Ed Bradley, den mest fremtrædende afroamerikaner inden for tv-journalistik, døde i dag i New York’s Mt. Sinai Hospital i en alder af 65 år.

Den mangeårige CBS “60 Minutes”-korrespondent havde kæmpet mod leukæmi, men fortsatte med at arbejde efter at have gennemgået en hjerteoperation sidste år.

Bradley vandt 19 nyheds-Emmy Awards i løbet af en højt profileret karriere, der strakte sig fra Vietnamkrigen og Det Hvide Hus til interviews med berømtheder. Han blev for nylig hædret med Lifetime Achievement Award fra National Association of Black Journalists.

Mere end sine formelle priser vil Bradley blive husket som indbegrebet af “hip” for en generation af yngre journalister. Synet af Bradley, der bar vietnamesiske bådflygtninge i land i en dokumentarfilm, interviewede Lena Horne i “60 Minutes” og rapporterede fra politiske kongresser gennem årene, er uudsletteligt.

“Han udførte pionerarbejde, lang form journalistik på “60 Minutes” i en tid, hvor det var svært at finde nogen farvede personer i luften på netværksniveau”, siger Tom Rosensteil, direktør for det Washington, D.C. baserede Project for Excellence in Journalism. “Han virkede fuldstændig original og alligevel sig selv i æteren. Han var cool i kulturel forstand og alligevel medfølende og naturlig i menneskelig forstand, og han udvidede definitionen af, hvad der var en historie i netværks-tv uden at gøre tingene billigere.”

Barnley er født i Philadelphia og blev uddannet fra Cheyney (Pa.) State College i 1964 med en B.S. i pædagogik. Efter kortvarigt at have arbejdet som lærer, gik han videre til journalistik.

Bradley boede i New York og Colorado, idet han nævner bjergene som en bærende kraft.

Han købte et hjem i Woody Creek i Roaring Fork River-dalen nordvest for Aspen, kort efter at forfatteren Hunter S. Thompson havde præsenteret ham for området under præsidentvalgkampen i 1976. Thompson beskrev Bradley som “et chartermedlem af Woody Creek Rod and Gun Club”, som, bemærkede gonzojournalisten, “er supernaturligt cool”.

Bradley giftede sig med kunstneren Patricia Blanchet i 2004 ved en lille privat ceremoni i Woody Creek, hvor Jimmy Buffett stod for musikken.

Da Denver Press Club hædrede Bradley med sin Damon Runyon Award i 2003, talte Bradley om sin kærlighed til Colorado. “Jeg har været til en masse pressemiddage i New York, og I er meget sjovere,” sagde han til publikum.

Den banebrydende sorte journalist skilte sig ud som det yngre, jazzelskende, øreringe-bærende medlem af det mere stilfærdige “60 Minutes”-hold. (Bradley fortalte en interviewer, at han blev inspireret til at få sit øre piercet i 1986, efter at Liza Minnelli havde opfordret ham efter et interview).

Bradley blev introduceret til nyhedsrapportering under optøjerne i Philadelphia i 1960’erne. I 1967 fik han et job hos WCBS i New York, hvor han rapporterede nyheder og spillede jazzplader. Efter et ophold i Paris blev han journalist for CBS News, hvor han dækkede fredsforhandlingerne om at afslutte Vietnamkrigen. I 1972 blev han overflyttet til CBS Saigon-bureauet. Under en reportage i Cambodja blev han såret af et morterskud og fik granatsplinter i ryggen og armen.

Efter krigen flyttede han til tv-stationens bureau i Washington, D.C. Han dækkede Jimmy Carters præsidentvalgkampagne for CBS i 1976 og blev korrespondent for CBS News i Det Hvide Hus indtil 1978. Fra da af og indtil 1981 var han chefkorrespondent for dokumentarserien “CBS Reports” og afløste Dan Rather på “60 Minutes” i 1981, da Rather overtog Walter Cronkites ankerstol på CBS Evening News.

Et af hans journalistiske kup var en reportage fra 2001 om massakren på Columbine High School, der afslørede, at myndighederne ignorerede advarsler om skytterne. En af hans sidste “60 Minutes”-reportager var banebrydende med interviews med de anklagede i Duke University Lacrosse-voldtægtssagen.

“Et mål for en stor journalist er en person, hvis historier man husker flere år senere”, sagde PEJ’s Rosensteil. “Jeg husker historier fra dengang jeg var teenager, som Ed Bradley lavede: Cambodjanske og vietnamesiske pirater og folk, der blev kidnappet på åbent hav. Han løb ud i bølgerne, det var ikke iscenesat. I det øjeblik tænkte man: ‘Ja! Du burde redde hende.'”

Bradley sagde engang til en interviewer i en avis: “I min nekrolog håber jeg, at de vil nævne en dokumentarfilm om at være sort i Amerika, “With All Deliberate Speed?”.

Denne “CBS Reports” fra 1979 var en dybdegående undersøgelse af de afroamerikanske fremskridt, eller mangel på samme, siden Brown v. Board of Education-afgørelsen.

Kontakt tv-kritiker Joanne Ostrow på 303-954-1830 eller på [email protected].