Bo Diddley

Baggrundsoplysninger

Fødselsnavn

Ellas Otha Bates

Også kendt som

Ellas McDaniel

Født

30. december 1928

Origin

McComb, Mississippi, USA

Genre(s)

Rock and roll, blues

Instrument(er)

Sang, guitar

År aktiv

1951 – 2007

Label(s)

Checker Records, Chess Records

Bo Diddley (30. december 1928 – 2. juni 2008), født Ellas Otha Bates, var en indflydelsesrig amerikansk rock’n’roll-sanger, sangskriver og guitarist. Han blev ofte nævnt som en nøglefigur i overgangen fra blues til rock and roll, og han introducerede insisterende, drivende rytmer og en hårdtslående guitarlyd. Han var kendt for sin musiks kraftfulde, rumba-lignende beat og var også berømt for sin karakteristiske rektangulære guitar og sine vilde sceneanfald.

Diddley er født i Mississippi og begyndte at spille guitar efter at have hørt bluesmanden John Lee Hooker i Chicago. Han begyndte at spille på gadehjørner og optrådte derefter regelmæssigt på en klub i South Side Chicago. Han blev påvirket af Hooker, Muddy Waters og bandleder Louis Jordan og indspillede “Bo Diddley” og dens bagside, den Waters-inspirerede I’m A Man” på Chess Records. Pladen blev et nummer et-hit på R & B-listerne og gik også over til poppublikummet.

I 1950’erne og 1960 blev Diddley en musikalsk kraft med album som Bo Diddley Is a Gunslinger og Have Guitar, Will Travel. Talrige kunstnere indarbejdede hans karakteristiske rytmeguitarhook, herunder Elvis Presley, Buddy Holly, Rolling Stones og mange senere stjerner. I sine senere år fortsatte Diddley med at optræde og gennemførte en verdensturné i 2005 for at fejre 50 år som musiker. Han blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 1987.

Det tidlige liv og karriere

Bo Diddley blev født som Ellas Otha Bates i McComb, Mississippi, og blev adopteret og opdraget af sin mors kusine, Gussie McDaniel, hvis efternavn han tog til sig og blev Ellas McDaniel. Familien flyttede til Chicago, da han var syv år gammel. Han tog violinundervisning som ung, men blev inspireret til at blive guitarist efter at have set John Lee Hooker optræde.

Han arbejdede som tømrer og mekaniker, men begyndte også en musikalsk karriere ved at spille på gadehjørner med venner som et band kaldet Hipsters (senere Langley Avenue Jive Cats). I 1951 fik han en fast plads på 708 Club på Chicagos South Side med et repertoire, der var påvirket af John Lee Hooker, Muddy Waters og bandlederen Louis Jordan. Han antog kunstnernavnet “Bo Diddley”, et kælenavn, der var forbundet med flere slangudtryk fra sydstaterne, herunder diddley bow, et primitivt et- eller tostrenget fretless-instrument, der blev brugt i sydstaterne af sorte musikere.

I slutningen af 1954 slog han sig sammen med harmonikaspilleren Billy Boy Arnold, trommeslageren Clifton James og bassisten Roosevelt Jackson for at indspille demoer af “I’m A Man” og “Bo Diddley” med et backing-ensemble bestående af Otis Spann (klaver), Lester Davenport (harmonika), Frank Kirkland (trommer) og Jerome Green (maracas). Derefter indspillede de sangene på ny i Chess Studios. Pladen blev udgivet i marts 1955, og a-siden, “Bo Diddley”, blev et R&B nummer et-hit.

The Bo Diddley beat and guitar

Bo Diddley er bedst kendt for “Bo Diddley beat”, et drivende, rumba-lignende beat. Selv om beatet fremkalder følelser af Afrika og Caribien, opfandt Diddley det efter sigende, mens han forsøgte at spille Gene Autrys “(I’ve Got Spurs That) Jingle, Jangle, Jingle”. Beatet menes også at være relateret til traditionen med “hambone”, hvor folk slår på deres egne knæ, lår og overkrop for at skabe en trommeeffekt. Tre år før udgivelsen af “Bo Diddley” blev en sang, der minder meget om den, “Hambone”, indspillet af Red Saunders’ Orchestra med The Hambone Kids. Diddley og hans band opnåede imidlertid en kraftfuld, næsten overvældende rytmisk tradition, som umiskendeligt er hans egen skabelse.

