Det er spørgsmålet “hvad er det bedste sted i verden?”, som alle stiller mig efter at have rejst rundt på motorcykel i de fem kontinenter.
Det er det tilbagevendende spørgsmål, som jeg altid bliver stillet, det store spørgsmålstegn, den evige tvivl…Hvilket land kunne du bedst lide…Hvor ville du vende tilbage til uden at tøve? Og svaret er det sværeste, en rejsende kan give: der er tusind steder.
Da en rejsendes yndlingssted er inde i hans hoved, i dybden af hans sjæl, er det en samling af alt, hvad der er tilbage af hvert sted, han har besøgt.
Det bedste sted i verden: det er inde i dig
Mit paradis, det bedste sted i verden, er som et puslespil, som jeg samler lidt efter lidt med de små stykker af de vidunderlige australske solopgange, det orange sand i den namibiske ørken, sporet, der krydser den australske landevej i Chile, omgivet af gamle træer. Det er farverne på de dødes dag på alle mexicanske kirkegårde. Det bedste sted i verden, jeg har det gemt i mit sind, og det dufter af mango og ananas, som de afrikanske kvinder så kunstfærdigt bærer på en stor bakke på hovedet.
På dette særlige sted er vandet krystalklart og fyldt med farverige fisk som i Malawisøen; vand, der skifter farve i takt med skyerne, eller hvis det regner, eller hvis vinden blæser. Maden kommer fra gadeboder, hvor der er fyldt med stegepander, hvor fisk steges, eller hvor små stykker kylling grilles på små griller, som i Thailand. Du spiser med hænderne og drikker iskolde øl.
Det bedste sted i verden fører grusveje dig til kysten af et dybt farvet hav med hvidmalede klipper fyldt med fugle og store, buttede sæler på dem, der soler sig i solen. På denne strand er sandet lige så fint som på strandene i Indonesien.
Og når mørket falder på, er det hundrede røde nuancer, de samme røde nuancer, som jeg så på vejen til Ushuaya, og himlen er mørk og fuld af stjerner, der er kopieret fra dem, der dækker Uyuni-saltsletterne i Bolivia. Kvinderne er iført farverige saronger og pailletbesatte shaars, mens mændene er senede og slanke som maasaikrigere. Her skal man bare tage en dyb indånding og smile, parkere sin cykel og gå ind på en af barerne for at mingle med folk, som, selv om de ikke taler mit sprog, forstår mig.
Og for enden af vejen, efter at have kørt på endeløs asfalt som på Transsibirien, er der en by, lille som mit Madrid, ren og respektfuld som Tokyo og med smagen af Lissabons traditioner, Ecuadors koloniale bygninger, New Yorks atmosfære og Vancouvers organisation.
Det sted, som er dit yndlingssted, det sted, du vil vende tilbage til igen og igen, kan du invitere hvem du vil, for alle, der hører dig fortælle om dine rejser, alle, der læser de historier, du skriver om dem, krydser grænsen for at nå dit “aldrig-aldrig-land”.
Vil du se den originale udgivelse af denne tekst? Klik her