En kort historie om Oud, “Kongen af instrumenter”
opslået den: Aug 1, 2017
af Daniel Gi/ Contributing Writer
Hvis den arabiske musiks verden var et kongerige, ville dette instrument uden tvivl være dets bonafide hersker.
Det er ofte blevet kaldt “instrumenternes konge” og med rette, da de ikoniske toner, som det frembringer, er kommet til at symbolisere verden af traditionel arabisk musik. Oud’en betyder bogstaveligt talt “kvist” eller “fleksibel stang” og er det vigtigste kompositionsinstrument i lighed med klaveret. Der er teorier om, at oud’en er guitarens forgænger, der udviklede sig fra den persiske barbat, som derefter fandt vej til Europa gennem Nordafrika.
Den oud’s tilstedeværelse i den arabiske verden kan endda spores tilbage til det 2. og 1. århundrede f.Kr., og dens indflydelse kan ikke benægtes i udviklingen af musikken i den arabiske verden.
Med hensyn til opfindelsen af oud’en er der mange forskellige beretninger, hvor nogle endda debuterer i religiøse tekster. Den bibelske fortælling om instrumentet hævder, at Lamak, en direkte efterkommer af Kain, var den, der opfandt det. Ifølge historien døde Lamaks søn, og hans krop blev hængt op i et træ. Efter lang tid forrådnede hans krop, og det eneste, der var tilbage, var hans skelet, som viste sig at ligne formen på oud’en.
En mere sandsynlig teori bag instrumentets opfindelse eller skabelse ligger imidlertid i tekster fra det 14. århundredes arabiske verden. Abu Al Fida og Abu Al-Walid Ibn Shihnah var to fremtrædende forfattere, der mente, at Oud’ens oprindelse kunne placeres et sted mellem 241 og 72 f.Kr. under kong Shapurs styre.
Ibn Shinhah mente, at instrumentets udvikling var en proces, der blev lettet gennem det forhold, som religiøse embeder havde til de musikere, der skulle ledsage dem. Der er også teorier, der støtter oud’ens migration fra asiatiske kongeriger et sted før det 7. århundrede, hvilket tyder på, at det udviklede sig fra et lignende kinesisk instrument kendt som guzheng.
Dets begyndelse er helt sikkert noget, som forskerne endnu ikke har fundet ud af på trods af dets forekomst i tekster fra selv det 9. århundrede e.Kr., men dets betydning kan ikke diskuteres. Oud er sandsynligvis det mest almindeligt anvendte instrument i arabisk musik.
Den er traditionelt fremstillet af let træ. Den har en kort hals og er forbundet med en stor rund krop, der tjener som instrumentets base. Dens form er noget, der minder om formen på en pære.
Og selv om der findes mange variationer, er det akustiske strengeinstrument typisk bygget med 11 strenge, hvoraf de 10 er parret sammen, mens den 11. og laveste tone spilles alene, som regel som en slags melodisk metronom. I lighed med andre strengeinstrumenter er oud’ens strenge spiralforstærket, idet de er viklet ekstremt stramt og derefter fastgjort for at give den sin unikke lyd.
Men i modsætning til næsten alle strengeinstrumenter, som typisk findes med et enkelt stort hul i midten af grundkroppen, kan oud’en have op til tre huller, der varierer i størrelse. De tre huller er et langt mere traditionelt syn, idet hvert af dem symboliserer himmellegemer. Det største findes i midten som solen, mens de to mindre huller er repræsentationer af månen og giver en højere tonehøjde.
I dag kan oud’en findes i alle genrer af arabisk musik, fra folkemusik til klassisk musik og popmusik. Dens popularitet er steget ikke kun i den arabiske verden, men også i Vesten.