Mary Lou* havde lige været hos sin læge, før hun kom til mig. “Min læge siger, at jeg skal tabe mig,” sagde hun. “Duh, det vidste jeg godt. Og du ved, hvor hårdt jeg har forsøgt.” Jeg nikkede. “Men hun siger, at jeg ikke prøver hårdt nok. Hun siger, at hvis jeg virkelig ønsker at tabe mig, så kan jeg gøre det. Jeg skal bare arbejde hårdere på det.”

Denne sætning gør mig ked af det. Den idé gør mig ked af det. Mary Lou havde arbejdet så hårdt, som hun kunne, for at tabe sig. Der var en række grunde til, at hun ikke kunne gøre det, og de var ikke alle psykologiske. Men desværre havde hun en tendens til at give sig selv skylden for mange ting, som hun faktisk ikke havde kontrol over, herunder de gener, som havde givet hende store knogler og et usundt body mass index. Lægens forslag om, at hun var overvægtig, blot fordi hun ikke arbejdede hårdt nok, satte sig fast i hendes psyke og gav hende endnu en grund til at være vred på sig selv – hvilket for en person som Mary Lou, der brugte mad til at berolige sig selv og også til at straffe sig selv, var endnu en grund til at spise.

Forstå mig ikke forkert. Jeg er en stor tilhænger af, at medfødte evner, eller talent, ikke er nok til at bringe os nogen steder hen. Vi har alle set unge mennesker, der er født med et musikalsk eller sportsligt talent, som ikke tror, at de behøver at øve sig for at udmærke sig – og som til sidst bliver overgået af mindre talentfulde, men hårdere arbejdende jævnaldrende. Forskning (f.eks. af K. Anders Ericsson og hans kolleger – se reference nedenfor) har vist, at hårdt arbejde, dvs. målrettet, bevidst øvelse, kan overgå medfødte evner på mange forskellige områder af vores liv.

Men på den anden side kan hårdt arbejde simpelthen ikke ændre alt. Det lærte jeg første gang for længe siden, da jeg først studerede til psykoanalytiker. En af mine klienter var en dejlig ung mand med en charmerende humoristisk sans og en lidt skæv måde at betragte verden på. En dag blev dette skæve perspektiv imidlertid til klare hallucinationer. Han sagde, at væggene talte til ham. “De sender mig beskeder gennem ledningerne i væggene”, tilføjede han. Hvem sendte disse beskeder? Det kunne han ikke fortælle mig, men han var meget klar over én ting: han måtte gøre det, som stemmerne sagde, han skulle gøre.

Den unge mand blev indlagt på hospitalet og fik diagnosen skizofreni. Da stemmerne endelig forsvandt, fortsatte vi vores arbejde sammen; men med en forskel. Jeg forstod, at hans muligheder var begrænsede. Han kunne stadig få det bedre, og han kunne få et rigt og tilfredsstillende liv. Men han kunne ikke slippe væk fra muligheden for, at symptomerne ville vende tilbage. “Han vil ikke blive en “have-variety neurotiker”,” sagde min vejleder. Langt senere beskrev en vidunderlig bog, “The Center Cannot Hold”, det, som min vejleder forsøgte at forklare mig. Der er simpelthen grænser for, hvad vi kan og ikke kan opnå. Hårdt arbejde eller ej.

Jeg tænkte på dette dilemma endnu en gang, da en ung, idealistisk veninde, der for nylig er blevet skolevejleder på et gymnasium i en indre by, talte om nogle af sine elever. Hun var begejstret over, at især en af de unge var blevet optaget på et af de bedste universiteter med et fuldt stipendium. Men hun var også bekymret. “Vi har givet ham så meget støtte her på skolen,” sagde hun, “at jeg tror, at det har gjort det muligt for ham at leve op til sine fulde evner. Han har arbejdet så hårdt for at opnå dette. Jeg er bange for, at når han først er væk fra støtten, vil han ikke holde det ved lige.”

Hvad hun mente var, at hverken hans egne talenter eller hans hårde arbejde var det eneste, der havde gjort denne unge mand i stand til at nå sit mål om at komme ind på et godt college. Det var det fulde system af støtte og vejledning, en følelse af at blive “holdt”, som psykoanalytikeren D.W. Winnicott kunne have udtrykt det, samt de andre faktorer. Og alligevel ville al den pleje og støtte i verden uden det hårde arbejde og de grundlæggende evner selvfølgelig ikke have fået ham optaget på den skole, han skulle gå på.

Myten om, at vi kan opnå alt, hvad vi ønsker, hvis vi bare arbejder hårdt nok, er altså netop det – en myte. Det svære arbejde er at acceptere, at alle og alt har begrænsninger. Og at finde måder at acceptere, at begrænsninger bare er en del af det at være menneske – ikke tegn på fiasko.

*Navne og identifikationsoplysninger er ændret for at beskytte privatlivets fred

Bøger:

The Cambridge Handbook of Expertise and Expert Performance (Cambridge Handbooks in Psychology) af K. Anders Ericsson, Neil Charness, Paul J. Feltovich og Robert R. Hoffman (Jun 26, 2006)

The Center Cannot Hold: My Journey Through Madness af Elyn R. Saks (Aug 12, 2008)