Den irakiske præsident Saddam Hussein beordrede invasionen og besættelsen af nabolandet Kuwait i begyndelsen af august 1990. Foruroliget over disse handlinger opfordrede arabiske stormagter som Saudi-Arabien og Egypten USA og andre vestlige nationer til at gribe ind. Hussein trodsede FN’s Sikkerhedsråds krav om at trække sig tilbage fra Kuwait i midten af januar 1991, og krigen i Den Persiske Golf begyndte med en massiv amerikansk ledet luftoffensiv, kendt som Operation Desert Storm. Efter 42 dages ubarmhjertige angreb fra den allierede koalition i luften og på jorden erklærede USA’s præsident George H.W. Bush en våbenhvile den 28. februar; på det tidspunkt havde de fleste irakiske styrker i Kuwait enten overgivet sig eller var flygtet. Selv om krigen i Den Persiske Golf i første omgang blev betragtet som en ubetinget succes for den internationale koalition, førte den ulmende konflikt i den urolige region til en anden Golfkrig – kendt som Irak-krigen – der begyndte i 2003.
Baggrund for krigen i Den Persiske Golf
Og selv om den langvarige krig mellem Iran og Irak var endt med en våbenhvile i august 1988, der blev forhandlet af FN, havde de to stater i midten af 1990 endnu ikke indledt forhandlinger om en permanent fredsaftale. Da deres udenrigsministre mødtes i Genève i juli i år, så udsigterne til fred pludselig lyse ud, da det viste sig, at den irakiske leder Saddam Hussein var parat til at opløse konflikten og returnere det område, som hans styrker længe havde besat. To uger senere holdt Hussein imidlertid en tale, hvori han beskyldte nabolandet Kuwait for at stjæle råolie fra Ar-Rumaylah-oliefelterne langs deres fælles grænse. Han insisterede på, at Kuwait og Saudi-Arabien skulle eftergive 30 milliarder dollars af Iraks udlandsgæld, og beskyldte dem for at konspirere for at holde oliepriserne lave i et forsøg på at imødekomme de vestlige oliekøbende nationer.
Ud over Husseins brandtale var Irak begyndt at samle tropper ved Kuwaits grænse. Foruroliget over disse handlinger indledte Egyptens præsident Hosni Mubarak forhandlinger mellem Irak og Kuwait i et forsøg på at undgå en indgriben fra USA eller andre magter uden for Golfregionen. Hussein afbrød forhandlingerne efter kun to timer og beordrede den 2. august 1990 invasionen af Kuwait. Husseins formodning om, at hans arabiske kolleger ville se passivt på hans invasion af Kuwait og ikke tilkalde hjælp udefra for at stoppe den, viste sig at være en fejlberegning. To tredjedele af de 21 medlemmer af Den Arabiske Liga fordømte Iraks aggressionshandling, og Saudi-Arabiens kong Fahd henvendte sig sammen med Kuwaits eksilregering til USA og andre medlemmer af Den Nordatlantiske Traktatorganisation (NATO) for at få støtte.
Iraks invasion af Kuwait & Allieret reaktion
Den amerikanske præsident George H.W. Bush fordømte straks invasionen, og det samme gjorde regeringerne i Storbritannien og Sovjetunionen. Den 3. august opfordrede FN’s Sikkerhedsråd Irak til at trække sig tilbage fra Kuwait; tre dage senere mødtes kong Fahd med USA’s forsvarsminister Richard “Dick” Cheney for at anmode om amerikansk militær bistand. Den 8. august, den dag, hvor den irakiske regering formelt annekterede Kuwait – Hussein kaldte det Iraks “19. provins” – begyndte de første kampfly fra det amerikanske luftvåben at ankomme til Saudi-Arabien som led i en militær oprustning, der blev døbt Operation Desert Shield. Flyene blev ledsaget af tropper sendt af NATO-allierede samt Egypten og flere andre arabiske nationer for at beskytte sig mod et eventuelt irakisk angreb på Saudi-Arabien.
I Kuwait øgede Irak sine besættelsesstyrker til omkring 300.000 soldater. I et forsøg på at opnå støtte fra den muslimske verden erklærede Hussein en jihad, eller hellig krig, mod koalitionen; han forsøgte også at alliere sig med den palæstinensiske sag ved at tilbyde at evakuere Kuwait til gengæld for en israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder. Da disse forsøg mislykkedes, indgik Hussein en hastig fred med Iran for at få sin hær op på fuld styrke.
Golfkrigen begynder
Den 29. november 1990 gav FN’s Sikkerhedsråd tilladelse til at anvende “alle nødvendige magtmidler” mod Irak, hvis landet ikke trak sig ud af Kuwait senest den 15. januar efter. I januar var koalitionsstyrkerne, der var forberedt på at tage kampen op mod Irak, på omkring 750.000 mand, herunder 540.000 amerikanske soldater og mindre styrker fra bl.a. Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Sovjetunionen, Japan, Egypten og Saudi-Arabien. Irak havde for sin del støtte fra Jordan (en anden sårbar nabo), Algeriet, Sudan, Yemen, Tunesien og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO).
