Ross Perot betød forskellige ting for forskellige mennesker. Han var administrerende direktør for Electronic Data Systems (EDS) – mit første rigtige job. EDS blev senere købt af General Motors – der er mange historier om det, især om Ross’ tid i GM’s bestyrelse. Senere blev EDS en del af Hewlett Packard. Min Ross Perot-historie er ikke en forretningsanekdote, men en personlig anekdote.
Bag i 1983, da jeg startede hos EDS, var der en ret alvorlig kulturel indoktrinering. EDS-folk gør dette, og gør ikke dette (stoffer og utroskab blev udtrykkeligt nævnt). EDS-folk klæder sig sådan her, ikke sådan, osv. Jeg gik alligevel i kjole med kvastsko – hvilket fik nogle til at tro, at jeg var en vildling. Vi var designet til at konkurrere med IBM, CSC, & lignende virksomheder. Vores kunder var store banker, forsikringsselskaber & Fortune 500-virksomheder, så vi var nødt til at ligne dem for at gøre det behageligt for dem.
I de tidlige dage (i hvert fald mine tidlige dage) var EDS’ hovedkvarter et erhvervstårn på omkring otte etager. Tårnet, adgangsvejen og parkeringspladsen blev bygget på halvdelen af den gamle Forest Hills Golf Club lige vest for Central Expressway på Forest Lane i det nordlige Dallas. Det var et stort stykke jord, omkring 200 acres, midt i et hurtigt voksende område af Dallas. Utroligt nok blev ni huller af banen og et lille klubhus bevaret og holdt i spillemæssig stand til brug for de ansatte & og deres gæster. Det var en stor fordel for medarbejderne. Desværre forvandlede en efterfølgende ejer alle undtagen 20 acres af ejendommen til væg-til-væg-huse.
Lunch “med” Ross
Ud over banen havde EDS-bygningen et fint cafeteria. Ordet “cafeteria” er lidt undervurderet. Længe før det blev moderne for softwarefirmaer at have kaffebarer og delikatesseforretninger i deres hovedkvarterer – EDS havde en restaurant med kokke med puffy hat på osv. Maden var god – og priserne blev subsidieret, eller i det mindste nedsat til tæt på virksomhedens omkostninger. Man kunne få en god frokost for 2 dollars i 1983.
EDS var vokset ud af bygningen flere år tidligere, så jeg arbejdede et par kilometer nordpå. Som sådan besøgte jeg ikke hovedkvarteret til frokost særlig ofte. Det var dog EDS-tradition at tage besøgende familiemedlemmer med ind til frokost i ferierne.
Omkring jul & og på andre tidspunkter af året serverede restauranten dampskibsrondeller med roastbeef. En steamship round er et kæmpe stykke oksekød, der skæres ud på bestilling lige ved buffeten af en af de kokke, der bærer en puffy hat. For 2,00 dollars (!), med alt hvad der hører til.
I 1983 kom min farmor på besøg til jul, så jeg tog hende med til frokost på HQ på dampskibsdagen. Da mormor & jeg kom til det normalt travle cafeteria (som de ansatte kaldte det), var der næsten ingen, da mange var på ferie. Jeg nærmede mig slutningen af mit første år hos EDS, så jeg havde ikke meget ferie. Da vi trådte ind i køen, vendte en lille mand i jakkesæt (vi havde alle jakkesæt på) & sig om og smilede. Han trådte frem & og sagde “Hej, jeg er Ross Perot” til min bedstemor & og gav hende hånden. Derefter kiggede han mig i øjnene, gav mig hånden & sagde “Jeg kan altid godt lide, når mine fyre tager deres mødre med på kontoret til frokost”. Han spurgte, hvor hun kom fra & lavede et øjeblik småsnak, inden han ønskede os en god frokost & og fortsatte nedad i køen.
Min bedstemor var sidst i tresserne på det tidspunkt & havde en major league sølvblå bouffantfrisure. Jeg var 24 år. Ingen ville sandsynligvis forveksle hende med min mor, men han tog fejl på den side af høflighed & charme ved at spille det på den måde. Han kunne have ignoreret os, gået igennem køen og skyndt sig tilbage op på sit kontor med sin frokost – men det gjorde han ikke. På trods af at han havde milliarddollarsager i tankerne, tog han sig tid til at hilse på en nybegynder med våde ører og hans bedstemor. Det var et af mine tidligste “Business is Personal”-øjeblikke – en værdifuld lærestreg.
Rest in peace, sir.
P.S. Min bedstemor havde ingen anelse om, hvem Ross var. Da vi satte os ned for at spise, sagde hun: “Han var en flink mand”. Jeg fortalte hende, at han ejede firmaet & var omkring fem milliarder dollars værd. Hun (enke i over 20 år på det tidspunkt) sagde: “Nå, jeg tror, jeg burde tage den cowboy med hjem.”
Vil du vide mere om Mark eller bede ham om at skrive om et strategisk, drifts- eller markedsføringsproblem? Se Marks websted, kontakt ham på LinkedIn eller Twitter, eller send en e-mail til ham på [email protected].