Næsten alle talere giver begge ord den samme udtale – men ikke alle talere bruger den samme udtale. Nogle siger fē-än-sā′ for begge, andre siger fē-än′-sā for begge. Forskellen er bare, hvilken stavelse der er understreget.

Her er noget om udtalen af disse ord, som du ikke finder i ordbøger. Uddannede mennesker ser ofte disse som franske ord, der bruges på engelsk, så de lægger betoningen på den sidste stavelse og staver dem med accent: fiancé, fiancée. At lægge betoningen på den tredje stavelse er i modstrid med det normale lydmønster på engelsk og giver disse ord en fremmed lyd – nærmere betegnet en fransk lyd. Uuddannede mennesker ved ofte ikke, at der er tale om franske ord, eller er ligeglade, så de får dem til at rette sig efter de normale engelske mønstre: de lægger betoningen på den anden stavelse og skriver ikke med accent. Nogle middelklassefolk, der forsøger at fremstå mere kultiverede eller overklasse, overdriver betoningen på den sidste stavelse. Nogle understreger den anden stavelse og forlænger den for at lyde sofistikeret. Hver udtale kan lyde fjollet eller prætentiøs for folk, der bruger den anden udtale.

Men folks udtale af disse ord er altså en ikke helt pålidelig indikator for social klasse, i det mindste i USA. Paul Fussell taler lidt mere om den slags i bogen Class. Jeg er ikke enig i alle detaljerne i det, han siger der; måske har nogle af disse klasse-markører ændret sig, siden han skrev bogen (1992). Men principperne gælder stadig. Fussell antyder, at boyfriend og girlfriend er almindeligt anvendte synonymer. Betydningen er anderledes, for disse betyder ikke, at personen er forlovet, men det er fint at omtale en persons forlovede eller forlovede som dennes kæreste eller boyfriend.

Gradual absorption af fremmedord

Moralen i dette for en person, der lærer engelsk, er, at engelsk nogle gange overtager et fremmedord i gradvise faser. I begyndelsen opfattes ordet stadig som et fremmedord, selv om det bruges i engelske sætninger. F.eks. er chargé d’affaires normalt kursiveret i skrift og udtales i fransk stil. Hvis ordet bliver mere fuldstændigt absorberet i det engelske sprog, dropper folk kursiverne og tilpasser udtalen til at passe til engelske mønstre. Hvis ordet har diakritiske tegn, vil de efterhånden også blive fjernet. I fiancé er der dog et stort pres for at bevare accenten, fordi det sidste e udtales; uden accenten ville stavemåden antyde, at e’et er stumt. (Det er ikke tilfældet med fiancee.)

Under denne proces behandler forskellige mennesker ordet forskelligt: nogle behandler det som helt fremmed, nogle som delvist fremmed, nogle som helt optaget, nogle misforstår det osv. Og i løbet af denne proces bliver disse forskelle en mulighed for folk til at demonstrere – eller forsøge at demonstrere – deres fortrolighed med en respekteret fremmed kultur. Især hvis ordet kommer fra fransk, kan folk forsøge at bruge det, de tror er en mere autentisk udtale, for at opnå social status. Forskellige mennesker opfatter alt dette med forskellige grader af skarphed, hvilket resulterer i de forskelle i udtale og opfattelse, der er beskrevet ovenfor.