I sidste halvdel af 1930’erne blev de sydlige sletter hærget af tørke, vinderosion og store støvstorme. Nogle af stormene rullede langt mod øst og formørkede himlen hele vejen til Golf- og Atlanterhavskysten. De hårdest ramte områder var det vestlige Texas, det østlige New Mexico, Oklahoma Panhandle, det vestlige Kansas og det østlige Colorado. Denne økologiske og økonomiske katastrofe og den region, hvor den fandt sted, kom til at blive kendt som Dust Bowl.

I henhold til den føderale Soil Conservation Service dækkede Bowl 100 millioner acres i 1935. I 1940 var arealet faldet til toogtyve millioner acres. Det forsvandt i fyrrerne. En langvarig tørke kombineret med usædvanligt høje temperaturer og stærke vinde fik det normalt halvtørre område til i en periode at blive en sand ørken. I nogle vækstsæsoner var jorden tør til en dybde på en meter. Manglen på regn plagede også de nordlige slettestater, men i mindre grad.

Tørke forekommer regelmæssigt på sletterne; en ekstrem tørke forekommer ca. hvert tyvende år, og mildere tørker hvert tredje eller fjerde år. Men i historisk tid er der ingen optegnelser om en sådan vinderosion, som ledsagede tørken i trediverne. I 1932 var der 14 støvstorme af regionalt omfang; i 1933 var der 38; i 1934 var der 22; i 1935 var der 40; i 1936 var der 68; i 1937 var der 72; i 1938 var der 61; i 1939 var der 30; i 1940 var der 17; i 1941 var der 17. I Amarillo var det værste år med storme i 1935, hvor de varede i alt 908 timer. Syv gange, fra januar til marts, faldt sigtbarheden i Amarillo til nul; et af disse totale blackouts varede 11 timer. I et andet tilfælde rasede en enkelt storm i 3½ døgn.

Nogle af de storme, der ramte sletterne, var blot “sandslag”, der blev frembragt af de lave sirocco-lignende vinde, der kom fra sydvest og efterlod den mere sandede jord, der blev drevet op i klitter langs hegn og grøfter. Mindre hyppige, men langt mere dramatiske var de “sorte snestorme”, som opstod med en pludselig, voldsom turbulens, der steg som en lang mur af mudret vand op til 7.000 eller 8.000 fods højde. Den mest berygtede af disse opstod den 14. april 1935. Ligesom de snestorme om vinteren, som de blev sammenlignet med, blev disse storme forårsaget af ankomsten af en polar kontinental luftmasse; den atmosfæriske elektricitet, som de frembragte, løftede snavset højere og højere op i en kold kogning, nogle gange ledsaget af torden og lyn og til andre tider af en uhyggelig stilhed. Sådanne “støvsugere” var ikke blot frygtindgydende at observere, men enormt ødelæggende for regionens fine, mørke jordbund.

I disse år ødelagde snavs og sand gentagne gange afgrøder, ejendom og psykisk og fysisk sundhed. Den elendighed, der herskede i den tid, blev i vid udstrækning beskrevet og beredende indfanget i bøger som John Steinbecks The Grapes of Wrath (1939). Folk skovlede jord fra deres forhaver og fejede skæppeviste kurve fulde af jord op i deres huse. Bilers og traktorers motorer blev ødelagt af grus. De menneskelige omkostninger var endnu sværere at beregne og bære. Gamle mennesker og spædbørn var de mest udsatte for øjen- og lungeskader, og det samme gjaldt for personer med åndedrætslidelser som astma. De medicinske midler, der var til rådighed for dem, var primitive og interimistiske. Røde Kors stillede lette gaze-masker til rådighed, og folk proppede klude rundt om vinduer og dørsprækker. Husdyr og vilde dyr blev ofte kvalt eller blev blændet.