Diddleys sange (f.eks. “Hey Bo Diddley” og “Who Do You Love?”) har ofte ingen akkordskift. I disse tilfælde spiller musikerne den samme akkord i hele stykket, så spændingen skabes af rytmen snarere end af harmonisk spænding og udløsning. På sine indspilninger brugte Diddley en række forskellige rytmer, fra straight back beat til popballadstil, ofte med maracas af Jerome Green.

Han var også en indflydelsesrig guitarist, der opfandt mange specialeffekter og andre nyskabelser inden for tone og anslag. Diddleys varemærkeinstrument var den rektangulære Gretsch-guitar med rektangulær krop, der fik tilnavnet “The Twang Machine”, en guitar, som han selv udviklede omkring 1958 og svingede til tusindvis af koncerter i årenes løb. Senere fik han andre guitarer af samme form specialfremstillet til sig af andre producenter. Han spillede også violin, som er med på hans sørgmodige instrumental “The Clock Strikes Twelve”, en 12-takters blues.

Diddleys tekster var ofte vittige og humoristiske bearbejdninger af folkemusikalske temaer. Sangen “Bo Diddley” var baseret på vuggevisen “Hush Little Baby”. Ligeledes er “Hey Bo Diddley” baseret på folkesangen “Old Macdonald”. Den rap-agtige praleri i “Who Do You Love”, der er et ordspil på “hoodoo”, brugte mange markante tekster fra den afroamerikanske tradition for skåltaler og pralerier. Hans “Say Man” og “Say Man, Back Again” har begge en stærk forbindelse til den fornærmende leg, der er kendt som “the dozens”. For eksempel: “Du har mod til at kalde nogen grim! Hvorfor er du så grim, at den stork, der bragte dig til verden, burde arresteres!!!”

Succes i 1950’erne og 1960’erne

Den 20. november 1955 optrådte Diddley i The Ed Sullivan Show. Han blev angiveligt bedt om at synge Tennessee Ernie Fords hit “Sixteen Tons”, men da han dukkede op på scenen, sang han “Bo Diddley”. Dette gjorde Sullivan rasende. “Jeg sang to sange, og han blev vred,” huskede Bo Diddley senere. “Ed Sullivan sagde, at jeg var en af de første farvede drenge, der nogensinde havde snydt ham. Han sagde, at jeg ikke ville holde seks måneder.” Han blev udelukket fra yderligere optrædener i showet.

Diddley havde flere yderligere hits i slutningen af 1950’erne og 1960’erne, herunder “Pretty Thing” (1956), “Say Man” (1959) og “You Can’t Judge a Book By the Cover” (1962). Han udgav en række album, hvis titler – bl.a. Bo Diddley Is a Gunslinger og Have Guitar, Will Travel – underbyggede hans selvopfundne legende. Mellem 1958 og 1963 udgav Checker Records 11 fuldlængdealbums af Bo Diddley. Diddley fik et gennembrud som crossover-kunstner hos det hvide publikum, idet han optrådte ved Alan Freed-koncerter og populære tv-shows. Han skræddersyede dog sjældent sine kompositioner eller optrædener til teenagernes bekymringer. Hans live-shows var – i modsætning til f.eks. Chuck Berry – orienteret mod voksne sorte natklubber indtil hans senere karriere med at spille oldies-shows.

