Sangskriveren Neil Young er på et korstog for at redde indspillet musik med en ny digital lydafspiller kaldet Pono, der har til formål at tilbyde såkaldt højopløst digital lyd. PonoMusic, firmaet bag afspilleren, startede for nylig en Kickstarter-kampagne med løfte om, at en færdig version vil begynde at blive leveret i oktober.

Enheden, der kaldes PonoPlayer, skal have digital-til-analog-konverteringsteknologi af høj kvalitet. Enheden kan parres med en digital musikdownloadbutik, der er fyldt med højopløselige lydfiler i FLAC-formatet uden tab. Der er ikke tale om en MP3-afspiller: Pono lover en bedre lydkvalitet end den, du får fra de filer, du køber fra iTunes og Amazon – og i nogle tilfælde endda de få cd’er, der står tilbage på hylden.

Da Young først begyndte at tale offentligt om Pono tilbage i 2012, fortalte indspilningslegenden til late night-værten David Letterman, at Pono afspiller musik, der er “så tæt som digital kan komme på analog .”

Analogiske optagelser som vinyl og bånd har længe været betragtet som “guldstandarden” for lydkvalitet blandt audiofile. Højopløsningslyd opnår denne formodede høje kvalitet ved at tilbyde musikfiler, der er kodet med 24-bit dybde og en samplingfrekvens på 192 kHz (24/192) samt andre intervaller, herunder 24/96.

Hvis du tror på hypen, betyder al den ekstra auditive båndbredde, at du vil høre klassiske Springsteen, Dylan og Fitzgerald, som om de spillede på et klassisk hi-fi-system.

Hvad Pono lover

Mange produkter og tjenester har forsøgt at popularisere begrebet højopløst lyd. Indtil videre har ingen af dem været i stand til at tiltrække meget mere end et nichepublikum. Pono kan dog have en fordel i forhold til tidligere forsøg takket være Neil Youngs stjernestatus og Ponos økosystem, der kopierer den tidlige iTunes-iPod-oplevelse.

“Der har aldrig været musik af denne kvalitet og med denne grad af bekvemmelighed”, siger John Hamm, administrerende direktør for PonoMusic. “Det er virkelig det, der er Ponos strategi.”

I skrivende stund har Ponos Kickstarter-kampagne indsamlet mere end 5 millioner dollars fra mere end 15.000 bagmænd.

Men for at opnå den angiveligt førsteklasses lyd betyder det mere end blot at vælge Pono eller en anden lydkilde med høj opløsning som f.eks. HDTracks.com; du skal også købe alle dine yndlingsoptagelser forfra i nye versioner med høj opløsning. Og det betyder, at du skal betale flere penge for nye musikfiler, der er opgraderet til højopløsningslyd, hvilket i hvert fald i Pono’s tilfælde koster mellem 15 og 25 dollars pr. album. I modsætning hertil koster det 12 dollars at downloade et eksemplar af Frozen-soundtracket på iTunes; mange af de andre mest solgte albums på iTunes koster 10 dollars eller mindre.

Det kan være en bekostelig affære at forny sit musikbibliotek. Men i det mindste vil den forbedrede kvalitet, du får til gengæld, være det værd, ikke sandt?

Det er ikke rigtigt, siger Christopher “Monty” Montgomery, en digital lydingeniør, der er leder af den almennyttige Xiph.org Foundation, som er ansvarlig for de digitale lydcodecs Opus, Ogg Vorbis og FLAC. Der kan være problemer med digital lyd, hævder Montgomery, men højopløst 24/192-lyd løser ingen af dem.

I stedet siger Montgomery, at når man køber højopløst lyd, ender det eneste, man får, når man køber højopløst lyd, med en sund dosis pseudovidenskab og større krav til harddisken til lagring af filer, der kan være op til seks gange større end det, man får på en cd.

Problemet med højopløst lyd? For at sige det ligeud: Du kan ikke høre forskel på lyd i høj opløsning og en cd.

Afprøvetagningshastigheder, bitdybde og bithastigheder

Komponenterne i digital lyd kan opdeles i tre grundlæggende kategorier – afprøvetagningshastigheder, bitdybde og bithastigheder. Lad os starte med samplingfrekvenserne, som måles i kilohertz (kHz). Sampleraten for højopløst lyd er generelt mellem 96 kHz og 192 kHz eller højere, mens cd’er samples ved 44,1 kHz.

Forestil dig en lydbølge, der kontinuerligt svinger gennem rummet. For at omdanne denne bølge til en digital fil skal du tage dele, eller samples, af den oprindelige bølge og gemme dem i digital form.

For at indfange den menneskeligt hørbare lydbølge – dvs. den lyd, som du og jeg rent faktisk kan høre – skal du blot sørge for, at samplefrekvensen er lidt mere end dobbelt så høj som den højeste frekvens i den oprindelige fremførelse. Dette vil nøjagtigt indfange hele den hørbare lydbølge i digital form i henhold til Nyquist-Shannon-samplingteoremet, som er det grundlæggende princip for, hvordan digital lydoptagelse fungerer.

