En oplæsning af et klassisk digt af Dr. Oliver Tearle
‘Do Not Go Gentle Into That Good Night’ er nok den mest kendte villanelle i engelsk poesi. Hvis du ikke er sikker på, hvad en villanelle er, skal du ikke være bekymret – det er ikke vigtigt lige nu. Men det er en af grundene til, at digtet er værd at læse. Den anden er, at “Do Not Go Gentle Into That Good Night” er et af Dylan Thomas’ mest berømte og fineste digte. Du kan læse det her. Det følgende udgør vores analyse af dette digt om modig trods over for den sikre død.
En række af Dylan Thomas’ digte tilbyder en senerisk, usentimental tilgang til døden: I et andet digt giver han sine grunde til at nægte at sørge over et barns død i London Blitz. I “Do Not Go Gentle Into That Good Night” er den død, han beskæftiger sig med, noget tættere på hjemmet: hans egen fars død. Men Thomas’ egen død ville følge ikke længe efter, at han havde skrevet disse trodsige ord til sin far, så digtet kan mærkeligt nok også analyseres som selvbiografisk, på en nærmest profetisk måde.
‘Do Not Go Gentle Into That Good Night’: resumé
Den bedste måde at begynde analysen af ‘Do Not Go Gentle Into That Good Night’ på er måske ved at give et resumé – eller en parafrase – af Thomas’ hånlige, gnomiske udtalelser og befalinger til sin far. En parafrase er måske mere nyttig end et resumé, i betragtning af den stærke, selvsikre og imperative stemme, vi hører fra digteren her, så her kommer den:
Første strofe: Fader, lad ikke døden tage dig uden at kæmpe imod. Gamle mennesker bør, når de nærmer sig slutningen af deres liv, være fyldt med ild og vrede.”
Den anden strofe: Selv om kloge mænd ved, når de dør, at det er passende for dem at dø, efter at de har levet et langt liv, nægter de at gå gladeligt ind i døden, fordi de ved, at en klog mands ord (om at acceptere sin død) er gode og gode, men er ubrugelige i praksis.’
Tredje strofe: ‘Glem alt om kloge mænd. Hvad med gode mænd? Når de er tæt på døden og græder over, at alle deres gode gerninger ikke blev til noget, som så mange lyse glimt på vandoverfladen i en grøn bugt (dvs. smukke og lyse, men skrøbelige og af ringe varig værdi), raser de mod deres forestående død.”
Fjerde strofe: ‘Okay, hvad med vilde mænd, så? De levede deres liv fuldt ud, og lærte alt for sent, at et så dristigt og spændende liv kun ender i sorg, nægter at acceptere deres død med ydmyg accept.’
Femte strofe: “Seriøse og oprigtige mænd – men også mænd, der snart er på vej til graven, dvs. “gravmænd” – når de nærmer sig deres egen død, indser i et øjeblik af frygtelig indsigt, at deres liv kunne have været lyst og spændende (som de vilde mænds liv), og fortryder, at de ikke tog flere chancer, da de havde mulighed for det, raser mod deres forestående død og tabet af muligheder.”
Sjette strofe: “De er ikke i stand til at tage flere chancer, da de havde mulighed for det, de raser mod deres forestående død og tabet af muligheder: ‘Og lad os nu vende os til at overveje en mand i særdeleshed – dig, min egen far. Der, på dødens rand, vis venligst et eller andet tegn på, at du stadig lever og er gennemsyret af alle livets tegn – det er mig ligegyldigt, om du velsigner mig med din vrede sorg eller om du forbander mig, bare du gør noget.’
En sådan parafrase reducerer naturligvis Thomas’ digt til dets nøgne betydning (hvor en enkelt ‘mening’ kan spores) og ødelægger hans smukke brug af dobbeltbetydninger (f.eks. ‘Grave men’), allitteration (‘Blind eyes could blaze’) og gentagelse (den kraftfulde tilbagevenden af de samme to sloganistiske sætninger, som villanellen har indbygget i sin struktur). Men med lidt held hjælper en sådan opsummering til at få styr på Thomas’ betydning.
