Term

GUDDOMMELIG LOV

Definition

Den evige Guds lov eller den guddommelige fornuft som styrende for hele universet. Gud opfattet som universets hersker. Den regeringsplan, som han har i sit sind, bærer karakter af lov, og fordi den er udtænkt i evigheden og ikke i tiden, siges den at være den evige lov. Denne evige lov omfatter både den fysiske og den moralske lov. begge har det til fælles, at der er tale om en norm, der skal opfyldes. I de fysiske love opfyldes denne norm nødvendigvis, som det sker med tyngdekraften eller materiens udvidelse ved varme. I moralske love kan normen opfyldes eller ej, afhængigt af menneskers frie beslutning.

Den evige moralske lov er blevet manifesteret for menneskeracen på to måder, nemlig på naturlig og overnaturlig vis. I det første tilfælde lærer mennesket den evige lov at kende fra den skabte natur gennem den indfødte fornufts lys; dette er naturloven i sin fulde betydning. I det andet tilfælde lærer menneskene den evige lov at kende gennem den guddommelige åbenbaring, som de kan reagere på ved hjælp af Guds nåde. Det er den åbenbarede lov, som omfatter hele det område, hvor Gud på en særlig måde har meddelt sin vilje “gennem profeterne” i tidligere tider og i vor egen tid “gennem sin søn” (Hebræerne 1,1).

Da mennesker er både individuelle og sociale væsener, er de forpligtet af den evige lov på begge niveauer af deres eksistens. De pligter, som de har som individer, kan naturligvis aldrig helt adskilles fra deres ansvar som medlemmer af den menneskelige familie. De er derfor altid implicit sociale. Men inden for det større fællesskab af den menneskelige race findes der to samfund, som katolicismen har betegnet som “fuldkomne” eller “komplette” i den forstand, at de er guddommeligt forsynet med de nødvendige midler til at opfylde deres respektive grunde til at eksistere. Det drejer sig om det civile samfund i form af staten og det kirkelige samfund i form af kirken.

Følgelig har hvert af disse samfund ret til at lave sine egne love og binde sine medlemmer i samvittighed til lydighed. De borgerlige love forpligter alle døbte personer, der har nået den myndige alder og derfor er i stand til at træffe fornuftige beslutninger; dog kan Kirken også forpligte børn under denne alder i sager, der vedrører de troendes fælles bedste.