© 2006-2013 Gwen Dewar, Ph.D., all rights reserved

Fødselstraumer i et tværkulturelt perspektiv

I vestlige lande forventes det, at forældre reagerer på fødslen med glæde og lykke.

Men da antropologen Wenda Trevathan gennemgik fødsler i andre kulturer, opdagede hun, at glæde ikke er særlig almindeligt (Trevathan 1987).

I mange kulturer er fødslen anerkendt som en potentielt farlig begivenhed. Kvinder reagerer ikke på nyfødte med øjeblikkelig eufori. Efter fødslen kan forældre og ledsagere virke følelsesmæssigt afdæmpede eller ligegyldige. Fejringer – hvis de kommer – venter, indtil mor og barn vurderes at være i sikkerhed og have det godt (Jordan 1993; Trevathan 1987).

Denne forsigtighed kan synes uberettiget, hvis man har adgang til fremragende lægehjælp. Men at leve i et højteknologisk samfund er ingen garanti for, at du ikke vil få en traumatisk fødsel. Mødre – og også fædre – kan opleve hjælpeløshed og frygt. Når fødslen er vanskelig eller det medicinske personale ikke er respektfuldt, kan negative minder om fødslen kaste en skygge over den postnatale periode.

Hvor udbredt er varige, psykologiske fødselstraumer?

Det afhænger af din definition, og hvor du kigger hen.

I en undersøgelse, der fulgte 890 sunde australske kvinder før og efter fødslen, rapporterede 29 %, at de havde følt sig truet under fødslen, og 14 % sagde, at deres følelser på det tidspunkt var intens frygt, hjælpeløshed eller rædsel (Boorman et al. 2013).

Men selv om disse kvinder oplevede et traume, var de ikke nødvendigvis traumatiserede.

I værste fald kan kvinder, der oplever alvorlig angst under fødslen, udvikle posttraumatisk stresslidelse (PTSD), en tilstand, der er karakteriseret ved flashbacks, angst og mareridt (Bailham og Joseph 2003). Det er det, jeg er optaget af her.

Hvor mange kvinder får PTSD? Forskellige undersøgelser har givet forskellige skøn.

I nogle europæiske undersøgelser er de rapporterede satser for fuldbyrdet fødselsrelateret PTSD meget lave, svingende omkring 1-3% (f.eks. Storbritannien: Ayers og Pickering 2001; Sverige: Widjma et al 1997 og Söderquist et al 2009; Tyskland: Tyskland: Pantlen og Rohde 2001; og Italien: Maggioni et al 2006).

Men andre undersøgelser rapporterer om højere satser. F.eks. viste en undersøgelse af nigerianske kvinder, at næsten 6 % af de nybagte mødre udviklede PTSD (Adewuya et al. 2006). I Canada og USA ligger de seneste skøn i intervallet 8-9 % (Verreault et al. 2012; Beck et al. 2011). En fransk undersøgelse rapporterer om en andel på 13 % (Montmasson et al. 2012). I Iran kan andelen være så høj som 20 % (Modarres et al. 2012).

Og husk på: Disse repræsenterer de værste tilfælde, og vi mangler meget af billedet, hvis vi kun ser på fuld udtalt PTSD.

Mange kvinder, der ikke opfylder alle kriterierne for PTSD, udvikler ikke desto mindre flere symptomer på lidelsen. I vestlige samfund er de rapporterede satser for “subsyndromal” PTSD i størrelsesordenen 20-30 % (Polachek et al 2012; Maggioni et al 2006; Soet et al 2003; Creedy et al 2000).

Så det er rimeligt at tro, at så mange som 1 ud af 4 kvinder føler sig hjemsøgt af deres fødselsoplevelser. Hvad er det præcis, disse kvinder går igennem?

Hvordan ser PTSD og “subsyndromal” PTSD ud?

Mødre, der oplever symptomer, er generet af påtrængende tanker og erindringer. Disse “playbacks” kan inspirere til følelser af frygt, rædsel eller hjælpeløshed, og de forstyrrer det daglige liv.

For eksempel kan nogle kvinder undgå rutinemæssig medicinsk behandling, fordi det minder dem om fødselsoplevelsen. De kan også frygte efterfølgende graviditeter og undgå sex (Bailham og Joseph 2003).

Dertil kommer, at mødre ofte føler sig socialt isolerede, ensomme, vrede eller deprimerede, og disse symptomer kan gøre det vanskeligere for kvinderne at knytte bånd til deres spædbørn (Reynolds 1997).

I nogle tilfælde oplever PTSD-patienter øget angst for deres spædbørns helbred. De lever i konstant frygt for, at deres babyer kan dø (Affleck et al 1991).

