Mange mennesker tror, at kinesere taler de samme sprog i hele Kina, eller endda i det oversøiske kinesiske samfund. Bortset fra de store og væsentlige forskelle, der findes i flere dialekter og varianter i Kina, er der også et velkendt tilbagevendende spørgsmål:
Først og fremmest findes kinesisk sprog ikke. Det mest udbredte, som også bruges af medierne, kaldes mandarin eller putonghua (普通话). Mere end 75 % af den kinesiske befolkning taler det. Ikke desto mindre findes der masser af dialekter i Kina. De vigtigste er : Kantonesisk (广东话, guǎngdōng huà), Hunanese (湖南, húnán), Min (闽, mǐn), Gan (赣, gàn), Wu (吴,wú ) og Hakka (客家话, kèjiā huà). Og ja, taiwanesere taler kinesisk. For at være præcis taler de en variant, der hedder 台语 (táiyǔ).
Så taiwanesisk er den dialekt, der tales på de taiwanesiske øer.
Det talte sprog
Mandarin og taiwanesisk er forskellige, først og fremmest i deres udtale. På mandarin er det f.eks. almindeligt at placere lyden 儿 (Ér) i slutningen af et ord. Hvis man går en tur blandt de smalle gader (胡同, hútòng) i Beijing, kan man støde på三里屯 (Sānlǐtún), en berømt gade, men lokalbefolkningen siger altid “Sanlitorn” med den儿 slutlyd. Et andet eksempel, på mandarin er “vent et øjeblik” 等会儿 (děng huǐ’er). Det sker ikke i Taiwan, denne sidste sætning er “等会 (děng huǐ); ingen 儿 slutlyd.
Hvis vi er på ferie i Taiwan, og vi taler en standardmandarin, vil lokalbefolkningen stadig forstå os, men de vil tro, at vi har lært en Beijing-dialekt.
Men i Taiwan er “vent et øjeblik” endda en helt anden sætning end i mit forrige eksempel. Mandarin og taiwanesisk anvender forskellige ord til at udtrykke det samme begreb. Så taiwaneserne forstår等会 (děng huǐ), men de vil sige等一下 (děng yīxià).
Andre eksempler: på mandarin ,under jorden er地铁站 (dìtiě zhàn), men i Taiwan er 捷運站(jié yùn zhàn); på det kinesiske fastland godmorgen is早上好 (zǎoshang hǎo), i Taiwan siger man: 早安 (zǎo ān).
Skriftsprog
Med hensyn til skriftsproget er den største forskel mellem mandarin og taiwanesisk dialekt i deres system. Folkerepublikken Kina (Kina på fastlandet med Beijing som hovedstad) har i mere end 60 år indført forenklede kinesiske tegn (简体字 jiǎntǐzì), der blev indført mellem ’50’erne og ’60’erne. Taiwan-systemet er derimod baseret på traditionelle kinesiske tegn (繁体字 fántǐzì), som de helt klart er mere komplekse.
En anden forskel er den fonetiske transskription af tegnene: 拼音 (Pīnyīn) er den mest anvendte, men den taiwanske regering har vedtaget
註音 (Zhùyīn), som står for 注音符号 (zhùyīn fúhào), oversat som “fonetiske symboler”, også kaldet Bopomofo.
Disse interessante og vigtige forskelle mellem de 2 hovedvarianter af mandarinsproget bør ikke desto mindre ikke stoppe dig i at lære et så smukt og charmerende sprog, især hvis du har en passioneret LiveLingua-underviser ved din side!