Det siges ofte, at det modsatte af kærlighed ikke er had, det er ligegyldighed. Hvorfor er nogle af os så tilsyneladende så omskiftelige i vores evne til at skifte fra kærlighed til had på et øjeblik?
For at forstå had må vi først (forsøge at) forstå kærlighed.
Psykologerne er ikke engang enige om, at kærlighed virkelig er en følelse. Nogle hævder, at det snarere er en form for midlertidig sindssygdom, en sød galskab, der gør det muligt for os at overse vores elskedes fejl i det mindste længe nok til at formere os og, for nogle få heldige, forblive virkelig, dybt, vanvittigt knyttet til hinanden, indtil døden skiller os ad.
Kærlighed medfører helt sikkert en stærk “tilgangsmotivation”. Vi tiltrækkes næsten magnetisk af at have tæt og intim kontakt med vores elskede. Kærlighedens fysiologi er velkendt – ophidset hjerteslag, nervøs svedtendens, ivrig vejrtrækning og en kaskade af lykkelige neurotransmittere.
Et aspekt af at blive forelsket kan faktisk hjælpe os med at forstå, hvor hurtigt vi kan skifte til had. I 1974 gennemførte forskere et fascinerende eksperiment, hvor de bad unge mænd om at krydse en bro for at chatte med en attraktiv kvindelig forskningsassistent på den anden side. Den ene bro var stabil, den anden vakkelvorn. Mænd, der gik over den vakkelvorn bro (hvorved deres hjertefrekvens og vejrtrækning steg via frygt), var betydeligt mere tilbøjelige til at invitere forskningsassistenten ud på en date efter interviewet.
Denne undersøgelse blev fortolket som bevis for Schachter og Singers model for følelser – i tilfælde af en usikker årsag til vores fysiologiske reaktion søger vi efter en begrundelse, før vi “føler” vores subjektive følelser.
I dette tilfælde var mændenes adrenalinstigning i virkeligheden forårsaget af den ustabile bro. Men de tilskrev fejlagtigt deres fysiologiske reaktion til den kvindelige forskningsassistent, idet de troede, at de var tiltrukket af hende.
Med andre ord kunne kærlighed blot være en massiv tilskrivningsfejl. Derfor råder datingeksperter til at tage din interesseperson med ud på en “spændende” date – dybest set for at narre dem til at tro, at de følelser, de føler, er en reaktion på alle dine spændende kvaliteter, snarere end at bungeejumpe ud fra en klippe.
Da fysiologien bag kærlighed og had er meget ens (øget hjertefrekvens, åndedræt osv.), kan en simpel ændring af opfattelsen forvandle ens objekt for begær til et objekt for latterliggørelse. Deraf vores kollektive forståelse af dette hurtige skift, der kan føre til “lidenskabsforbrydelser” eller “had-kærlighedsforhold”.
Neurologisk set har forskere fundet et unikt aktivitetsmønster for had i hjernen, som adskiller sig fra mønsteret for kærlighed. Denne aktivitet involverer dele af hjernebarken, der er ansvarlige for planlægning og organisatoriske færdigheder.
I kærlighed er store dele af hjernebarken deaktiveret; i had er det kun små dele, der er deaktiveret. I kærlighed kan personer lukke ned for negative vurderinger; i had kan personer lukke ned for deres evne til selvrefleksion.
Had har også et “tilgang” motivationsgrundlag, der fokuserer på at nedvurdere, mindske eller ødelægge en andens velbefindende. Had er drevet af vrede, hvis primære mål er at fjerne en opfattet forhindring, som f.eks. den hadede anden.
Kognitive tilskrivninger opretholder angiveligt had via moralske vurderinger af, at den hadede anden er ond. Forskning tyder på, at had kan tjene som en selvbeskyttende mekanisme, der maskerer usikkerhed som følge af at føle sig hjælpeløs og svag, hvilket giver psykologisk beskyttelse.
Had er undertiden en reaktion på mennesker, vi har elsket og investeret os selv i, som manifesterer sig, når en aftale, der var afgørende for opretholdelsen af forholdet, brydes, f.eks. ved separation.
Men hvad sker der, når hadet ikke formindskes efter en vis periode? Kan det tjene som en bizar form for tilknytning? Kan hadet endda tjene som et forsøg på at opretholde et bånd (uanset hvor dysfunktionelt det er) med en tidligere elsket – f.eks. gennem rumination, stalking eller misbrugsadfærd?
Denne ejendommelige, vedvarende hadefulde tilknytning til en tidligere partner skaber alvorlige problemer i vores samfund. I 2015 var der 23.063 skilsmisser i Australien, som involverede 42.303 børn. Mens størstedelen af forældrene er i stand til at komme videre efter deres separation, forbliver ca. 10 % til 15 % forankret i konflikten.
Dette mindretal bruger efter sigende anslået 90 % af rettens ressourcer og kan involvere retssager, tilbageholdelse af børn, nedvurdering, inddragelse af børnebeskyttelse eller andre relaterede familiestøttetjenester, tilbageholdelse af økonomiske ressourcer og vanskeligheder i det fælles forældreskab.
Hvad hadet gør ved separationen er klart – det primære formål med at opretholde hadet ud over det er ukendt.
En ting, vi ved, er, at der aldrig kommer meget lidt godt ud af had. Oftest resulterer det i en situation, hvor man taber og taber. Eller, som Martin Luther King mere veltalende bemærkede:
Had er lige så skadeligt for den, der hader, som det er for den, der bliver hadet. Som en ukontrolleret kræftsygdom ætser hadet personligheden … Hadet er for stor en byrde at bære.