I andre tilfælde kan kvinderne ikke holde op med at gruble over foruroligende minder – minder om medicinske procedurer eller hospitalspersonalets opførsel.

Risikofaktorer

Der findes ingen faste retningslinjer for, hvilke former for oplevelser der vil udløse langsigtede følelsesmæssige problemer. Men i det sidste årti gennemgik forskere i Storbritannien (Bailham og Joseph 2003) og Holland (Olde et al 2006) offentliggjorte undersøgelser om postpartum PTSD for at identificere fælles risikofaktorer.

De fandt, at kvinder er mere tilbøjelige til at udvikle symptomer, hvis de har

• for tidlige fødsler eller aborter
• svære fødsler, der kræver instrumentelle indgreb (f.eks, forceps)
• nødkejsersnit
• følelser af frygt for deres babyers eller deres egen velfærd
• følelser af hjælpeløshed eller mangel på kontrol under fødslen
• en historie med andre traumatiske oplevelser, såsom seksuelt misbrug
• en historie med psykologiske problemer eller trækangst
• utilstrækkelig social støtte fra partnere og/eller personale

Nogle af disse risikofaktorer er uden for vores kontrol. Men andre kan vi hjælpe, og de kan faktisk have størst betydning.

I en nylig analyse af erfaringerne hos 675 overlevende efter en vanskelig fødsel fokuserede forskere i London på “hotspots” eller øjeblikke med ekstrem nød under en traumatisk begivenhed (Harris og Ayers 2012).

Det var ikke overraskende, at de fleste af de nye mødre havde oplevet mindst ét “hotspot”, og kvinder, der havde fødselskomplikationer, havde mere end tre gange så store chancer for at udvikle PTSD.

Men kvinder var også i højere risiko, hvis de oplevede frygt og manglende kontrol. Og den største risikofaktor var social. For kvinder, der rapporterede “interpersonelle vanskeligheder”, steg oddsene for PTST mere end 4 gange.

Kan status quo forbedres? Det forekommer mig, at frygt, kontrol og “interpersonelle vanskeligheder” alle kan afhjælpes med fremragende social støtte. Og det er noget, der mangler i mange hospitalsmiljøer.

Den langsigtede effekt af støttende fødselsledsagere

Forskning viser, at kvinder under fødslen har gavn af en støttende ledsager – en person, der er kontinuerligt til stede, som roser og rører ved kvinderne, og som forklarer, hvad der foregår (Trevathan 1999).

Når kvinder modtager en sådan social støtte, har de bedre fødselsoplevelser. De har kortere fødselsforløb og færre medicinske indgreb (Scott et al 1999). Disse kvinder rapporterer også færre smerter og føler, at de har mere kontrol over processen (Langer et al 1998).

De har også bedre oplevelser efter fødslen.

I flere kontrollerede undersøgelser (sammenfattet i Klaus et al 1992) blev kvinder, der blev indlagt på fødeafdelinger, tildelt enten (1) øget social støtte eller (2) kun rutinemæssige hospitalsprocedurer. Kvinder, der modtog øget social støtte, havde lettere fødsler. Seks uger senere udviste de også

• lavere angstniveauer
• lavere depressioner
• højere selvværd
• højere amningsprocent
• flere amningsprocent
• mere tid brugt med deres spædbørn
• mere positive følelser om deres familie

Hvis du er gravid, synes konsekvenserne at være klare. For at gøre fødslen mindre vanskelig og reducere stresssymptomer efter fødslen skal du få nogen til at stå ved din side og støtte dig under fødslen.

For nogle kvinder er denne udpegede støtteperson barnets far. I en ungarsk undersøgelse havde kvinder, der blev overværet af faderen, mindre angst end kvinder, der ikke blev overværet (Szeverenyi et al 1989).

Men andre undersøgelser tyder på, at faderens tilstedeværelse kan forstærke moderens stress (Ketz 1993; Kennell et al 1991; Nolan 1995). Måske er nogle fædre – som har at gøre med deres egen angst under fødselsprocessen – ikke i stand til at tilbyde kvinderne den rette støtte. Derfor kan vordende forældre overveje at finde en slægtning, en ven eller en doula (professionel fødselscoach) til at deltage i fødslen.

I stort set alle kendte menneskelige kulturer har kvinder født med sådanne hjælpere, og det er muligt, at kvinder har udviklet et psykologisk behov for en sådan social støtte (Trevathan 1999).

Hvad med hospitaler?

