Cobalt er et kemisk grundstof – et stof, der kun indeholder én type atom. Dets officielle kemiske symbol er Co, og dets atomnummer er 27, hvilket betyder, at et koboltatom har 27 protoner i sin kerne. Kobolt findes mange steder – i jorden, på havbunden og i mineralforekomster – men som en del af en forbindelse snarere end som et grundstof.

Et overgangsmetal

Kobolt er et overgangsmetal – en gruppe af 28 grundstoffer, der ligger i midten af det periodiske system af grundstoffer. Overgangsmetaller har mange fælles egenskaber. De er meget hårde, men alligevel duktile og formbare, og de har et højt smelte- og kogepunkt. Kobolt er lidt anderledes end de fleste af overgangsmetallerne, da det er naturligt magnetisk.

En gammel forbindelse

Koboltforbindelser har i århundreder været brugt til at give genstande en dyb blå farve. De gamle persere, egyptere og kinesere brugte kobolt til at farve glasperler, keramik og glasurer. De kaldte det dog ikke for kobolt. Man troede, at det var bismuth, et af de ni kendte metaller på det tidspunkt, der var ansvarlig for den smukke blå farve. Den svenske kemiker Georg Brandt er generelt krediteret for opdagelsen af kobolt som et nyt “halvmetal” i 1735.

Kymisk forskning og filosoffernes sten

30 år før Georg Brandts offentliggjorte beretning om adskillelse af kobolt fra bismuth havde en ung tysk kvinde allerede udgivet tre bøger om sin forskning ved hjælp af malme, der indeholdt kobolt. Dorothea Juliana Wallich var interesseret i kemi (et begreb, der dækker både alkymie og kemi). Wallichs mål var at fremstille filosoffernes sten – et stof, der kunne forvandle uædle metaller som bly og tin til sølv og guld.

Wallichs bøger beskriver talrige kemiske reaktioner i detaljer. Hun er krediteret for at have opdaget og rapporteret mange termokromiske virkninger af koboltforbindelser. Når forbindelserne opvarmes og afkøles, får de farver, der spænder fra rosa, violetblå, himmelblå og græsgrønt.

Wallich blev en meget efterspurgt kymist efter udgivelsen af sine bøger. På trods af sin detaljerede forskning var Wallich, ligesom de andre kemister, ikke i stand til at skabe filosoffernes sten.

Navnet efter en goblin

Wallich brugte aldrig ordet kobolt i sine bøger. Hun brugte flere andre navne – magnesia, wismuth eller det hemmelighedsfulde “minera” – selv om tyske minearbejdere tidligere havde opfundet ordet kobolt til at beskrive de malme, hun studerede. Kobolt stammer fra det tyske ord “kobold” – små bjergalfer eller trolde. Minearbejderne troede, at de grusomme kobolde havde forvandlet sølvet til værdiløse sten. Smelterierne var heller ikke glade for malmen. Når malmene blev opvarmet, producerede de giftige dampe.

Anvendelser af kobolt

I mange århundreder blev kobolt brugt i vid udstrækning som et pigment. Det er bedst kendt for sin stærke mørkeblå farve. Kobolt og mineralforbindelser, der indeholder kobolt, anvendes stadig som pigmenter i blå, violette og grønne malinger.

Kobolt – når det blandes med andre grundstoffer – skaber legeringer, der ikke korroderer let og er varme- og slidbestandige. Disse legeringer anvendes til hofte- og knæproteser, turbineskærme og andre produkter.

En voksende anvendelse af kobolt er i lithium-ion-batterier – den type batterier, der anvendes i genopladelige apparater. Efterspørgslen efter kobolt forventes at stige, efterhånden som flere og flere vælger at køre i elbiler.

Udforsk miljøpåvirkningerne i form af CO2 fra standardkøretøjer vs. elbiler i The environmental footprint of electric versus fossil cars.

Kobolt og sundhed

Kobolt er vigtigt for menneskers og dyrs sundhed. Et koboltatom udgør centrum i den kemiske struktur af vitamin B12. B12 er afgørende for en sund dannelse af røde blodlegemer og neurologisk funktion. Mennesker får B12 fra kød, mejeriprodukter, æg og kosttilskud.

Ruminanter (køer, får, geder og hjorte) får cobalt fra de planter, de spiser. Bakterier i deres maver omdanner cobalt til B12-vitamin. I begyndelsen af det 20. århundrede blev skovområder i Tokoroa-Taupō-Rotorua-området ryddet til græsning. Selv om græsset voksede godt, blev kvæg og får syge og døde ofte af det, der blev kendt som busksyge. Forskere opdagede til sidst, at den vulkanske jord i dette område havde meget lave metalkoncentrationer. Gødning, der var formuleret til at tilsætte blot nogle få gram kobolt pr. hektar, afhjalp problemet.