Bo Diddley-beatet blev brugt af mange andre kunstnere i 1950’erne og 1960’erne, bl.a. Buddy Holly (“Not Fade Away”); Johnny Otis (“Willie and the Hand Jive”); Elvis Presley (“His Latest Flame”); Wayne Fontana & The Mindbenders (“The Game of Love”); Jefferson Airplane (“She Has Funny Cars”); George Michael (“Faith”); og andre. Den tidlige The Rolling Stones-lyd indeholdt flere anvendelser af Bo-Diddley-beatet på sange som “Not Fade Away” og “I Need You Baby (Mona)”. Buddy Hollys egen coverversion af “Bo Diddley” gav ham et posthumt top-ti-hit i Storbritannien i 1963.

Didleys egne sange blev ofte coveret. The Animals og Bob Seger indspillede begge “The Story of Bo Diddley”. The Who og The Yardbirds coverede “I’m a Man”, mens Diddleys “Road Runner” også ofte blev coveret, bl.a. af The Who under en koncert. Både Eric Clapton og Creedence Clearwater Revival coverede “Before You Accuse Me”. Velvet Underground-trommeslageren Maureen Tucker regner Diddley som en af sine vigtigste indflydelser og coverede “Bo Diddley” på sit soloalbum Life in Exile After Abdication.

I 1963 var Diddley med på en britisk koncertturne med Everly Brothers og Little Richard. Rolling Stones, der stadig var ukendte på det tidspunkt, var opført langt lavere på samme plakat. I løbet af årtierne har hans optrædener varieret fra svedige Chicago-klubber til rock-and-roll oldies-turnéer. Han optrådte som åbningsnummer for The Clash og som gæst hos Rolling Stones. Den 28. marts 1972 spillede han sammen med Grateful Dead på Academy of Music i New York City. Denne koncert blev udgivet til Grateful Dead’s Dick’s Picks live albumserie som Volume 30.

Ud over de mange sange, der identificeres med ham, skrev han den banebrydende popsang “Love Is Strange” under et pseudonym for Mickey og Sylvia.

Bo Diddley var en af de første amerikanske musikere, der havde kvinder i sit band, herunder Peggy Jones (alias Lady Bo, f.1940), Norma-Jean Wofford (også kendt som The Duchess, ca. 1942-2005) og Cornelia Redmond (også kendt som Cookie). Han oprettede også et af de første hjemmestudier.

De senere år

Bo Diddley tilbragte mange år i New Mexico, ikke kun som musiker, men også som politibetjent, hvilket måske opfyldte den legendariske erklæring “Bo Diddley is a Gunslinger”. Han boede i Los Lunas fra 1971 til 1978, mens han fortsatte sin musikalske karriere og tjente i to et halvt år som vice-sherif i Valencia County Citizens’ Patrol. I den periode købte og donerede han personligt tre biler til forfølgelse af landevejspatruljen.

I 2005 fejrede Bo Diddley sit 50-års jubilæum som musiker med succesfulde turnéer i Australien og Europa og med koncerter fra kyst til kyst i hele Nordamerika. Han optrådte med sin sang “Bo Diddley” sammen med Eric Clapton og Robbie Robertson ved Rock and Roll Hall of Fame’s 20. årlige indsættelsesceremoni, og i Storbritannien inkluderede Uncut Magazine hans debutalbum “Bo Diddley” fra 1958 i sin liste over de “100 musik-, film- & tv-øjeblikke, der har ændret verden”.”

I 2006 deltog Diddley som hovednavn i en græsrodsorganiseret indsamlingskoncert til fordel for byen Ocean Springs i Mississippi, som blev ødelagt af orkanen Katrina.

Spå et senere tidspunkt boede han i Archer, Florida, en lille landbrugsby nær Gainesville, Florida, hvor han deltog i en genfødt kristen kirke sammen med nogle af sine børn, børnebørn og oldebørn.

Diddley døde den 2. juni 2008 i en alder af 79 år af hjertesvigt i sit hjem i Archer. Garry Mitchell, et barnebarn af sangeren og et af mere end 35 familiemedlemmer i musikerens hjem, da han døde, sagde, at hans død ikke var uventet. Mitchell fortalte, at Diddley gav tommelfinger op-tegnet, da gospelsangen “Walk Around Heaven” blev spillet på hans dødsleje, og at hans sidste ord var, at han snart selv ville komme i himlen.