‘Do Not Go Gentle Into That Good Night’: analyse
Som vi nævnte i begyndelsen af denne analyse, er ‘Do Not Go Gentle Into That Good Night’ en villanelle, et digt opdelt i en række tre-linjede strofer, hvor de samme to gentagne verslinjer udgør den sidste linje i hver afvekslende strofe. Så “Do Not Go Gentle Into That Good Night” udgør ikke blot digtets indledende linje, men afslutter også anden og fjerde strofe; “Rage, rage against the dying of the light” – dets modrefrain, om man vil – afslutter første, tredje og femte strofe. Begge linjer afslutter derefter digtets sjette og sidste strofe ved at 
udgøre en rimende couplet. Villanellen har, som navnet på versformen antyder, sin oprindelse i fransk poesi: formen går tilbage til et digt fra slutningen af det sekstende århundrede “Villanelle (J’ay perdu ma Tourterelle)” af Jean Passerat, men det var i det tyvende århundrede, at den blev en stor engelsk versform. (Det ser faktisk ud til, at Passerat selv opfandt formen med dette digt). Og en række engelske digtere – især engelsktalende digtere, der skrev efter og til dels imod modernismens storhedstid – forsøgte sig med villaneller i midten af det tyvende århundrede. For andre bredt antologiserede eksempler, se W. H. Audens “If I Could Tell You” og William Empsons “Missing Dates”.
Denne poetiske form giver Thomas mulighed for at bruge titlen i digtet både som en instruktion (eller anmodning) og som en simpel indikativ udtalelse. Så selv om digtet åbner med en klar befaling: ‘Do not go gentle …’ (og bemærk Thomas’ uregelmæssige brug af ‘gentle’ som adverbium: ‘gentlely’ ville have været at udglatte realiteterne ved at dø alt for blidt), følger mantraet, når det går igen i slutningen af anden strofe, efter en løbesætning, der beskriver kloge mænd (‘they / Do not go gentle’), og bliver således snarere indikativ end imperativ. Digtet skifter dermed mellem de to tilstande, mellem at bede sin far om at kæmpe en sidste kamp mod dødens rædsel og at tale om, hvordan “wise men” og “wild men” (blandt andre) har givet et eksempel til efterfølgelse ved deres trodsige handlinger, idet de bruger deres sidste åndedrag til at bestride deres egen tilintetgørelse.
Det er denne første strofe, der viser Dylan Thomas’ måde at håndtere vokaler (og for den sags skyld konsonanter) på så vidunderlig vis: “age” og “rave” spiller mod hinanden med deres lange “a”-lyde, for så at smelte sammen til “rage” i den næste linje – decideret passende, da den vrede, som Thomas beskriver, er et resultat af alderdom og, med Philip Larkins ord, “the only end of age” (den eneste afslutning på alder). ‘Rage, rage’ er et godt eksempel på spondee (eller heavy iamb, alt efter hvordan man ser på spondees), hvor to stavelser lyder med samme vægt. Sådanne eftertrykkelige ord formidler den ustyrlige vrede, som Thomas ønsker, at hans far skal lade ham overvinde af sin far. Også rimene afspejler på en snedig måde Thomas’ ønske om, at hans far lader lidt dagslys komme ind i hans mørkeste sidste timer: ‘night’ spiller rim- og betydningsmæssigt ud med ‘light’, men ‘day’, der ligger mellem dem, er semantisk modsat ‘night’ (ligesom Thomas’ far bliver bedt om at modsætte sig dens undertrykkelse), før det giver plads til ‘light’.
Du kan høre Dylan Thomas læse ‘Do Not Go Gentle Into That Good Night’ her. Det er virkelig en oplevelse, som man ikke må gå glip af. Og måske har disse analyserende ord kastet lidt lys over, hvordan digtet fungerer, og hvordan det formår at skabe en så kraftig besværgende effekt.
Forfatteren af denne artikel, Dr. Oliver Tearle, er litteraturkritiker og lektor i engelsk ved Loughborough University. Han er forfatter til bl.a. The Secret Library: A Book-Lovers’ Journey Through Curiosities of History
Billede: Billede: Dylan Thomas-statue i Swansea, Wikimedia Commons.