Denne artikel undersøger de typiske karakteristika og forfatningsmæssige konsekvenser af et stort set overset fænomen, som jeg kalder “det demokratiske statskup”. Indtil nu har den akademiske juridiske litteratur analyseret alle militærkup under en antidemokratisk ramme. Denne konventionelle ramme anser militærkup for at være fuldstændig antidemokratiske og antager, at alle kup begås af magtsyge militærofficerer, der søger at afsætte eksisterende regimer for at kunne regere deres nationer på ubestemt tid. I henhold til den fremherskende opfattelse udgør alle militærkup derfor en krænkelse af stabilitet, legitimitet og demokrati. Denne artikel, der bygger på feltarbejde, som jeg gennemførte i Egypten og Tyrkiet i 2011, udfordrer denne konventionelle opfattelse og dens underliggende antagelser. Artiklen argumenterer for, at selv om alle militærkup har antidemokratiske træk, er nogle kup klart mere demokratifremmende end andre, fordi de reagerer på folkelig modstand mod autoritære eller totalitære regimer, vælter disse regimer og
faciliterer frie og retfærdige valg.
Efter et demokratisk kup styrer militæret midlertidigt nationen som en del af en midlertidig regering, indtil der afholdes demokratiske valg. Under hele den demokratiske overgangsproces opfører militæret sig som en egeninteresseret aktør og forankrer, eller forsøger at forankre, sine politiske præferencer i den nye forfatning, der udarbejdes under overgangsperioden. Forfatningsmæssig forankring kan ske på tre måder: proceduremæssigt, indholdsmæssigt og institutionelt. I artiklen anvendes tre sammenlignende casestudier til at illustrere fænomenet demokratisk kup og tesen om forfatningsmæssig forankring: (1) militærkuppet i Tyrkiet i 1960, (2) militærkuppet i Portugal i 1974 og (3) militærkuppet i Egypten i 2011.

Læs hele indlægget (PDF)