I 1964 omfattede den amerikanske fattigdomsprocent (baseret på indkomst) 19 procent af amerikanerne. Stigende politiske kræfter krævede forandring. Under et nyt Office of Economic Opportunity (OEO) i Det Hvide Hus ville konceptet med det føderalt finansierede, lokale Community Action Program (CAP) – leveret af et lokalt Community Action Agency (CAA) i et landsdækkende Community Action Network – blive det primære redskab for en ny, føderal krig mod fattigdom.

OprettelseBearbejd

Lyndon B. Johnsons lov om økonomiske muligheder fra 1964 – udarbejdet af Sargent Shriver, den tidligere leder af Fredskorpset, der grundlagde det – indførte Community Action Programs i afsnit II. I konceptet blev et Community Action Program defineret som et program “…som tilbyder tjenester, bistand og andre aktiviteter af tilstrækkeligt omfang og størrelse til at give løfte om fremskridt mod eliminering af fattigdom eller en eller flere årsager til fattigdom gennem udvikling af beskæftigelsesmuligheder, forbedring af menneskelige præstationer, motivation og produktivitet eller forbedring af de forhold, hvorunder folk lever, lærer og arbejder.”

Et kontroversielt træk ved loven var kravet om “maksimal mulig deltagelse” af de direkte berørte mennesker (de fattige, dybest set) i beslutningstagningen om, hvordan de føderale midler skulle bruges på dem, i deres lokalsamfund. Dette gik stik imod de længe etablerede magtstrukturer, hvor valgte byråd, amtskommissioner, statslige og føderale embedsmænd bestemte over alt – mest folk fra magteliten og overklassesamfund. Tanken om, at de fattige skulle have indflydelse på deres egne anliggender, vakte i begyndelsen en vis modstand, men var i overensstemmelse med USA’s borgerrettigheds- og reformbevægelser og krigen mod fattigdom i 1960’erne og 1970’erne og blev generelt accepteret, i hvert fald i begyndelsen.

I hvert samfund blev det lokale Community Action Program (CAP) leveret af et lokalt nonprofit Community Action Agency (CAA), som blev overvåget af en bestyrelse, der – i begyndelsen – bestod af beboere fra det målkvarter eller den befolkningsgruppe, der skulle betjenes. Dette gav borgerne i hver region en stemme i forhold til, hvordan de ville blive betjent med føderale midler, der skulle forbedre deres liv. Dette skabte imidlertid en vis vrede og frustration blandt landets magthavere, især i de lokale myndigheder, der var vant til at styre deres lokalsamfund, og blandt magteliten (især i erhvervslivet), der var vant til at dominere deres lokale myndigheder.

Problemer, pushback, pullback og succeserRediger

Og selv om Johnson og andre arkitekter af lovgivningen forventede, at Community Action Programs and Agencies ville være et effektivt våben i hans krig mod fattigdom, var mange af dem gennemsyret af problemer. I mere ekstreme tilfælde blev de lokale politiske regimer truet af, at fattige politiske aktivister fik magt med midler og ressourcer fra den føderale regering.

En af de mest dramatiske episoder som følge af disse sammenstød mellem CAA-ledere og lokale regeringer fandt sted, da den sorte aktivist Charles Sizemore og 30 andre efter nedskæringer i finansieringen af en CAP for unge om sommeren stormede ind på San Franciscos borgmester John Shelleys kontor og krævede ressourcer og truede med, at hvis CAP ikke blev finansieret endnu en gang, “så vil denne forbandede by gå i luften.”

I midten/slutningen af 1960’erne havde mange politiske ledere – herunder præsident Johnson, den amerikanske senator Richard Russell (D-GA) (leder af den konservative koalition mod borgerrettigheder) og Chicagos magtfulde borgmester Richard J. Daley – offentligt eller privat udtrykt utilfredshed med den magtdeling, som CAA bragte til de fattige kvarterer.

I 1967 førte konservativt og etableringsmæssigt pres til to ændringsforslag til kongressens finansieringslovforslag til OEO (Office of Economic Opportunity – tilsynsførende for CAA/CAP-programmerne):

• Det grønne ændringsforslag gav bystyret ret til at bestemme, hvilken enhed der skulle være den officielle CAA for deres lokalsamfund.
• Det kvie-ændringsforslag gav to tredjedele af pladserne i CAA-bestyrelserne til valgte byembedsmænd og “repræsentanter for den private sektor” (forretningsfolk), hvilket reelt udgjorde et større antal borgere i kvartererne i deres egne CAA-bestyrelser.

Nettoresultatet var et stop for reformbevægelsen for borgernes deltagelse og et grundlæggende skift af magt væk fra nationens fattige.

Det var ikke desto mindre fortsat en vis føderal vægt på programmer til bekæmpelse af fattigdom, herunder det (modificerede) CAP/CAA-system. I 1973 var den amerikanske fattigdomsrate faldet til 11,1 procent, et fald på 7,9 procent på 10 år, og den laveste, den ville blive mellem 1959 og 2004. En af de måder, hvorpå CAA’erne var klart effektive i bekæmpelsen af fattigdom – og uventet effektivt – var ved at øge offentlighedens bevidsthed om allerede eksisterende velfærdsprogrammer, såsom Aid to Families with Dependent Children (hjælp til familier med afhængige børn). Faktisk blev udgifterne til AFDC mellem 1960 og 1973, og især i årene efter vedtagelsen af Economic Opportunity Act of 1964, firedoblet i takt med, at antallet af personer, der tilmeldte sig programmet, steg kraftigt.

Konservativ modreaktionRediger

I løbet af den konservative modreaktionsperiode i slutningen af 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne, da den føderale regering (under præsidenterne Jimmy Carter, Ronald Reagan, George H.W. Bush, Bill Clinton og George W. Bush) skar ned på programmer for de fattige, blev CAP’erne og CAA’erne affinansieret, underfinansieret eller forvansket til en mærkelig variation af deres oprindelige hensigt, med langt mindre indflydelse fra de fattige på, hvordan de ville blive betjent af disse enheder.

Den urolige økonomi i midten og slutningen af 1970’erne, som blev fremkaldt af energikrisen og recessionen i begyndelsen af 1980’erne, var særlig hård for USA’s fattige. Mellem 1973 og 1983 steg den nationale fattigdomsprocent fra 11,1 % til 15,2 %. Endnu et årti senere, i 1993, var fattigdomsprocenten stort set uændret på 15,1 %, kun et fald på 0,1 % i forhold til 1983.

TodayEdit

Men på trods af disse udfordringer er der stadig omkring 1.000 CAP’er (og deres CAA’er) i drift i dag i hele USA.