Mens en række atmosfæriske parametre påvirker den dielektriske styrke af ekstern isolering, anses den relative lufttæthed (δ) og den absolutte luftfugtighed for at være de vigtigste. Her fokuseres der på førstnævnte, som spiller en central rolle i udviklingen af transmissionssystemer i stor højde, som f.eks. i Kina op til 5000 m. Studiet af lufttæthedens rolle begyndte for over et århundrede siden, men blev fremskyndet med udviklingen af EHV og behovet for at optimere linje- og understationsdesignet under koblingsoverspændinger. Der blev gennemført forsøg i stor højde med store frihøjder i Rusland (1967 Bazeylan & 1968 Volkova og al.: forsøg op til 3370 m), i USA (1967 Phillips og al.: forsøg op til 3500 m), i Japan (Harada og al. 1970: forsøg op til 1850 m) samt i Italien, Sydafrika og Mexico (Pigini og al. 1989: sammenlignende forsøg op til 3000 m). Nyere forskning skyldes behovet for at optimere udformningen af UHV-projekter i store højder i Kina med systematiske forsøg i Wuhan (35 m), Beijing (50 m), Chengdu (500 m), Yinchuan (1000) m, Lanzhong (1500 m), Kunming (2100 m), Xining (2260) m, Qinghai (3000) m og Tibet (4300 m). Store klimakamre, som f.eks. det i China EPRI, er blevet bygget til simulering af højder på op til 6000 m.

Der har været forskellige tilgange i standarderne til, hvordan der skal tages højde for lufttæthedens ændring med højden. IEC 60060-1, der er udformet til korrektion af laboratorieforsøg, anvender f.eks: U=Uo*K, hvor U og Uo er den dielektriske styrke i henholdsvis stor højde og under normale atmosfæriske forhold, og hvor K er lufttæthedskorrektionsfaktoren givet ved K=δm, hvor δ er den relative lufttæthed i stor højde. IEC 60071-2, der er udarbejdet med henblik på koordinering af isolering, henviser direkte til højden (H) på stedet, idet δ under forenklede forudsætninger relateres til H ved δ=e(H/8150). Hovedproblemet er at bestemme parameteren m, som afhænger af typen af spændingsspænding, isoleringskonfiguration, isoleringstype og miljøforhold (f.eks. tørt, vådt, forurenet). Fig. 1 viser et eksempel på det interval af “m”-værdier, som forskellige forskere har fundet for positive koblingsimpulser for forskellige konfigurationer med og uden isolatorer. Resultaterne er plottet som en funktion af spalteafstanden. I samme diagram repræsenterer de kontinuerlige kurver den korrektionsmetode, der blev anvendt i den gamle IEC 60, og som relaterer m til afstanden. Den nyere metode i henhold til IEC-standarderne 60060 og 60071 forsøgte at rationalisere de tilgængelige oplysninger (dengang begrænset til 3 500 m) bedre ved at relatere faktoren m til spændingsparametre i stedet for til afstanden. Men de to tilgange er undertiden modstridende, selv om de tager udgangspunkt i de samme grundlæggende data, og de er også vanskelige at anvende. Desuden tager de ikke hensyn til oplysninger fra forsøg op til 5000 m. Der var derfor behov for at ajourføre og harmonisere sådanne korrektionsmetoder under hensyntagen til de nyeste resultater, som anbefalet af IEC og støttet af CIGRE, hvor arbejdsgrupper har undersøgt indflydelsen af højde på rene isolatorer (WG D1.50) og forurenede isolatorer (WG D1.44).

Der er flere måder at optimere den nye metode på:

1. Indflydelse af lufttætheden er generelt en mindre del af nedbrydnings-/flashover-spændingen: En reelt lille unøjagtighed i måling, i konfigurationssimulering eller i spændingsparametre kan føre til betydelige unøjagtigheder i parameteren m, når resultaterne sammenlignes i forskellige højder. Sammenlignende forsøg i forskellige højder skal derfor udformes og udføres nøjagtigt.

2. Det er bedst ikke at overse den eksisterende række af historiske eksperimentelle data og bruge nyligt genererede data til bedre at integrere og implementere dem.

3. Mange forsøg er blevet udført på grundlæggende konfigurationer som f.eks. stangplanet under tørre forhold, hvor indflydelsen fra lufttætheden kan være meget forskellig fra den indflydelse, som de faktiske isolatorkonfigurationer har. Der bør så vidt muligt tilvejebringes nye data for faktiske konfigurationer.

4. En af de vigtigste miljøforhold, der skal tages i betragtning ved konstruktionen, er ydeevne under regn, som kan reducere isolatorstyrken dramatisk afhængigt af spænding, konfiguration og isolatortype. Da lufttæthedens relative indflydelse på isolatorstyrken kan ændre sig under regn, kan der være behov for flere data for bedre at forstå hvordan (f.eks. ved at undersøge isolatorers ydeevne under jævnspænding og regn).

5. Da forurening er den styrende designspænding for jævnstrømssystemer, er der behov for yderligere data om lufttæthedens indflydelse på forureningsflashover af hydrofile såvel som hydrofobiske isolatorer som en funktion af deres geometri.

6. På grund af fænomenets kompleksitet og de mange parametre, der er involveret, kan forståelsen af lufttæthedens indflydelse gøres lettere, hvis den ledsages af en analyse af dens indvirkning på de fysiske processer, der fører til flashover, herunder dens indflydelse på streamer- og leaderfaserne.

7. På grund af denne kompleksitet synes det ikke muligt at nå frem til en enkelt fremgangsmåde, der både er nøjagtig og relativt enkel. I sidste ende bør enkelhed være målet for tekniske anvendelser, og den nødvendige nøjagtighed kan vurderes ved at se på den typiske spredning i de eksperimentelle resultater.

8. Så vidt muligt bør den “formelle” fremgangsmåde være den samme for alle forskellige standarder for at undgå forvirring i de nuværende standarder, der ofte udtrykker det samme begreb og giver lignende indikationer, men anvender forskellige sprog.