I disse mærkelige og urolige tider viser et spørgsmål, som vi ikke ofte tænker på, sine glitrende tænder. Dette spørgsmål drejer sig om ondskabens oprindelse og natur. Jo hurtigere verden går i opløsning, jo højere hadets, ondskabens og vredens kræfter brøler, jo mere konfronteres vi med dette store og frygtelige spørgsmål: Hvordan kan mennesker begå onde handlinger? Er mennesker uhelbredeligt onde? Hvad er det, der driver hele samfund til ægte og varig rædsel?

Det er sjovt. Når man tænker over det, har mennesket for denne dybeste bekymring kun fundet en lille håndfuld forklaringer. Måske har vi ikke tænkt grundigt nok over det, eller ikke godt nok – men det vender jeg tilbage til. Indtil videre er der tre forklaringer på ondskab, for at være præcis. Mennesker er født onde. Mennesker bliver gjort onde. Eller ondskaben ligger i beskuerens øje, hvilket vil sige, at den slet ikke findes.

Lad os overveje disse en efter en – for det mærkeligste af alt er, at jo mere sikre og enkle disse idéer synes at være, jo mere forfærdeligt og ironisk giver de bagslag.

Er mennesker født onde? Det er den grundlæggende idé i alle fascismer. Nogle mennesker er ædle, rene og værdige – og de er født på den måde. Deres godhed ligger i deres blod, som kun flyder gennem fædrelandet. Men nogle mennesker er uædle, urene og uværdige. Uværdige til hvad? At være mennesker i det hele taget. Men hvorfor er det sådan? Det er fordi de i sagens natur er onde – ondskaben ligger i deres blod, som i sagens natur er fordærvet. De er født som kriminelle, løgnere, bedragere, svindlere. Ligesom nazisterne sagde om jøderne, eller som amerikanerne sagde om de sorte.

Men hvad sker der så, hvis vi tror, at nogle mennesker er født onde? Jo, det er kun naturligt, at formålet med vores samfund vil være at forvise, udrydde eller gøre dem til slaver. At vi vil bruge og misbruge og nedbryde dem. Når alt kommer til alt, kan ondskab ikke have lov til at eksistere, medmindre det sker i det godes tjeneste. Og derfor dræbte nazisterne jøderne, og amerikanerne gjorde de sorte til slaver. Men jeg vil have, at De skal se ironien. Troen på, at nogle mennesker er født onde, er det, der har forårsaget de mest onde handlinger i hele menneskehedens historie.

Når vi tror, at mennesker er født onde, så må vi helt klart begå en alvorlig fejl – for det er os, der ender med at begå grusomheder, rædsler, holocaust, ikke dem. Det er os, der ender med at gøre utænkelige ting, når vi fordømmer andre som værende iboende onde og praler af os selv som værende iboende gode. Den største kilde til ondskab i menneskehedens historie er den fejlagtige tro på, at nogle mennesker er født onde, hvilket forvrænger os til karikaturer af godhed, indtil vi er blevet netop den ondskab, vi fordømmer, og begår netop de grusomheder, vi frygter. Hvor ironisk. Hvor sjovt. Hvor tragisk.

Og alligevel var dette menneskehedens tilstand indtil 1942. I alle deres lange årtusinder har menneskene troet på denne mærkelige og tåbelige myte – vi er født gode, de er født onde. Fra Sparta til Persien til Rom til korstogene definerer denne myte historien. Hvorfor er det sådan? Årsagen er enkel og ligetil. Mennesker er moralske væsener, og de kan lide at føle, at de er gode. Men moralen er ikke så enkel, som vi tror. Det er ikke blot at hævde det høje niveau, mens man klatrer ned i afgrunden.

Og så kom de store krige. I deres skygge opstod en ny teori og forståelse af det onde. Freud, Keynes, Arendt, Camus, Brecht, Sartre. Hvad havde de alle til fælles? De konstaterede, at ondskab ikke var iboende hos nogen – men omstændig. De bedste og ædleste mennesker kunne nemt nok blive drevet til ondskab af fattigdom, sagde Keynes og Brecht, økonom og dramatiker. Af en følelse af frygt og trussel i hverdagen, sagde Freud. Af bureaukrati og sociale normer, sagde Arendt. Af opløsningen af den menneskelige mulighed, sagde Camus og Sartre, der uden mål eller grænse boede i ethvert væsen.

