En fælles akkord er i harmonilære en akkord, der er diatonisk i mere end én toneart eller med andre ord er fælles for (delt af) to tonearter. En “fælles akkord” kan også defineres blot som en treklangsakkord (f.eks. C-E-G), som en af de mest almindeligt anvendte akkorder i en toneart (I-IV-V-vi-ii), mere snævert som en treklang, hvor kvinten er perfekt (dvs, en dur- eller mol-treklang), i hvilken forstand den alternativt omtales som en “perfekt akkord” eller, endnu mere snævert (i amerikansk praksis), kun som en dur-treklang.

Almindelig akkord i tonearterne G, D og A-dur; samt E-, B- og F♯-mol.

Fælles akkorder bruges ofte i modulationer, i en type modulation, der kaldes fælles akkordmodulation eller diatonisk pivot-akkordmodulation. Den bevæger sig fra den oprindelige toneart til destinationstonen (som regel en nært beslægtet toneart) ved hjælp af en akkord, som begge tonearter deler. F.eks. har G-dur og D-dur 4 akkorder til fælles: G, Bm, D, Em. Dette kan let fastslås ved hjælp af et skema som det nedenfor, der sammenligner akkordkvaliteterne. I-akkorden i G-dur – en G-dur-akkorden – er også IV-akkorden i D-dur, så I i G-dur og IV i D-dur er på linje med hinanden i diagrammet.

En hvilken som helst akkord med samme grundtone og akkordkvalitet kan bruges som “drejeakkorden”.” Men akkorder, der ikke generelt findes i stykkets stil (f.eks. dur VII-akkorder i en Bach-koral), vil heller ikke blive valgt som pivot-akkord. De mest almindelige pivot-akkorder er de fremherskende akkorder (ii og IV) i den nye toneart. Når man analyserer et stykke, der anvender denne modulationsstil, mærkes den fælles akkord med dens funktion i både den oprindelige og den nye toneart, da den kan ses begge veje.

En akkord er fælles for, eller deles af, seks tonearter: tre durtonearter og tre relative moltonearter. For eksempel er en C-dur akkord indeholdt i F, C og G-dur samt D, A og E-mol.