Community organizing, metode til at engagere og styrke folk med det formål at øge indflydelsen for grupper, der historisk set er underrepræsenteret i politikker og beslutningstagning, der påvirker deres liv.

Community organizing er både en taktik til at løse specifikke problemer og spørgsmål og en mere langsigtet strategi for engagement og styrkelse af indflydelse. De mere langsigtede mål med community organizing er at udvikle de interne kapaciteter og øge underrepræsenterede gruppers beslutningskompetence og indflydelse.

Community organizing er ofte en stedbaseret aktivitet, der anvendes i kvarterer med lav indkomst og minoritetsgrupper. Den bruges også blandt fælles interessebaserede “fællesskaber” af mennesker, som f.eks. nye indvandrergrupper, der har begrænset deltagelse og indflydelse i beslutningstagning, der påvirker deres liv.

I community organizing organiseres medlemmer af fællesskaber for at handle kollektivt i forhold til deres fælles interesser. Saul Alinsky er almindeligvis anerkendt som grundlæggeren af community organizing. Alinsky opstod som community organizer i anden halvdel af 1930’erne. Hans tanker om organisering var stærkt påvirket af den militante arbejderbevægelse i USA, der opstod på det tidspunkt. Alinsky’s tilgang lagde vægt på demokratisk beslutningstagning, udvikling af indfødt lederskab, støtte fra traditionelle samfundsledere, hensyntagen til folks egeninteresse, brug af konfliktstrategier og kamp for specifikke og konkrete resultater. I slutningen af 1960’erne og 1970’erne omfavnede mange liberale og liberalt indstillede fonde hans metode til organisering af lokalsamfundet som et alternativ til den radikale aktivisme og det oprør, der på det tidspunkt opstod i de amerikanske byer.

Fokus i organisering af Alinsky-typen er på at styrke de interne bånd mellem mennesker, der deler samme værdier og interesser. Disse bestræbelser, der hovedsageligt arbejder gennem etablerede organisatoriske netværk, såsom kirker, mobiliserer beboerne til aktioner, der konfronterer magtfulde personer og institutioner i et forsøg på at få dem til at handle anderledes. I konfliktorganisering anses stærke interne samfundsbånd for at være tilstrækkelige til at styrke folk og skabe forandring. I praksis afviser nogle konfliktorganisatorer udtrykkeligt at udvikle forbindelser med magthavere af frygt for, at gruppemedlemmer bliver koopteret, når de deler ansvar med folk i gunstige positioner.

En alternativ tilgang til konfliktbaseret organisering af lokalsamfundet er konsensustilgangen. Konsensusorganisering opstod i det sidste årti af det 20. århundrede. I modsætning til konfliktorganisering lægger konsensusorganisering vægt på udviklingen af stærke og svage bånd – dvs. både på at pleje det interne samarbejde mellem interessegrupper og på at skabe arbejdsrelationer med dem, der har magt og indflydelse. Målet er at skabe nye organisationer og ledere, der er mere bredt forankrede, med vægt på at etablere nye positive forbindelser til regeringen og andre institutioner, der har indflydelse på beslutninger.