Fremskridt inden for teknologi, metallurgi, militær taktik og modeændringer har i høj grad påvirket udviklingen af personlige rustninger og gjort det muligt at skabe mange rustningstyper, der har hjulpet os til at nå frem til moderne tider, hvor avanceret kemi og industriel produktion har gjort det muligt at skabe moderne rustninger. Historien om rustninger er opdelt i flere forskellige tidsperioder, hvor deres fremstilling og formål ændrede sig markant.

Rustningstyper efter historisk periode:

Præ-metalrustninger – I de tidlige tider af den moderne menneskeheds historie benyttede soldater og fredsbevarende styrker en bred vifte af beskyttelsesudstyr, der var orienteret til brug for både fodsoldater og kavalerisoldater, som alle havde brug for stor bevægelighed og bevægelsesfrihed. Dette beskyttelsesudstyr var for det meste fremstillet af træ, dyrehud og i meget sjældne tilfælde af simple plader af letmetal. En af de mest berømte antikke rustninger uden metal var Linothorax-overkropsrustningen, der blev brugt af makedonske og græske soldater mellem 1000 f.Kr. og 31 f.Kr.

Første kropsrustninger af metal – Den store ændring i rustningens historie kom dog med indførelsen af den første helkropsrustning af bronze (kropskyrass, skulderbeskyttere, brystplader og nederste beskyttelsesplader) for ca. 3500 år siden i det før-republikanske Grækenland. Historikere hævder, at en af de første ringbrynjer af jernringe, som blev fremstillet af keltiske folk i 500 f.Kr. i Østeuropa, blev skabt af kelterne. Dette design blev spredt gennem Europa ved keltiske folkevandringer mod vest. Et andet populært design var ringrustninger, som i stedet for “mønter” brugte ringe, der var snoet over en læderskjorte, og som for det meste skulle forhindre lette sår fra sværd- og knivstik.

Romerske rustninger – Historien om rustninger nåede et afgørende punkt med Romerrigets ankomst og deres organiserede militære magt, der i høj grad byggede på veltrænede tropper og brug af metalrustninger. To af de mest populære rustningstyper var “lorica hamata”, en panser af panser, der brugte op til 30 ringe og havde det grundlæggende design af den græske Linothorax, og “lorica segmentata”, der brugte segmenterede metalstrimler lavet af forskellige metaller, der blev fastgjort af et netværk af indre læderstrimler. I det 3. og 4. århundrede e.Kr. ophørte lorica segmentata med at blive brugt, og lorica hamata blev standardrustningen i den romerske hær.

Asiatiske rustninger – Asiatiske rustninger var for det meste baseret på lettere metaller, der undertiden blev blandet med træstykker. Det mest populære design i Kina og Japan var rustninger baseret på Lamellar-design (små rustningsplader snøret i vandrette rækker), læderplader, brigandiner af metal eller træ og naturligvis meget udførlige samurairustninger, der kulminerede i “Ō-yoroi”-designet med seks dele.

Middelalder- og renæssancerustninger – Efter Romerrigets fald begyndte europæiske soldater (oftest adelsmænd, der havde midler til dyrt krigsudstyr) at bruge modificerede designs fra romertiden. Fremskridt inden for metallurgi gjorde det imidlertid muligt at skabe mange nye konstruktioner som f.eks. brynje, stålpladebeskyttere, der blev båret af riddere, forskellige typer pladebeskyttere og mange andre former for beskyttelsesudstyr til kød.

Krudtæraen – Ankomsten af krudt og endda tunge armbrøster markerede afslutningen på de fulde pladebeskyttelser og pansrede ryttere og skubbede rustningerne tilbage til den “lette” tilstand, hvor små plader af metal kun blev brugt til at beskytte kritiske områder af menneskekroppen mod skudsår (bryst, mave, hoved og undertiden hals). Første Verdenskrig og den amerikanske borgerkrig var de sidste store krige, hvor nogle soldater ud over deres hjelm brugte panserplader, men denne praksis var ikke udbredt, og brugen af metalpanser blev betragtet som upraktisk (og nogle steder som fejt).

Moderne æra – Anden del af det 20. århundrede introducerede mange nye avancerede materialer, der kan beskytte bæreren mod skud- og knivsår. De mest almindeligt anvendte materialer i dag er keramiske plader, hærdede plastforbindelser, avancerede metallegeringer og Kevlarfibre.