Dette er det spørgsmål, som Dr. Charmaine Royal, lektor i afdelingen for afrikanske & afroamerikanske studier, udfordrede os med under vores sidste seminar i Huang-sommeren.

I første omgang slog spørgsmålet mig ikke som et biologisk spørgsmål. I mine ører mindede det om initiativer til social retfærdighed og iørefaldende mantraer som “Jeg ser ikke race”, ikke om jagten på videnskabelig viden. Jeg har altid betragtet mig selv som biolog og har ikke set nogen højere magt end den, der er skrevet i vores genetiske kode. Jeg troede lidt ufrivilligt, at min urokkelige tro på biologien ville gøre det muligt for mig at se tingene i et andet, måske mere sandfærdigt, om end mindre behageligt, lys end de fleste.

Så tænkte jeg biologisk over Dr. Royals spørgsmål. Mine daglige observationer havde altid fortalt mig, at mennesker ser forskellige ud og har forskellige træk; biologiens grundsætninger havde altid bekræftet og forklaret mine observationer og fortalt mig, at observerbare variationer skyldes meget reelle, genetiske forskelle. På baggrund af denne logiske tankegang syntes min konklusion – at ja, race eksisterer faktisk – at være en selvfølge. Men hvorfor stiller dr. Royal mig så dette spørgsmål?

Der var fordi jeg tog fejl. I en skelsættende artikel baseret på Human Genome Project viste forskerne, at der ikke findes nogen “racer”, men en enkelt menneskelig race – ikke i sociologisk forstand, men i biologisk forstand.

Projektet viste, at der er større genetisk variation inden for en enkelt befolkningsundergruppe end mellem to forskellige befolkningsundergrupper. F.eks. kan der være mere genetisk diversitet inden for en befolkning i Asien end mellem den samme befolkning og en anden befolkning i Europa.

En anden måde at sige dette på er, at mens visse befolkningsgrupper har tendens til at samle sig omkring bestemte regioner i verden, er den variation, der findes mellem dem, kontinuerlig og ikke diskret – det vil sige, at forskellige befolkningsgrupper (f.eks, Asiater og kaukasiere) er ikke “grupperet” i diskrete genetiske racer; den genetiske variation mellem individer varierer snarere efter en glidende skala, hvor folk, der geografisk er tættere på hinanden, deler større genetisk lighed, og dem, der er længere fra hinanden, deler mindre.

Hvis jeg skal være ærlig, er jeg ikke engang helt sikker på, at jeg helt forstod den forskning, som Dr. Royal omtalte, eller den matematik, der beviste, at den var sand (meget komplekse ting). Men konsekvenserne var klare; denne forskning udviskede grænserne mellem forskellige “racer”. Den beviste, at den traditionelle idé om, at der er flere forskellige racer, der befolker jorden, simpelthen er forkert; vi er alle medlemmer af den menneskelige race, og forskellige individer udviser forskellige egenskaber på en glidende variationsskala baseret på deres geografiske placering.

Mens jeg var begejstret for at lære noget nyt fra en verdenskendt professor, var jeg lidt forvirret over mig selv. Jeg husker, at en af mine første tanker som svar på Dr. Royal’s spørgsmål var “selvfølgelig findes der race. Hvordan ville det give mening biologisk set, hvis det ikke gjorde?” Set i bakspejlet var denne tanke indbegrebet af overmod. Det er interessant, at forudsætningen om, at genetisk variation forårsager observerbare forskelle, stadig er sand, men fortolkningen (min fortolkning) af dette faktum – at mennesker derfor er grupperet i racer – er fuldstændig forkert. Selv om jeg havde en forståelse af videnskaben og havde fuld tillid til videnskaben, tog jeg fejl. Biologisk set eksisterer racer ikke. Og dette har alvorlige konsekvenser for andre definitioner af race.

For eksempel eksisterer ideen om race rent samfundsmæssigt bestemt. I Amerika bliver farvede mennesker alt for ofte gjort opmærksom på deres “race”. Arven fra slaveriet og Jim Crow manifesterer sig i de racemæssigt ladede uligheder i vores strafferetssystem, vores politiske system og vores samfund som helhed. Frygt for sorte og brune mennesker er blevet populariseret igen; massedrab i “racestolthedens” navn er mere almindeligt, end det burde være.

Der er desværre alt dette, der peger på eksistensen af en meget reel, meget håndgribelig idé om “race”, der stadig gennemsyrer samfundets kerne. Før Dr. Royal’s foredrag havde jeg aldrig overvejet, hvordan min tro og forståelse af videnskab kunne påvirke den måde, som folk bliver behandlet på i samfundet. Men måske er det at holde fast i den gamle verdens overbevisninger om biologisk race implicit en støtte til de idéer, der muliggør de manifestationer af “samfundsmæssig race”, som jeg beskrev ovenfor. For eksempel kan implicitte antagelser om race bidrage til fejldiagnoser på hospitaler eller over- eller underrecepter på apoteker.

Som mennesker har vi kun få værktøjer, der er mere magtfulde end den videnskabelige metode, og hvis vi fejlfortolker den videnskabelige metode, risikerer vi at misbruge vores mest magtfulde værktøj på bekostning af vores medmennesker. Når vi har den rigtige information, ændrer vi vores adfærd på måder, som vi ikke engang er klar over; når det drejer sig om race, tror jeg virkelig, at den offentlige forståelse af videnskaben kan være vejen til at omstrukturere samfundet.