billeder er sunde, men jeg kan forholde mig til elementer af begge. Måske kan du også. Min version af Gud afhænger af, hvilken version jeg har brug for på det pågældende tidspunkt.
J.B. Phillips beskriver i sin bog Your God is Too Small de forskellige typer af destruktive, uvirkelige guder: resident politimand, forældrenes tømmermænd, grand old man, meek-and-mild, absolut perfektion, himmelsk barm, God-in-a-box, administrerende direktør, secondhand-gud, evig sorg, bleg galilæer, projiceret billede. Phillips skriver: “Problemet med mange af os i dag er, at vi ikke har fundet en Gud, der er stor nok til vores moderne behov. I varierende grad lider vi af en begrænset opfattelse af Gud.”
Jeg indså, at jeg havde en begrænset opfattelse af Gud. Jeg havde Gud i en kasse … en kasse, som jeg selv havde lavet. En del af min dekonstruktion kom med en film kaldet The Shack. Den bog og den film gav genklang hos millioner af mennesker, og den gav genklang hos mig. Om jeg kan lide det eller ej, så portrætterede filmen Gud på en måde, som var uden for boksen, på mange måder! Men den rørte helt sikkert noget i mig. Var jeg åben for at se på Gud på en anden måde?
Jesus brugte metaforen om en kærlig Fader til at beskrive Gud. Der er mange andre måder at skildre Gud på i Skriften. Tårn, klippe, ild, sky, storm og kærlig mor, for blot at nævne nogle få. I The Shack blev Gud portrætteret som en afroamerikansk kvinde. Det billede var skandaløst, fordi standardopfattelsen hos mange evangeliske kristne er, at Gud er en mand, formentlig hvid. Gud er hverken mand eller kvinde. Det er alt sammen metaforer. Metaforer er ord, der bruges til at udtrykke idéer og/eller tanker. Richard Rohr siger, at “metaforer er den eneste måde, man kan tale om Gud på”. Ord, selv om de naturligvis er begrænset til vores menneskelige sprog, er alt, hvad vi har at arbejde med.
“Gud er Ånd” (Joh 4:24), og “Gud er kærlighed” (1 Joh 4:8). Disse to billeder burde være tilstrækkeligt. For mig var det et godt sted at starte (forfra).
Jeg er kommet til at indse, at mit begreb om Gud er mit begreb om Gud, og det behøver ikke at være dit begreb om Gud. Din forståelse af Gud vil ikke være den samme som min, og det behøver den heller ikke at være. Der er mange måder at referere til vores “Højere Magt” på … Stor Ånd, Guddommelig Kærlighed, Velvillig Skaber, Universets Ånd, Guddommelig Feminin, Hellig Fader-Mor, Skaberkraft eller Højeste Væsen. I traditionen fra de hebraiske skrifter (Det Gamle Testamente) omtales Gud som I AM og LORD eller Yahweh. Også det store mysterium, jorden, kilden, kraften (undskyld, jeg kunne ikke modstå den!), det universelle nærvær, den guddommelige energi, den store ENE og, her kommer det… den uanede indre ressource.
Gud er “det, som intet større kan opfattes”. Det er min foretrukne, enkle, men alligevel komplekse definition. Her er en anden, men den er lidt længere. I bogen What We Talk About When We Talk About God beskriver Rob Bell Gud som “energien, limen, kraften, livet, styrken, kilden til alt, hvad vi ved, er; dybden, fylden, livets vitalitet, fra det højeste af de høje til det laveste af de lave, og alt derimellem.”
Det lyder ret alttilstrækkeligt for mig! Det er den Gud, jeg tror på i dag! Og det er den kraft, der genoprettede mig til fornuft.
I Efeserne 4:6 står der: “én Gud og alles Fader, som er over alle og gennem alle og i alle.”
Akt 17:27-28 udtrykker en lignende tanke: “for at de skulle søge efter Gud og måske famle efter ham og finde ham – skønt han faktisk ikke er langt fra hver enkelt af os. For i ham lever vi og bevæger os og er til i ham.”
Hvilket ord eller begreb du end bruger til at definere Gud, så taler vi i de enkleste vendinger om den “kraft, der er større end os selv (og som) kan genoprette os til fornuft” (trin to). Det er et godt sted at starte for enhver af os.
Gå med os på rejsen, ikke sandt?