Social støtte til side, er det ikke svært at forestille sig, hvordan indlæggelse på hospital kan øge sandsynligheden for fødselstraumer. Nogle – måske de fleste mennesker – finder hospitalsmiljøer ubehagelige eller stressende. Og mange fortalere hævder, at posttraumatisk stress er ualmindeligt for folk, der føder hjemme.

Men vi kan ikke antage, at hospitalsindlæggelse forårsager traumer, da kvinder med høj risiko for komplikationer er mere tilbøjelige til at ende med at føde på et hospital – også selv om de begyndte fødslen med den hensigt at føde hjemme. Indtil nogen gennemfører en kontrolleret undersøgelse, er det svært at vurdere den følelsesmæssige indvirkning af indlæggelse på hospitalet.

Det er dog klart, at omgivelserne har betydning. Kan fødestuerne indrettes bedre for at minimere stress? Det synes at være et sikkert bud. I en nylig analyse af offentliggjorte undersøgelser om fødselscentre – hospitalsmiljøer, der er blevet ombygget til at føles hjemlige og personlige – fandt forskerne, at kvinder, der fødte på sådanne steder, oplevede færre medicinske indgreb og højere generel tilfredshed med fødslen (Hodnett et al 2012).

Hvad skal du gøre, hvis din fødselsoplevelse forfølger dig

Hvis du allerede har født – og din oplevelse var skuffende eller traumatisk – så find sympatiske mennesker, der forstår din situation. Det kan hjælpe at tale.

I en prospektiv undersøgelse blev nogle kvinder, der var i risiko for at udvikle symptomer på traumer efter fødslen, tilfældigt tildelt rådgivning fra jordemødre. Der var kun to rådgivningsmøder i alt – et kort møde inden for 72 timer efter fødslen og en anden samtale (pr. telefon) 4-6 uger senere.

Rådgivningen forhindrede ikke alle i at udvikle posttraumatisk stresslidelse. Men kvinder, der modtog rådgivning, havde færre symptomer end kontrolpersoner. De havde også færre følelser af selvbebrejdelse og var mere fortrøstningsfulde med hensyn til fremtidige graviditeter (Gamble et al 2005).

Så hvis du har en sympatisk lytter i dit liv, så benyt lejligheden til at drøfte dine følelser med ham eller hende. Og tøv ikke med at søge professionel hjælp, hvis dine symptomer er intense (f.eks. hvis du føler dig selvmordstruet), eller hvis de forhindrer dig i at fungere normalt.

Det kan selvfølgelig være lettere sagt end gjort. Det er ikke alle, der er følsomme over for problemet. Lægepersonalet kan være afvisende eller have for travlt til at lytte. Erfarne mødre kan virke som ideelle tillidsfolk. Men nogle kvinder betragter fødslen som en konkurrencesport, og det kan få dem, der lider af PTSD, til at føle, at deres problemer er tegn på personlig fiasko.

Disse problemer inspirerede en gruppe mødre i Det Forenede Kongerige til at oprette Birth Trauma Association, et websted for mennesker, der har oplevet fødselstraumer. Hjemmesiden tilbyder diagnostiske oplysninger og rådgivning. Den indeholder også fødselshistorier fra virkelige kvinder, der har oplevet traumer. Nogle af disse kvinder er interesserede i at blive kontaktet af andre lidelsesfæller. Hvis du er hjemsøgt af din fødselsoplevelse, kan dette websted være et nyttigt sted at begynde helingsprocessen.

Copyright © 2006-2021 af Gwen Dewar, Ph.D.; alle rettigheder forbeholdes.
Kun til uddannelsesmæssige formål. Hvis du har mistanke om, at du har et medicinsk problem, skal du gå til en læge.

Referencer: Fødselstraumer

Ayers S og Pickering AD. 2001. Får kvinder posttraumatisk stressforstyrrelse som følge af fødsler? En prospektiv undersøgelse af incidensen. Birth 28(2): 111-118.

Adewuya AO, Ologun YA, Ibigbami OS. 2006. Posttraumatisk stressforstyrrelse efter fødslen hos nigerianske kvinder: prævalens og risikofaktorer. BJOG. 113(3):284-8.

Affleck G, Tennen H og Rowe J. 1991. Infants in crisis: How parents cope with newborn intensive care and its aftermath, Springer-Verlag, New York.

Bailham D og Joseph S. 2003. Posttraumatisk stress efter fødsel: en gennemgang af den nye litteratur og retninger for fremtidig forskning. Psychology, Health, and Medicine 8:159-168.

Beck CT, Gable RK, Sakala C, og Declercq ER. 2011. Posttraumatisk stresslidelse hos nye mødre: resultater fra en totrinsundersøgelse på nationalt plan i USA. Birth. 38(3):216-27.