Da landbrugets grundlag i regionen blev begravet under støv, truede ekstreme lidelser over de sydlige sletter. I maj 1934 faldt der støv fra en massiv storm på Mall’en og Det Hvide Hus i Washington, D.C., og var med til at rette den føderale opmærksomhed mod den desperate situation. Soil Erosion Service of the United States Department of Commerce oprettede Dalhart Wind Erosion Control Project i 1934 under ledelse af Howard H. Finnell. Det år blev der uddelt 525 millioner dollars til kvægavlere i form af nødlån til foder og som betaling for nogle af deres sultende dyr; landmændene fik offentlige opgaver som f.eks. at bygge damme og reservoirer eller at plante træer i beskyttelsesbælter. Der blev ydet lån til frø til nye afgrøder, og landmændene blev betalt for at pløje linjer af høje højderygge mod vinden. I 1935 erstattede USDA’s Soil Conservation Service (jordbevaringstjeneste) Soil Erosion Service og åbnede Region Six-kontoret i Amarillo. Her førte Finnell tilsyn med bevaringsarbejdet for hele Dust Bowl. I samarbejde med Civilian Conservation Corps, Work Projects Administration, Agricultural Adjustment Administration, Resettlement Administration, Farm Security Administration, State Extension Services og andre agenturer gjorde Soil Conservation Service en indsats for at begrænse de værste virkninger af vinderosionen. I 1935 oprettede Texas’ lovgivende forsamling også bevarelsesdistrikter til bekæmpelse af vinderosion i ni Panhandle amter, hvor de lokale myndigheder fik beføjelse til at tvinge landmændene til at træffe foranstaltninger til at standse blæsende støv. Mellem 1935 og 1937 forlod over 34 procent af landmændene i området.

The Dust Bowl var ikke kun et resultat af dårligt vejr, men også af menneskelige handlinger, der forværrede tørken. Umiddelbart før trediverne var menneskene kommet ind på sletterne, tændt af entusiasme for at få dem til at give rigelige rigdomme, og i løbet af få år havde de ødelagt en stor del af det oprindelige græs, der holdt jorden på plads (se GRASSLANDER). Nogle af dem havde overfyldt jorden med kvæg og reduceret dens evne til at overleve en tid med alvorlig tørke. Andre var kommet med den hensigt at omdanne området til rækkeafgrøder. Begge slags nybyggere ignorerede deres forgængeres hårdt tilkæmpede erfaringer på sletterne samt tilgængelige videnskabelige data og bragte derved et sårbart miljø i fare.

I boom-årene i tyverne, fra 1925 til 1930, tiden for det, som en forfatter har kaldt “the great plow-up”, rev landmændene vegetationen op på millioner af acres på de sydlige sletter, et område næsten syv gange så stort som Rhode Island. De indførte nye benzintraktorer, som gjorde det muligt for dem at pløje hurtigere end nogensinde før. Nogle “kuffertfarmere” havde ikke mere ansvarlige planer end at spekulere i en hurtig afgrøde eller to. Mere storslået ankom filmmogulen Hickman Price til Plainview, Texas, i 1929 for at etablere en fabriksfarm, der dækkede over 54 kvadratkilometer i Swisher, Castro og Deaf Smith amter. Til alle dele af regionen kom lignende pionerer, som inderligt troede på 20’ernes tro på ubegrænset, laissez-faire økonomisk ekspansion, og som var overbevist om, at moderne metoder til industriel kapitalisme, der tilsyneladende havde så stor succes andre steder i økonomien, var det, som sletterne havde brug for. Selv traditionelle konservative landmænd blev tilskyndet til at følge disse iværksætteres eksempel og forsøge at udnytte en periode med godt vejr og stor efterspørgsel på markedet. Det meste af den nyligt pløjede jord blev brugt til hvede, så hvedeproduktionen steg med 300 % i løbet af tyverne og skabte en alvorlig overskudsproduktion i 1931. Da de sorte snestorme begyndte at rulle, lå en tredjedel af Dust Bowl-regionen – treogtredive millioner acres – ugræsset og åben for vinden.

Oprindelsen af Dust Bowl hang derfor sammen med det næsten samtidige sammenbrud af den amerikanske økonomi. Begge katastrofer afslørede iværksætterkulturens mørke side, dens tendens til at risikere langsigtede sociale og økologiske skader i jagten på kortsigtet, privat vinding. New Deal blev til dels udarbejdet for at forhindre sådanne katastrofer i fremtiden. Nogle hævder, at landbruget på sletterne blev tugtet af Dust Bowl-årene og med regeringens hjælp har reformeret sig tilstrækkeligt, så 30’ernes mareridt ikke vil gentage sig. Andre, der er mindre optimistiske, peger på støvstormene i midten af 1950’erne og 1970’erne som bevis på, at den gamle Dust Bowl kan genopstå, hvis og når vejr- og markedskræfterne igen støder sammen. Se også VEJRET.