Den næste overvejelse i forbindelse med digital musik er dybden, eller antallet af computerbits, som du har til at indfange din lyd. Jo flere bits, jo større er det dynamiske område fra bløde til høje lyde, som din lydfil kan have. Der er grundlæggende to lyddybdeforanstaltninger i brug i dag: 16 og 24 bit. CD’er produceres traditionelt som 16 bit, mens 24 bit lydfiler typisk anvendes af lydteknikere under optagelse og produktion.

Den sidste brik i puslespillet – bitraten – er det mest citerede tal, når man taler om komprimerede lydfiler som MP3-filer, AAC og Ogg Vorbis. Apple reklamerer f.eks. med sin iTunes Match-tjeneste til opgradering af dine musikfiler til en bithastighed på 256 kbit/s. Det betyder blot, at en fil bruger 256 kilobit eller 256.000 bit data til at lagre et sekund lyd i en fil for at lagre 256 kilobit eller 256.000 bit. Jo større bitrate, jo større fil – og formentlig også jo bedre lydkvalitet.

Men der er en lille hage ved al denne snak om opstrammet lyd: det menneskelige øre. Det er almindeligt anerkendt, at den maksimale frekvens, som det menneskelige øre kan opfatte, er 20 kHz. Baseret på det, vi ved om samplingfrekvenser, betyder det, at for at få øret til at opfatte 20 kHz, skal man producere en lydfil med en samplingfrekvens, der er lidt større end det dobbelte.

Og det er her, man støder på problemer, siger Montgomery, da 192 kHz-lyd indeholder lydfrekvenser, der er flere gange større end vores evne til at høre.

Dan Lavry, grundlægger af Lavry Engineering, et firma, der har specialiseret sig i analog-til-digital- og digital-til-analog-konvertere, er enig. “Misforståelsen omkring 192 kHz skyldes intuitionen om, at mere er bedre… Der er mange situationer, hvor mere er bedre, men sampling ,” siger han.

I 2007 offentliggjorde Journal of the Audio Engineering Society en undersøgelse udført af medlemmer af Boston Audio Society, som forsøgte at fastslå, om lytterne kunne se forskel på CD-kvalitet og optagelser med høj opløsning (DVD-A- og SACD-optagelser, på det tidspunkt). Undersøgelsen omfattede 60 forsøgspersoner og gennemførte 554 lytteforsøg. Under forsøgene blev folk bedt om at identificere, om de hørte en cd- eller en højopløsningsoptagelse. I sidste ende var lytterne kun i stand til at identificere den højopløste optagelse i 49,82 procent af tilfældene, hvilket tyder på, at forsøgspersonerne gættede snarere end at træffe et informeret valg.

Værdiskabende eller ej?

Så hvis det er svært at skelne mellem optagelser med høj opløsning og almindelige cd-optagelser, er der så værdi i at købe en optagelse med høj opløsning? Hamm hævder, at det er der. “Vi har haft hundredvis og atter hundredvis af mennesker i alle aldre til at lytte til musik på Pono,” siger Hamm. “Vi er helt sikre på, at langt de fleste af disse mennesker får en langt mere tilfredsstillende og tilfredsstillende oplevelse ved at lytte til musik i 24/96 og 24/192.”

Kilde: PonoMusic

Men Montgomery imødegår, at selv en korrekt kodet MP3 kan tilfredsstille de fleste lyttere. Og selv om andre lydeksperter, som vi har talt med, ikke ville gå så langt som Montgomery, er mange tvivlende over for den ekstra kvalitet af lyd i høj opløsning.

Der kan ikke desto mindre stadig være værdi i lyd i høj opløsning, og undersøgelsen fra Boston Audio Society giver et fingerpeg om hvorfor. Mod slutningen af artiklen antyder forfatterne, at lydteknikere ofte lægger mere omhu og opmærksomhed i optagelser med højere opløsning, end de gør i forbindelse med cd-udgivelser på massemarkedet.

Dr. Sean Olive, formand for Audio Engineering Society og direktør for akustikforskning hos Harman international, er enig. “Jeg har hørt nogle vidunderlige cd’er, men jeg har også hørt nogle vidunderlige 24/96-filer”, siger Olive. “Jeg tror virkelig, at forskellen er, hvor godt de er optaget og masteriseret.”

Så du kan faktisk få en oplevelse af højere kvalitet fra udvalgte optagelser i høj opløsning. Men det har mere at gøre med, hvordan masterfilen er blevet produceret end noget andet.

Det betyder dog ikke, at der ikke er problemer med den nuværende tilstand for digitale optagelser. Dårligt kodede MP3-filer, optageudstyr af lav kvalitet og popmusikproducenternes kamp for at skabe den højest mulige musik – den såkaldte loudness-krig – kan alle spille ind på en underlegen lytteoplevelse.

Så hvad skal du gøre for at forbedre din lydoplevelse? Eksperter siger, at det bedste skridt, du kan tage, er at investere i et par hovedtelefoner eller højttalere af høj kvalitet.

Med hensyn til dine musikfiler kan FLAC-optagelser (uanset om det er 24/192 eller 16/44.1 i CD-kvalitet) meget vel være det værd, og Pono musikbutikken kræver ikke, at du ejer en Pono enhed for at købe musik.

Men der er ingen garanti for, at de dyre digitale numre er din tid værd. Især når du ofte kan få den samme kvalitet derhjemme ved at købe en lyd-cd og rippe den til et tabsfrit format som Apple Lossless Codec (ALAC) ved hjælp af iTunes.