Creedy DK, Shochet IM og Horsfall J. 2000. Fødsel og udvikling af akutte traumesymptomer: Incidens og medvirkende faktorer. Birth 27(2): 104-111.

Fatouye FO, Oladimeji BY, Adeyemi AB. 2006. Vanskelig fødsel og nogle udvalgte faktorer som prædiktorer for tidlige postpartum- og psykologiske symptomer blandt nigerianske kvinder. J Psychosom Res 60(3): 299-301.

Gamble J, Creedy D, Moyle W, Webster J, McAllister M, og Dickson P. 2005. Effektivitet af en rådgivningsintervention efter en traumatisk fødsel: et randomiseret kontrolleret forsøg. Birth. 32(1):11-9.

Harris R og Ayers S. 2012. Hvad gør fødsler og fødsler traumatiske? En undersøgelse af intrapartum ‘hotspots’. 27(10):1166-77.

Hodnett ED, Downe S, og Walsh D. 2012. Alternative versus konventionelle institutionelle omgivelser for fødsler. Cochrane Database Syst Rev. 2012 Aug 15;8:CD000012.

Jordan B. 1993. Fødsel i fire kulturer: A cross-cultural investigation of childbirth in Yucatan, Holland, Sweden and the United States, revideret og udvidet af R. Davis floyd. Prospect Heights, Illinois: Waveland Press.

Katz VL. 1993. To tendenser i middelklassens fødsler i USA. Human Nature 4: 367-383.

Kennell J, Klaus M, McGrath S, Robertson S, og Hinkley C. 1991. Kontinuerlig følelsesmæssig støtte under fødslen på et hospital i USA. Journal of the American Medical Association 265: 2197-2201.

Langer A, Campero L, Garcia C, og Reynoso S 1998. Virkningerne af psykosocial støtte under fødsel og fødsel på amning, medicinske indgreb og mødrenes velbefindende på et mexicansk offentligt hospital: et randomiseret klinisk forsøg. Br J Obstet Gynaecol.105(10):1056-63.

Maggioni C, Margola D og Filippi F. 2006. PTSD, risikofaktorer og forventninger blandt kvinder, der skal have et barn: En langsgående undersøgelse i to bølger. J Psychosom Obstet Gynaecol 27(2) 81-90.

Nolan M. 1995. Støtte til kvinder under fødslen: Doulaens rolle. Modern Midwifery 5:12-15.

Olde E, van der Hart O, Kleber R, og van Son M. 2006. Posttraumatisk stress efter fødslen: En gennemgang. Clinical Psychology Review 26: 1-16.

Pantlen A og Rohde A. 2001. Zentralbl Gynakol. 123(1): 42-47. På tysk.

Polachek IS, Harari LH, Baum M, Strous RD. 2012. Postpartum posttraumatisk stressforstyrrelsessymptomer: den uindbudte fødselsledsager. Isr Med Assoc J. 14(6):347-53.

Reynolds JL. 1997. Posttraumatisk stressforstyrrelse efter fødslen: fænomenet traumatisk fødsel. Canadian Medical Association Journal 156 (6): 831-835.

Scott JD, Berkowitz G og Klaus M. 1999. En sammenligning af intermitterende og kontinuerlig støtte under fødslen: En metaanalyse. American Journal of Obstetrics and Gynecology 180(5): 1054-1059.

Söderquist J, Wijma B, Thorbert G, Wijma K. 2009. Risikofaktorer i graviditeten for posttraumatisk stress og depression efter fødslen. BJOG. 116(5):672-80.

Soet JE, Brack GA, og DiIorio C. 2003. Prævalens og prædiktorer for kvinders oplevelse af psykologisk traume under fødslen. Birth. 30(1):36-46.

Szeverenyi P, Hetey Ane H, Munnich A, Kovacsne Torok Z, og Forgacs A. 1989. Orv Hetil. 130(15):783-8. Anmeldelse. Ungarsk.

Trevathan WR. 1999. Evolutionær obstetrik. I W. R. Trevathan, E.O. Smith og J.J. McKenna (eds), Evolutionary Medicine, pp183-207. New York: Oxford University Press.

Verreault N, Da Costa D, Marchand A, Ireland K, Banack H, Dritsa M, Khalifé S. 2012. PTSD efter fødsel: en prospektiv undersøgelse af forekomst og risikofaktorer hos canadiske kvinder. J Psychosom Res. 73(4):257-63.

Wijma K, Soderquist J og Wijma B. 1997. Posttraumatisk stressforstyrrelse efter fødslen: En tværsnitsundersøgelse. J Anxiety Disorder 11(6) 587-597.

Indholdet er senest ændret 5/13

PRIVACY POLICY