Som en karakter fra en Oscar Wilde-fantasi var Mick Ronson fordømt til at være smuk, og det faktum, at han blev berømt som David Bowies følgesvend i det larmende glitrende rod, der var 70’ernes glamrock, mindsker på ingen måde hans fantastiske evner som guitarist.

Lyt blot til de største seksstrengede øjeblikke i hans soloarbejde, med David Bowie og andre steder, og du vil opleve hans rå kraft, saliggørende melodik og helt igennem moderne anvendelse af støj.

Sørgeligt nok døde Ronson for tidligt, da han bukkede under for inoperabel leverkræft i 1993, mens han arbejdede på sit sidste soloalbum, Heaven and Hull (udgivet posthumt i 1994).

Her er fem af denne evigt undervurderede glamrock-pioner’s største guitarøjeblikke.

David Bowie – “Moonage Daydream”

Jeg var omkring 17 år gammel, da jeg første gang blev udsat for David Bowie and the Spiders from Mars på Don Kirshners Rock Concert sent en lørdag aften.

Jeg havde selvfølgelig vidst, at jeg ville være guitarist, siden jeg havde set Beatles i 1964 i Ed Sullivan Show og senere de tidlige Who i Today Show. At vokse op i nærheden af San Franciscos Haight-Ashbury under Summer of Love var også en inspirationskilde. Men denne spærreild af støj, riffs, licks, lys, kostumer og ret mærkelige og usmagelige iscenesættelser viste mig, hvor kraftfuld, farlig og euforisk rockmusik kunne være, og derefter var jeg helt vild med det.

Jeg droppede den akustiske guitar, de frustrerende “Michael Row Your Boat Ashore”-timer med den 90-årige svenske guitarlærer, som min mor havde ansat, og gik på jagt efter en Les Paul og den største forstærker, jeg kunne finde.

Jeg endte med en forfærdelig dårlig japansk kopi af en Les Paul og en tårnhøj solid-state-forstærker, der lød som lort, men jeg havde knækket koden. Tak for skubbet, Mick…

“Slaughter on 10th Avenue”

Jeg havde ikke interesseret mig særlig meget for instrumental guitar i 70’erne. Jeg kunne godt lide Duane Eddy, The Ventures og Dick Dale – og jeg havde en stor kærlighed til Link Wrays “Rumble” – men jeg var stadig fokuseret på sangere og popsange.

Jeg købte albummet Slaughter on 10th Avenue udelukkende, fordi Mick var med i The Spiders From Mars, og jeg forgudede David Bowie. Jeg var ikke klar til titelsangens næsten filmiske fremkaldelse af stemninger. Denne præstation var den, der lærte mig, at en guitar kunne være lige så udtryksfuld som en vokal, og også at soloer og guitarpartier kunne “arrangeres” lige så smukt som orkestre.

“Angel No. 9”

Micks stemme svigtede ham lidt på hans soloprojekter. Det var mærkeligt, for al den passion og energi, han pumpede ind i sit guitarspil, forsvandt ligesom, når han åbnede munden.

Og det var lige meget. Introlinjerne og soloen, der starter omkring 3:20, er for mig nogle af de mest geniale, svævende, følelsesladede og kantede eksempler på “arrangerede” guitarmelodier, jeg nogensinde har hørt. Jeg lærte meget af disse to dele, og de får mig stadig til at gyse og savne Mick, når jeg hører dem i dag.

The Rats – “Telephone Blues”

Dette nummer er fra 1969, med The Rats fra Micks hjemby Hull. Det er en ret typisk rå og grov britisk blues fra 60’erne. På overfladen er der ikke meget specielt her, men jeg elsker, at jeg kan høre Micks vibrato og bends komme til live så tidligt i hans karriere, samt opleve hans frygtløshed med hensyn til at presse spændingen i musikken for enhver pris – selv om det betød at lyde lidt ubehageligt out-of-the-box.

David Bowie – “Heroes” (Live in 1992)

Denne optræden fra Freddie Mercury Tribute Concert med Queen i 1992 handlede mere om at se Mick på scenen med David Bowie igen. Den handlede også om styrke og mod og en vedvarende og transcendent kærlighed til musikken og guitaren, for Mick kæmpede allerede mod den kræft, der skulle slå ham ihjel i 1993.

Han rammer et par muslinger her og der, men det var dejligt at høre ham tilføje lidt knorren til Bowie-hittet. Det inspirerede mig også til at grave den EBow frem, som Greg Heet solgte mig fra sin NAMM-stand for længe siden. Jeg har været en hengiven tilhænger af EBow lige siden – et værktøj, der har skaffet mig mange session-gigs og givet mig masser af fornøjelse. Det må jeg også takke dig for, Mick.