To nye undersøgelser har nu endelig sat en stopper for den gamle teori om, at Amerika blev befolket af gamle folkeslag, der gik over landbroen Beringstrædet fra Asien for ca. 15.000 år siden. Da store dele af Canada dengang lå under en iskappe, havde man længe haft den hypotese, at en “isfri korridor” kunne have givet små grupper mulighed for at komme igennem fra Beringia, hvoraf en del var isfri. En undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Nature med titlen “Postglacial Viability and Colonization in North America’s Ice-Free Corridor” viste, at korridoren ikke var i stand til at opretholde menneskeliv før for ca. 12.600 år siden, dvs. længe efter at kontinentet allerede var blevet beboet.
Et internationalt forskerhold “indhentede radiokarbondatoer, pollen, makrofossiler og metagenomisk DNA fra søsedimentkerner” fra ni tidligere søbunde i British Columbia, hvor Laurentide- og Cordellian-indlandsisen skiltes ad. Ved hjælp af en teknik kaldet “shotgun-sekventering” var holdet nødt til at sekventere hver eneste DNA-bid i en klump organisk materiale for at kunne skelne mellem de sammenblandede DNA-strenge. Derefter matchede de resultaterne med en database over kendte genomer for at skelne organismerne fra hinanden. Ved hjælp af disse data rekonstruerede de, hvordan og hvornår forskellige flora og fauna opstod fra det engang isdækkede landskab. Ifølge Mikkel Pedersen, der er ph.d.-studerende ved Center for Geogenetik, Københavns Universitet, var landet i de dybeste lag fra 13.000 år siden “fuldstændig nøgent og goldt.”
“Ingen har undersøgt, hvornår korridoren blev biologisk levedygtig,” bemærkede medforfatteren af undersøgelsen, professor Eske Willerslev, der er evolutionær genetiker ved Center for GeoGenetik og også ved Zoologisk Institut, University of Cambridge. “Det vigtigste er, at selv om den fysiske korridor var åben for 13.000 år siden, gik der flere hundrede år, før det blev muligt at bruge den.” Efter Willerslevs mening “betyder det, at de første mennesker, der kom ind i det, der nu er USA, Central- og Sydamerika, må have taget en anden rute.”
En anden undersøgelse, “Bison Phylogeography Constrains Dispersal and Viability of the Ice Free Corridor in Western Canada”, offentliggjort i Proceedings of the National Academy of Sciences, undersøgte gammelt mitokondrie-DNA fra bisonfossiler for at “bestemme kronologien for, hvornår korridoren var åben og levedygtig for biotiske spredninger” og fandt, at korridoren potentielt var en levedygtig rute for bisoner at rejse igennem for omkring 13.000 år siden, eller lidt tidligere end Nature-undersøgelsen.
Geologer havde længe vidst, at de tårnhøje iskapper var en formidabel barriere for migration fra Asien til Amerika for 26.000 til 10.000 år siden. Derfor udgjorde opdagelsen i 1932 af Clovis-spydspidserne, som man dengang mente var ca. 10.000 år gamle, et problem i betragtning af den overvældende formodning dengang, at de gamle indianere var vandret over fra Asien omkring dette tidspunkt. I 1933 foreslog den canadiske geolog William Alfred Johnston, at da gletsjerne begyndte at smelte, brød de sammen i to massive iskapper længe før de forsvandt helt, og mellem disse to iskapper kunne folk måske have været i stand til at gå igennem, en idé, som den svensk-amerikanske geolog Ernst Antevs to år senere døbte den “isfri korridor”.
Arkæologer greb derefter ideen om en passage for at opretholde den spinkle forestilling om, at indianerne var ankommet til kontinentet for relativt kort tid siden, indtil en sådan tro blev et spørgsmål om tro. I lyset af de nylige opdagelser, der placerer indianerne i Amerika for mindst 14.000 år siden, lægger begge undersøgelser nu endelig teorien om den isfri korridor til hvile. Som Willerslev påpeger: “Den skolebogsfortælling, som de fleste af os er vant til, synes ikke at blive understøttet.” Den nye skolebogsfortælling er, at indianerne vandrede i både ned langs Stillehavskysten for omkring 15.000 år siden. Hvor længe den teori holder, vil vise sig.