Legacy

I sine senere år modtog Bo Diddley adskillige anerkendelser i anerkendelse af sin rolle som en af grundlæggerne af rock and roll. I 1987 blev han optaget i Rock and Roll Hall of Fame. Hans banebrydende bidrag til rockabilly gennem kunstnere som Buddy Holly og Elvis Presley er blevet anerkendt af Rockabilly Hall of Fame. I 1996 modtog han en Lifetime Achievement Award fra Rhythm and Blues Foundation. Året efter blev hans indspilning af hans sang “Bo Diddley” fra 1955 optaget i Grammy Hall of Fame som en optagelse af varig kvalitativ eller historisk betydning. Han modtog en Grammy Lifetime Achievement Award i 1998. I 2002 modtog han en Pioneer in Entertainment Award fra National Association of Black Owned Broadcasters og en Broadcast Music Incorporated (BMI) Icon Award.

I 2004 blev Mickey og Sylvias indspilning af hans sang “Love Is Strange” fra 1956 optaget i Grammy Hall of Fame, og han blev også optaget i Blues Foundation’s Blues Hall of Fame. I 2004 rangerede Rolling Stone ham som nr. 20 på deres liste over de 100 største kunstnere nogensinde.

Bo Diddleys største arv er dog det drivende beat, som han bidrog med til rockgenren, og som sandsynligvis vil blive brugt og videreudviklet i generationer fremover.

Diskografi (album)

• Bo Diddley (1958)
• Go Bo Diddley (1959)
• Have Guitar Will Travel (1960)
• Bo Diddley in the Spotlight (1960)
• Bo Diddley Is a Gunslinger (1960) (Checker 2977) Albumcover
• Bo Diddley Is a Lover (1961)
• Bo Diddley’s a Twister (1962)
• Bo Diddley (1962)
• Bo Diddley & Company (1962)
• Surfin’ with Bo Diddley (1963)
• Bo Diddley’s Beach Party (1963)
• Bo Diddley’s 16 All-Time Greatest Hits (1964)
• Two Great Guitars (med Chuck Berry) (1964)
• Hey Good Lookin’ (1965)
• 500% More Man (1965)
• The Originator (1966)
• Super Blues (med Muddy Waters & Little Walter) (1967)
• Super Super Super Blues Band (med Muddy Waters & Howlin’ Wolf) (1967)
• The Black Gladiator (1970)
• Another Dimension (1971)
• Where It All Began (1972)
• Got My Own Bag of Tricks (1972)
• The London Bo Diddley Sessions (1973)
• Big Bad Bo (1974)
• 20th Anniversary of Rock & Roll (1976)
• I’m a Man (1977)
• Ain’t It Good To Be Free (1983)
• Bo Diddley & Co – Live (1985)
• Hey…Bo Diddley in Concert (1986)
• Breakin’ Through the BS (1989)
• Living Legend (1989)
• Rare & Well Done (1991)
• Live at the Ritz (med Ronnie Wood) (1992)
• This Should Not Be (1993)
• Promises (1994)
• A Man Amongst Men (1996)
• Moochas Gracias (med Anna Moo) (2002)
• Dick’s Picks #30 (1972 5-song Live Session with The Grateful Dead) (2003)

Notes

• George-Warren, Holly, og Laura Levine. Shake, Rattle, & Roll: The Founders of Rock and Roll. Boston: Houghton Mifflin, 2001. ISBN 978-0618055401
• Holt, Sid. The Rolling Stone Interviews: The 1980s. New York: Martin’s Press/Rolling Stone Press, 1989. ISBN 978-0312029746
• Traum, Artie, og Arti Funaro. The Legends of Rock Guitar. New York: Oak Publications, 1986. ISBN 978-0711910218
• White, George R. Bo Diddley, Living Legend. Chessington, Surrey, England: Castle Communications, 1995. ISBN 978-1860741302

Alle links er hentet 16. december 2016.

• Autoriseret websted Bo Diddley-The Originator