Jægersang
Der er lagt i jorden, og pælene er sat,
Altid synger de lystigt, lystigt;
Buerne de bøjer, og knivene de sliber,
Jægere lever så muntert.
Det var en kronhjort, en kronhjort på ti,
Han bar sine grene solidt;
Han kom lydløst ned ad kløften,
Hver synger hårdt, hårdt.
Der mødte han en såret hinde,
Hun blødte dødeligt;
Hun advarede ham om pinslerne nedenunder,
Oh så trofast, trofast!
Han havde et øje, og han kunne lytte,
Han sang så forsigtigt, forsigtigt;
Han havde en fod, og han kunne skynde sig –
Jægere holder så nøje øje.
– Sir Walter Scott

Der er få dyr, der er mere ikoniske for Skotland og den keltiske kultur i almindelighed, end højlandshjorten – kronhjorten.

Den europæiske kronhjort kan findes på hele kontinentet – og endda så langt væk som i det sydvestlige Asien (Lilleasien og Kaukasus) og Nordafrika. Både Irland og Skotland har deres egen underart (Skotland: Cervus elaphus scoticus). Dyret blev indført på de britiske øer på et tidspunkt i stenalderen. Det var kendt af stammerne på fastlandet længe inden da og blev æret som et åndeligt dyr samt en kilde til føde, tøj og materialer til fremstilling af redskaber. Hulemalerier, der viser hjorten, stammer fra så tidligt som for 40.000 år siden.

Dette ædle dyr har inspireret keltisk tankegang i tusindvis af år. I keltisk myte og religion personificerer hjorten kraften i den anden verden (de dødes og/eller gudernes rige), skoven og den utæmmede natur generelt. Dyret er kraftfuldt, adræt og seksuelt stærkt. Dets gevir, der ligner grenene på et træ, er et symbol på naturens regenerative og cykliske mønster – det vokser hele sommeren, bruges i brunstduellerne og falder af om vinteren for at vokse igen næste forår. Geviret minder os også om, at naturen kan være farlig og voldelig eller godartet.

Den centrale figur på den berømte Gundestrup-kedel, der normalt antages at være enten en guddom (Cernunnos ) eller en shaman, er en mand med hjortegevir. Folklore fra de keltiske øsamfund omfatter historier om overnaturlige hjorte og ånder eller guddomme, der kan antage hjorteform. Skotske og irske historier omtaler kronhjortene som “fe-kvæg” – hyrdet og malket af en velvillig overnaturlig kvinde som f.eks. en bønne sìdhe (banshee) eller en gudinde. I det vestlige højland er det denne åndekvinde, der udvælger de enkelte hjorte, der skal tages på jagt den næste dag.

Sagn i Carmina Gadelica omtaler “Creatair mor bracach ‘s na duthchan thall” – et stort, grenet, hornklædt væsen, der lever i landene hinsides havet (feernes rige eller underverdenen i det væsentlige).

Keltiske ånder tager ofte form som hjorte. Gudinden Flidais er en af dem. En anden er Cailleach Bhéara (“Den gamle kvinde fra Beare”), som bor på en ø ud for kysten af County Cork (Beare-halvøen forbindes med de øer i det vestlige hav, der er de dødes land). Hun tager skikkelse af en hjort for at undgå at blive fanget og vogter sine egne hjorte ved kysten. Andre mytiske figurer som Oisin og Sadbh har også forbindelse til hjorte.

“Feens vuggevise” med titlen “Bainne nam fiadh” taler om hjortens magt…

Air bainne nam fiadh a thogadh mi,
Air bainne nam fiadh a shealbhaich,
Air bainne nam fiadh fo dhruim nan sian,
Air bharr nan sliabh ‘s nan garbhlach

Op hjortemælk blev jeg opvokset,
Op hjortemælk blev jeg næret,
På hjortemælk under stormens højderyg,
På højderyggen af bakker og bjerge

Jægersang

Det er en kamp, og pælene er sat,
Jeg synger lystigt, lystigt;
Buerne de bøjer, og knivene de sliber,
Jægerne lever så muntert.
Det var en kronhjort, en kronhjort på ti,
Han bar sine grene solidt;
Han kom lydløst ned ad kløften,
Hver synger hårdt, hårdt.
Der mødte han en såret hinde,
Hun blødte dødeligt;
Hun advarede ham om pinslerne nedenunder,
Oh så trofast, trofast!
Han havde et øje, og han kunne lytte,
Han sang så forsigtigt, forsigtigt;
Han havde en fod, og han kunne skynde sig –
Jægere ser så snævert.

– Sir Walter Scott

Der er få dyr, der er mere ikoniske for Skotland og den keltiske kultur i almindelighed end højlandshjorten – kronhjorten.

Den europæiske kronhjort kan findes på hele kontinentet – og endda så langt væk som i det sydvestlige Asien (Lilleasien og Kaukasus) og Nordafrika. Både Irland og Skotland har deres egen underart (Skotland: Cervus elaphus scoticus). Dyret blev indført på de britiske øer på et tidspunkt i stenalderen. Det var kendt af stammerne på fastlandet længe inden da og blev æret som et åndeligt dyr samt en kilde til føde, tøj og materialer til fremstilling af redskaber. Hulemalerier, der viser hjorten, stammer fra så tidligt som for 40.000 år siden.

