Ved alvorlige skader, der resulterer i stor vaskulær permeabilitet, passerer større molekyler som fibrinogen den vaskulære barriere, og der dannes fibrin, som aflejres i det ekstracellulære rum.

Der udvikles et fibrinøst exudat, når de vaskulære lækager er store nok, eller der er en prokoagulerende stimulus i interstitium (f.eks, kræftceller).

Et fibrinøst exudat er karakteristisk for betændelse i beklædningen af kroppens hulrum, f.eks. hjernehinderne (fibrinøs meningitis), perikardiet (fibrinøs perikarditis) og pleura (fibrinøs pleuritis).

Histologisk fremstår fibrin som et eosinofilt net af tråde eller undertiden som et amorft koagulum.

Fibrinøse eksudater kan fjernes ved fibrinolyse og udrensning af andet affald ved hjælp af makrofager. Opløsningsprocessen kan genoprette den normale vævsstruktur, men når fibrinen ikke fjernes, kan den stimulere indvækst af fibroblaster og blodkar og dermed føre til ardannelse.

Omdannelse af det fibrinøse eksudat til arvæv (organisering) i perikardisækken fører enten til uigennemsigtig fibrøs fortykkelse af perikardiet og epikardiet i eksudationsområdet eller, oftere, til udvikling af fibrøse tråde, der reducerer og måske endda udtømmer perikardisrummet (fibrinøs perikarditis).

Se også

Fibrin