Men jeg vil have, at I skal se omfanget af denne bedrift, for efter min mening er det en af de største i menneskehedens historie. Der skete endelig en revolution i den måde, vi tænker om det onde på. Efter to store krige var menneskeheden endelig klar til at tage det store og frygtelige spørgsmål om ondskab op til revision. Den lagde sine gamle og tåbelige myter til side – disse beskidte mennesker er født onde, og vi rene mennesker er født gode – og så lidt mere klart på verden. Og dens største hjerner så alle det samme: ondskab er ikke noget, vi er født med. Det er noget, vi lærer, vi bliver undervist i, vi bliver drevet til. Ondskab er noget, vi bliver gjort til, ikke noget, vi er.

Hvilken smuk og genlydende idé. I hele menneskehedens historie før det, bortset fra Kristus og Buddha og profeterne måske, havde ingen virkelig turdet tænke sådan noget – og slet ikke bagefter. Myten om det iboende onde havde forårsaget krig efter krig, pogrom efter pogrom, folkemord efter folkemord.

Og her er vi så igen. Ondskaben sniger sig op fra afgrunden i disse dage. Og alligevel tænker vi ikke særlig godt over det. For det meste er vi små nietzscheanere, som implicit tror, at magt er ret, at magt er livets eneste mål, og at ondskab derfor ikke har nogen objektiv virkelighed. Hvis jeg kan dominere dig og få dig til at kunne lide det, hvem kan så sige, at det er ondt? Hvis jeg kan udnytte dig og få dig til at tro, at det er godt og rigtigt og retfærdigt, hvem er så nogen anden til at kalde det ondt?

Tænk over det. Er det ikke logikken i nu? Der er ingen absolutter eller røde linjer tilbage. Grådighed er godt og egoisme er alt. Dyd er last, og last er dyd. Alt er blevet vendt på hovedet i en verden, hvor ondskaben ikke længere gør krav på social fakticitet eller moralsk realitet – fordi venstrefløjen tog lektien fra fortidens store hjerner for langt og tænkte, at hvis ondskaben er omstændig, hvorfor så overhovedet kalde noget for ondt? Alt er relativt, ikke sandt?

Og derfor kalder vi det ikke for det, som det er. Vi udfordrer det ikke med et højere gode. Vi underviser ikke i ondskabens historie – ikke historien om grusomheder, men hvordan den måde, vi tænker om det, har ændret sig – i skolerne. Og derfor er jeg bange for, at vi ikke husker os selv, denne lange og forfærdelige historie. Hvordan overtroiske myter om ondskab ironisk nok gjorde folk mindre gode og mere onde.

Men netop af den grund er ondskab en menneskelig realitet, som vi ikke kan undvige med smarte sproglige eller semantiske spil eller rationaliseringer. Når vi siger, at vi har forklaret ondskaben, i det mindste lidt bedre, i det sidste århundrede, ved at modbevise gamle myter, betyder det ikke, at ondskaben ikke eksisterer – men at den eksisterer og vil eksistere, og derfor må vi huske på, hvor langt vi er kommet, og hvor langt vi endnu ikke er nået.

Jeg vil kalde det nok, hvis vi kun husker dette. Så længe gode mennesker troede på myten om, at de alene var født sådan, grinede historien af deres overmod, drejede det på sig selv og gjorde dem onde. Og derfor tror jeg, at det at være god i en tid, der bliver ond, betyder at forstå, hvorfor det aldrig har været nok at hævde sin egen godhed, ligesom det heller ikke er nok blot at foregive eller rationalisere eller ignorere spørgsmålet om ondskab.

At være god i en tid, der bliver ond, betyder ydmyghed, mod, visdom og nåde til at se, at ethvert menneskehjerte alt for let kan blive korrumperet og ætset. Af behovet for at nedbryde og nedgøre og nedvurdere andre, hvilket ikke er det samme som godhed, men dens forførende forfalskning. Det er når et liv mister håb, værdighed og mening, når det ikke længere har nogen mulighed for at nå opad, at det onde griner og slår rod og hvisker – “træk dem ned i stedet! De fortjener det! De er ikke engang mennesker!” Og netop derfor skal hvert menneskehjerte næres, solbeskinnes, opløftes og frigøres – så det kan blomstre.

Umair
Maj 2018