ARCHIVERET INDHOLD: Som en service til vores læsere giver Harvard Health Publishing adgang til vores bibliotek med arkiveret indhold. Bemærk venligst den dato, hvor hver artikel blev offentliggjort eller sidst revideret. Intet indhold på dette websted, uanset dato, bør nogensinde bruges som erstatning for direkte medicinsk rådgivning fra din læge eller anden kvalificeret kliniker.

I 2011 offentliggjorde American Academy of Pediatrics (AAP) sammen med det canadiske pædiatriske selskab en udtalelse om boksning, der konkluderede, at “læger er stærkt imod boksning hos unge og opfordrer patienterne til at deltage i alternative sportsgrene, hvor forsætlige slag mod hovedet ikke er centrale for sporten”. I modsætning hertil indtager en AAP-politikerklæring fra 2015 en meget blødere holdning til ungdomsfodbold, idet den anerkender risiciene, men foreslår, at løsningen er bedre håndhævelse af reglerne, mere personligt ansvar hos atleterne, tilstedeværelse af atletiktrænere ved kampene og tilskyndelse til udvidelse af ligaer uden tackling.

Hvorfor er AAP villig til at indtage en fast holdning mod boksning, men ikke villig til at indtage en “holdning” til tacklingfodbold for unge? Hvad vigtigere er, er det i orden at antyde, at unge atleter, som AAP burde beskytte, selv skal afveje risici og fordele?

For- og ulemperne ved tacklingfodbold for unge

Boksning og fodbold er tydeligvis ikke ækvivalente. Boksning er en sport med et lille marked, der allerede er ved at dø en langsom død, efterhånden som den oplever en udtynding af sin fanbase. Fodbold har på den anden side næsten 1,5 millioner unge deltagere, er en af de mest populære sportsgrene i dette land og støttes af en enorm kollegial og professionel virksomhedsstruktur.

Vi må også erkende, at deltagelse i fodbold og holdsport generelt har store fordele for kondition og karakterdannelse. Deltagelse i sport modvirker de store folkesundhedsproblemer i form af fedme og, måske endnu vigtigere, den “uengagement”, som vi alle observerer hos børn i disse dage. Alle forældre til teenagere og selv små børn er klar over, at en “virtuel” verden ofte har erstattet den virkelige, levende interaktion, som børnene tidligere oplevede regelmæssigt. Jeg tror fuldt og fast på, at deltagelse i holdsport har en stor positiv indflydelse på unge, og vi kan ikke se bort fra den positive indvirkning af dette aspekt af fodbold. I sidste ende, hvis et barn brænder for fodbold og ingen anden sport eller aktivitet, er de næsten helt sikkert bedre stillet ved at spille fodbold end ved at være inaktive og alene.

I en artikel, der blev offentliggjort i denne uge i The New England Journal of Medicine med titlen “Tolerable Risks? Physicians and Youth Tackle Football”, udfordrer Dr. Kathleen Bachynski AAP og det medicinske samfund til at indtage en stærkere holdning mod tackling. Jeg kan bestemt forstå hendes perspektiv, og personligt er jeg nået til det punkt, hvor jeg har svært ved at se fodbold, fordi de høje omkostninger for atleternes velbefindende opvejer underholdningsværdien.

Ungdomsatleter har masser af andre muligheder, der deler mange af de rekreative fordele ved fodbold med langt færre risici, så hvorfor er fodbold fortsat så populært? Fordi vi som samfund kan lide at se fodbold. Kollisionssport har været i fremgang siden sidste halvdel af det 20. århundrede, før hvilket relativt obskure sportsgrene som f.eks. roning blev betragtet som en af de nationale fritidsinteresser. Men i dag er fodbold meget populært, meget indbringende og støttet af store virksomheder, der har stor indflydelse, som gør, at fodbolden er i fokus i den offentlige mening. Det er ikke sandsynligt, at den forsvinder.

Hvordan kan vi hjælpe med at holde ungdomsatleter sikre?

Dr. Bachynski hævder, at vi som lægefællesskab er nødt til at stå op for det, der er bedst for de unge i vores nation. Jeg er enig med hende i, at AAP’s forslag om, at “spillerne skal afgøre, om fordelene ved at spille opvejer risikoen for mulige skader”, er en fralæggelse af vores ansvar som læger og lægger byrden på dem, som vi skal beskytte. En bedre håndhævelse af reglerne og eventuelt tilstedeværelsen af sportstrænere kan måske forhindre katastrofale skader, men der er ingen beviser for, at det vil forhindre epidemien af hjernerystelser. Men skal vi, som Dr. Bachynski anbefaler, opfordre til et forbud mod tackling?

Som profession er vi nødt til at oplyse offentligheden om farerne ved sporten, og vi kan bestemt anbefale, at unge ikke spiller fodbold til fordel for andre holdsportgrene – i lighed med den holdning, som AAP indtog til boksning. Men selv om det kan være rigtigt at tage et stærkt standpunkt mod tackling ud fra et sundhedsperspektiv, er vi som læger nødt til at se realistisk på situationen: Uanset vores holdning som profession vil vi ikke se en regel, der forbyder tackling i fodbold. Fodbold er en så utrolig populær sport, og et forbud mod tackling ville ændre sportens karakter så dramatisk, at det som initiativ er dømt til at mislykkes.

Efter min mening har AAP erkendt, at vi er nødt til at gå en hårfin linje mellem det, der i sidste ende er bedst for børn, og det, der med rimelighed kan opnås i en nation, hvor fodboldsporten ejer en dag i ugen. Jeg tror, at AAP’s erklæring er ment som et forsøg på at “nå på tværs af alle sider” i et land, der har gjort det klart, at fodbold er en vigtig del af vores kultur. Det medicinske samfund er nødt til hele tiden at påpege farerne ved tackle football og presse på for at udvikle den til en mere sikker sport. Teknologi og håndhævelse af regler vil have en lille indvirkning, men i sidste ende vil kun fuld oplysning af offentligheden og arbejde for at ændre kulturen løse dette problem.