Dette ædle dyr har inspireret keltisk tankegang i tusindvis af år. I keltisk myte og religion personificerer hjorten kraften i den anden verden (de dødes og/eller gudernes rige), skoven og den utæmmede natur generelt. Dyret er kraftfuldt, adræt og seksuelt stærkt. Dets gevir, der ligner grenene på et træ, er et symbol på naturens regenerative og cykliske mønster – det vokser hele sommeren, bruges i brunstduellerne og falder af om vinteren for at vokse igen næste forår. Geviret minder os også om, at naturen kan være farlig og voldelig eller godartet.

Den centrale figur på den berømte Gundestrup-kedel, som normalt antages at være enten en guddom (Cernunnos ) eller en shaman, er en mand med hjortegevir. Folklore fra de keltiske øsamfund omfatter historier om overnaturlige hjorte og ånder eller guddomme, der kan antage hjorteform. Skotske og irske historier omtaler kronhjortene som “fe-kvæg” – hyrdet og malket af en velvillig overnaturlig kvinde som f.eks. en bønne sìdhe (banshee) eller en gudinde. I det vestlige højland er det denne åndekvinde, der udvælger de enkelte hjorte, der skal tages på jagt den næste dag.

Sagn i Carmina Gadelica omtaler “Creatair mor bracach ‘s na duthchan thall” – et stort, grenet, hornklædt væsen, der lever i landene hinsides havet (feernes rige eller underverdenen i det væsentlige).

Keltiske ånder tager ofte form som hjorte. Gudinden Flidais er en af dem. En anden er Cailleach Bhéara (“Den gamle kvinde fra Beare”), som bor på en ø ud for kysten af County Cork (Beare-halvøen forbindes med de øer i det vestlige hav, der er de dødes land). Hun tager skikkelse af en hjort for at undgå at blive fanget og vogter sine egne hjorte ved kysten. Andre mytiske figurer som Oisin og Sadbh har også forbindelse til hjorte.

Den “fairy lullaby” med titlen “Bainne nam fiadh” taler om hjortens magt …

Air bainne nam fiadh a thogadh mi,
Air bainne nam fiadh a shealbhaich,
Air bainne nam fiadh fo dhruim nan sian,
Air bharr nan sliabh ‘s nan garbhlach

Op hjortemælk blev jeg opvokset,
Op hjortemælk blev jeg næret,
På hjortemælk under stormens højderyg,
På højderyggen af bakker og bjerge

Et hindhoved er et af de mest almindelige billeder på pictiske stenhuggerier, ofte i jagtscener. Faktisk var hjorten det vigtigste byttedyr i middelalderen. I den keltiske tradition var jagten på en hjort symbolsk for jagten på visdom. Denne tanke blev ført videre ind i middelalderen med overleveringen af den hvide hjort – et mytisk dyr, som altid undslap at blive fanget. Uanset hvor hårdt jægeren jagtede den, ville den hvide hjort altid være et skridt foran og føre forfølgerne dybere og dybere ind i skoven, et liminalsted, hvor verdener mødes. Den hvide hjort var en budbringer af varsler, enten gode eller dårlige. I flere historier er en jagt på den hvide hjort en optakt til hovedhandlingen, ofte en kriger, der bliver konge.

Sådan kom hjorten til at symbolisere Guds magt, ædelhed, frihed og renhed (ikke ulig enhjørningen). Af alle disse mange grunde var den et populært motiv i heraldik og kan findes på mange skotske klanvåben.

Hjorten har været en sport for adelen siden oldtiden. Kødet, hjortevildt, var også begrænset til overklassen. Det er stadig en tradition, at den engelske dronning giver gaver i form af stegt hjortevildt til vigtige personer, ligesom hendes forfædre ville have hædret loyale adelsmænd. Salget af kødet var også begrænset indtil midten af det 20. århundrede, så de fleste folk, der ønskede noget, handlede simpelthen med den lokale krybskytte (ofte et familieforetagende).

Hjortejagt blev taget til det ultimative niveau i det 19. århundrede med mange godser i Skotland, der var dedikeret til at levere vildtmarker til deres adelige godsejere – nogle gange skotske, ofte engelske. Væksten af disse godser gik i nogle tilfælde hånd i hånd med de frygtede rydninger af højlandet. Mange godser i Skotland holdt deres egne besætninger til jagt, i lighed med godsskove i England.

En udløber af denne kultur var udviklingen af professionen ghillie – en erfaren jagtguide. (nogle gange også den lokale krybskytte!) Udtrykket er uden tvivl velkendt, da det er blevet brugt til at beskrive visse elementer af highland wear. Et af dem er Ghillie-skjorten, som er baseret løst på arbejdsskjorter fra det 18. og 19. århundrede. Det andet er Ghillie brogues – nu er det klædesko, men det var engang teoretisk set sko til vandreture, med huller, så vandet kunne løbe ud, og snørebånd ved anklen for at undgå at miste skoen i mudderet. Jagtsporten er en anden victoriansk opfindelse med dekorative “blade” i stedet for kvaster, som ikke ville larme, mens man var i bushen. Og selvfølgelig var de tweedjakker, som vi alle er så glade for, engang standardudstyr til at gå på jagt i det fri og forfølge “Monarch of the Glen”

I dag kan alle gå på jagt efter hjorte. Mange godser er ikke indrettet til jagtturisme med professionelle ghillies og kilometervis af terræn at jage på. Men vær advaret – det er en meget krævende jagt. Vær forberedt på at vandre kilometervis og på at slæbe dit bytte ned ad bjergsiden i hånden.

Klik her for at se vores eksklusive sortiment af tilbehør til jagthjortekillinger!