Tre ting gør tilsammen Fingal’s Cave på Staffa til den måske mest kendte af alle huler.
Denne struktur er unik. Intet andet sted findes der en havhule, der er dannet helt i sekskantet basalt med sekskantede led. Dens tiltrækningskraft ligger i størrelsen, lydene, farverne og den bemærkelsesværdige symmetri i denne 227 fod lange hule og i naturens gave af brudte søjler, der danner en grov gangbro lige over høj vandstand, så de udforskende besøgende kan komme langt ind i den.
For det andet giver den evige popularitet af Mendelssohns “Hebrides Overture (Fingal’s Cave)” en konstant medrivende påmindelse om dette verdens vidunder.
Og for det tredje vil grottens indvirkning på alle dem, der træder ind i den, og især på dem, der gør det alene, sandsynligvis blive husket for livet. Sir Walter Scott satte ord på det for os:
…et af de mest ekstraordinære steder, jeg nogensinde har set. Den overgik i mit sind enhver beskrivelse, jeg havde hørt om den … den består udelukkende af basaltiske søjler, der er lige så høje som taget på en katedral, og som løber dybt ind i klippen, evigt fejet af et dybt og svulmende hav og som det var brolagt med rødlig marmor, og den overgår enhver beskrivelse.
Hvordan Fingal’s Cave blev dannet
Spørgsmålet “hvordan blev Fingal’s Cave dannet?” bliver ofte stillet. Eminente besogere har alvorligt hævdet, at den pga. sin regelmæssighed, og fordi den peger præcis mod Iona, må være blevet udhulet af øen med håndkraft. I virkeligheden er svaret ligetil. Eftersom det lag af klippe, der består af søjler, alle er blevet lagt ned på én gang, følger det, at der ved hældningen har været et tryk over det nuværende sted, hvor hulen ligger, og at der er blevet åbnet en sprække lige nedenunder, hvor havet nu strømmer ind. Den voldsomme virkning af enorme bølger, som ville have ramt øen under storme i løbet af tusinder af år, udviklede sprækken og underminerede snesevis af søjler for at skabe den åbning, vi beundrer i dag.
Origin of the Name
Oprindelsen af navnet ‘Fingals Cave’ er indhyllet i myter. Omkring 250 e.Kr. var Finn MacCumhaill, eller Fingal, muligvis en irsk general, der havde en flok trofaste krigere – en keltisk parallel til kong Arthur og hans runde bord. Fingal formodes at have været far til Ossian, den traditionelle barde for gallerne.
Gaellerne indvandrede til Skotland fra Irland, indtil nordmændene begyndte deres togter på den skotske kyst, og historierne om Fingal ville uden tvivl også være kommet på tværs. Snart blev han æret i Skotland, og med støtte fra de Ossianske heltevers og -sange var hans navn et naturligt valg at tildele denne dramatiske og ærefrygtindgydende hule.
Mendelssohns historiske besøg
I 1829, den 7. august, besøgte Felix Mendelssohn Fingal’s Cave. Sammen med sin ven Klingemann tog Mendelssohn af sted med den nyligt indførte rorpedobådsforbindelse for at sejle rundt om Mull med stop på Iona og Staffa, hvorefter han vendte tilbage ad Sound of Mull til Oban. Det var en vild dag, og alle passagererne var syge. Klingemann fortæller om ankomsten til Staffa:
Vi blev sat ud i både og løftet af det hvæsende hav op ad søjlestumperne til den berømte Fingal’s Cave. Aldrig har bølgernes brusen sikkert været grønnere end i en fremmed grotte – dens mange søjler fik den til at ligne indersiden af et enormt orgel, sort og rungende og helt uden formål og helt alene, det brede grå hav indenfor og udenfor.
Forholdene var så dårlige, at den lille båd først nåede Tobermory ved mørkets frembrud, og Mendelssohn kan næppe have nydt at se Fingal’s Cave, da han var så søsyg. Men besøget på Staffa og synet og lyden af Atlanterhavets dønninger, der væltede ind i hulen, gjorde et dybt indtryk på ham. Temaet i illustrationen, som han senere udviklede til den evigt populære Hebrides Overture, faldt ham straks ind i øjnene. Han var kun 20 år gammel.
Lyt til The Hebrides på Youtube.