Trombocythæmmere og antikoagulantia er begge trombocythæmmende lægemidler. De forhindrer dannelse af blodpropper eller trombose. De opløser ikke blodpropper. Begge forhindrer blot en blodprop i at blive dannet eller stopper væksten af en blodprop. For at bryde en blodprop skal man bruge et trombolysemiddel som tPA eller streptokinase.

Antitrombocytter virker, som navnet antyder, ved at forhindre blodpladerne i at klumpe sammen og danne en blodprop.

Anticoagulantia virker ikke på blodpladerne. De virker ved at hæmme koagulationsfaktorer, som er en del af koagulationskaskaden.

Generelt anvendes

Anticoagulantia til tilstande, der involverer stase. Stase kan medføre, at der dannes blottede blodpropper (trombose). Derfor anvendes PCD’er til DVT-profylakse.

-Antitrombotika anvendes til tilstande, der involverer endotelskader og trombocytter, der klæber sig fast til det skadede sted. I hjertet skyldes iskæmi og MI f.eks. normalt ikke stase, men plakdannelse med koronarkarrene. Så man bruger trombocythæmmende midler.

Men ved atrieflimren er der stase i hjertet, som kan forårsage trombose og sende en trombe til hjernen og forårsage en CVA, så man har brug for antikoagulantia.