Fr tidligt om morgenen den 17. januar 1991 ramte en massiv amerikansk ledet luftoffensiv Iraks luftforsvar og bevægede sig hurtigt videre til landets kommunikationsnetværk, våbenfabrikker, olieraffinaderier og meget mere. Koalitionsindsatsen, kendt som Operation Desert Storm, nød godt af den nyeste militærteknologi, herunder Stealth-bombemaskiner, krydsermissiler, såkaldte “intelligente” bomber med laserstyringssystemer og infrarødt natbombeudstyr. Det irakiske luftvåben blev enten tidligt ødelagt eller valgte at trække sig ud af kampene under det ubarmhjertige angreb, hvis mål var at vinde krigen i luften og minimere kampene på jorden mest muligt.
Krig på jorden
Midt i februar havde koalitionsstyrkerne flyttet fokus for deres luftangreb mod de irakiske landstyrker i Kuwait og det sydlige Irak. En massiv allieret landoffensiv, Operation Desert Sabre, blev indledt den 24. februar med tropper, der gik fra det nordøstlige Saudi-Arabien ind i Kuwait og det sydlige Irak. I løbet af de næste fire dage omringede og besejrede koalitionsstyrkerne irakerne og befriede Kuwait. Samtidig stormede de amerikanske styrker ind i Irak ca. 120 miles vest for Kuwait og angreb Iraks panserreserver fra bagsiden. Den irakiske republikanske elitegarde opstillede et forsvar syd for Al-Basrah i det sydøstlige Irak, men de fleste var besejret den 27. februar.
Hvem vandt Golfkrigen?
Med den irakiske modstand, der var ved at bryde sammen, erklærede Bush våbenhvile den 28. februar og afsluttede dermed Golfkrigen. Ifølge de fredsbetingelser, som Hussein efterfølgende accepterede, skulle Irak anerkende Kuwaits suverænitet og slippe af med alle sine masseødelæggelsesvåben (herunder atomvåben, biologiske og kemiske våben). I alt blev anslået 8.000 til 10.000 irakiske styrker dræbt, sammenlignet med kun 300 koalitionstropper.
Og selv om Golfkrigen blev anerkendt som en afgørende sejr for koalitionen, led Kuwait og Irak enorme skader, og Saddam Hussein blev ikke tvunget fra magten.
Eftervirkningerne af krigen i Den Persiske Golf
Den var af koalitionslederne tiltænkt som en “begrænset” krig, der blev udkæmpet med minimale omkostninger, men den ville få langvarige virkninger i mange år fremover, både i området omkring Den Persiske Golf og rundt om i verden. I umiddelbar forlængelse af krigen undertrykte Husseins styrker brutalt oprør blandt kurdere i det nordlige Irak og shi’iter i det sydlige Irak. Den USA-ledede koalition undlod at støtte opstandene, da den frygtede, at den irakiske stat ville blive opløst, hvis de lykkedes.
I de følgende år fortsatte amerikanske og britiske fly med at patruljere i luften og bemyndige en flyveforbudszone over Irak, mens de irakiske myndigheder gjorde alt for at modarbejde gennemførelsen af fredsaftalerne, især FN’s våbeninspektioner. Dette resulterede i en kort genoptagelse af fjendtlighederne i 1998, hvorefter Irak konsekvent nægtede at give våbeninspektører adgang. Desuden udvekslede irakiske styrker regelmæssigt ild med amerikanske og britiske fly over flyveforbudszonen.
I 2002 støttede USA (nu under ledelse af præsident George W. Bush, søn af den tidligere præsident) en ny FN-resolution, der krævede, at våbeninspektørerne skulle vende tilbage til Irak; FN-inspektørerne kom tilbage til Irak i november samme år. På grund af uenighed mellem Sikkerhedsrådets medlemsstater om, hvor godt Irak havde overholdt disse inspektioner, begyndte USA og Storbritannien at samle styrker ved Iraks grænse. Bush udstedte (uden yderligere FN-godkendelse) et ultimatum den 17. marts 2003, hvori han krævede, at Saddam Hussein skulle træde tilbage fra magten og forlade Irak inden for 48 timer under trussel om krig. Hussein nægtede, og den anden persiske golfkrig – mere almindeligt kendt som Irak-krigen – begyndte tre dage senere.
Saddam Hussein blev taget til fange af amerikanske styrker den 13. december 2003 og henrettet den 30. december 2006 for at have begået forbrydelser mod menneskeheden. USA ville ikke formelt trække sig tilbage fra Irak før december 2011