Hajsvømmeren, offeret for hajangrebet og den filmskaber, der reddede ham: Fem år efter en skæbnesvanger dag er de genforenet på Hawai’i. Livene har ændret sig og er gået videre på både forunderlige og uventede måder, men ét fælles mål ændrer sig aldrig – at redde hajer fra udryddelse.

Dette er første del i en serie. Klik her for at læse del II.

For fem år siden, denne 9. oktober, var O’ahu og Hawai’i i greb af en hajpanik, som ikke var set siden 1992. Med tre dødsfald og en stigning på 56 % i antallet af angreb brændte en særlig forfærdelig hændelse på North Shore sig fast i bevidstheden hos både vandelskere og landboere: Ud af det blå fik en tigerhaj øje på den 25-årige surfer Colin Cook, da han nød en perfekt glasagtig sen morgen på et sted, der med dyster forudseenhed kaldes Leftovers.

“Ud af ingenting, boom!” huskede Cook kort efter til en artikel i HONOLULU. “Lige på mig. Han havde bogstaveligt talt mit ben i munden,” svingede Cook, “og lavede den der kludetæppe-ting.”

Trods hans slag og kamp trak hajen sig væk med Cooks afhuggede ben i munden, som en hund med et ben. Mens Cook kæmpede og faktisk blev trukket ud på havet af sin snor, hvor den ene ende stadig var fastgjort til hans bræt og den anden til hans afhuggede ben, kom padleboarder Keoni TeTawa Bowthorpe ham til undsætning.

Den hårdtarbejdende Bowthorpe, der er far til tre små børn, var dengang 33 år og hårdtarbejdende Bowthorpe, ikke bare en almindelig surfer. I sin fritid arbejdede han på sin første film, en underfinansieret indie-dokumentarfilm. Den fokuserede på Ocean Ramsey, en havbiolog fra North Shore og leder af en lærerig hajtur, der er kendt som “The Shark Whisperer”, et øgenavn, hun ikke bryder sig om. I månedsvis havde Bowthorpe, hvis familie ‘aumakua er mandenō, filmet Ramsey og partner-kameramand (nu ægtemand) Juan Oliphant på svømmeture med hajer, alt sammen for at øge bevidstheden om behovet for at redde dem fra udryddelse.

Filmens titel: Da det viste sig ineffektivt at afværge hajen med sin padle, vendte Bowthorpe Cook om på ryggen og padlede langsomt 300 meter ind til kysten, mens den tre meter lange tiger støder og angriber hele tiden. På stranden reddede en fremragende tourniquet sandsynligvis Cook fra at forbløde under den 40 minutter lange tur til et hospital.

“This Crazy Journey”

I forbindelse med genoplivningen tilbage i Newport, Rhode Island, hvor han voksede op, og hvor hans forældre bor, kæmpede Cook mod ulidelige smerter fra sit fantomlem, mens han undersøgte, hvordan han kunne komme tilbage til surfing. “Jeg er en surfer. Hvis ikke, hvem er jeg så? Hvad vil gøre mig lykkelig?”

Der findes ingen standardproteser til surfing for AK-amputerede, der er amputeret over knæet; faktisk er der kun tre personer, der har haft succes med at stå op-surfe efter en AK-amputation. “Det var hjerteskærende at finde ud af, hvor meget der afhænger af knæet. Nioghalvfems procent af de amputerede surfere laver drop-knee-surfing,” siger han. “Jeg vidste, at det var ikke det, jeg ville lave.”

Men Cook havde så at sige et forspring i sin forskning takket være sin uddannelse i kompositmaterialer på IYRS School of Technology and Trades i Newport. “Jeg tog på denne vanvittige rejse med venner, og vi fandt frem til et design til en surfingprotese. Før surfede jeg på et ret højt niveau. Jeg havde en ambition om ikke bare at kunne stå; jeg ville gerne kunne lave alle sving og carves og blive barreled.”

To ingeniørkammerater, som han voksede op med, gik i gang med arbejdet. Der var ingen mulighed for at duplikere et knæ, men et kulfiberblad kunne give mulighed for kontrollerede bøjninger. Seks måneders prototypefremstilling løste de vanskelige fodmanøvrer, der kræves på et bræt: “Tå-siden, hæl-siden, forreste fod, bageste fod, at kunne flytte min vægt, vi gik ind i alle de kropsbevægelser, som man laver ved surfing. Og det viste sig at virke.”

Hans første dag tilbage med surfing fulgte efter flere ugers træning på land og på et skateboard. Efter flere skændige fald begyndte han at få styr på det. “Jeg har altid været stolt af at være den bedste surfer, jeg kunne være,” siger Cook. “Jeg havde stadig meget ondt, virkelig meget ondt. Men jeg var i stand til at ride på en bølge. Den var ikke særlig smuk, men jeg tænkte, at jeg tror, at jeg kan gøre det her igen.” Han følte en enorm lettelse. “Min egen lykke og identitet som person var afhængig af denne ting.”

Cook var ved at starte forfra, og ikke kun med surfing. Han ville finde et nyt forhold og mødte Sydney Corcoran “på en ret skør måde”. Hun og hendes familie er overlevende fra bombeattentatet ved Boston Marathon”, som blev såret, mens de stod ved målstregen for at heppe på en tante. “Jeg mødte Sydneys mor i et proteserfirma i Florida. Hun var ved at blive tilpasset til sin protese. Vi begyndte at tale sammen, og det ene førte til det andet, og det endte med, at jeg mødte Sydney og resten af familien til en indsamling for 50 Legs – en fantastisk fond, der hjælper folk med at få ordentlig pleje. De hjalp mig.”

Parret har været sammen i fire år. “Hun havde ret store stykker granatsplinter i benene og havde skadet flere af hendes arterier. De var næsten nødt til at amputere.” Nu er Sydney på opdagelse på Hawaiʻi med Cook. “Hun elsker at dykke og tilbringe tid på stranden. Hun elsker dyr.”

“Det er ret godt at vide, at man har hjulpet”

Cook’s indledende undersøgelser og forespørgsler havde bragt ham til firmaet Prosthetic & Orthotic Associates i Florida. Det endte med, at de fremstillede skæftet til hans klinge. “Skålen er den vigtigste ting i en protese”, siger Cook. “De er et virkelig godt firma med hensyn til de mennesker, de arbejder med, lige fra ældre mennesker til paralympiske atleter. De forstod på en måde, hvad jeg ønskede at gøre. De ville gerne hjælpe.”

Stifter Stan Patterson fandt faktisk selv på en finjustering et par år efter, at Cook vendte tilbage til surfing. “Jeg var i Hawai’i til en surfkonkurrence,” siger Cook, “og han sendte mig en besked og sagde, at han mente, at jeg ville være fantastisk til at udføre dette arbejde. Og de havde altid ønsket et kontor i Hawaii.” Han er allerede på arbejde på sit nye job på South King Street i Interstate Building efter en oplæringsperiode i Florida. Han er protesetekniker.

Nu, når patienter, især nye amputerede, kommer ind, ser de en velfungerende rollemodel i Colin Cook. “De ser mig bevæge mig rundt, som om det er en anden natur,” siger han. Cooks far, Glenn, husker, at han så ham hjælpe en patient i Florida: “Han arbejdede med en lille pige på 6 år, som havde mistet sit ben i en tragisk ulykke. Den måde, hun kiggede på ham, mens han tilpassede hendes ben, kunne man se, at han gav hende en enorm selvtillid.”

Ja, man kan sige, at Cook ved noget om selvtillid. Men også om de begrænsninger, der følger med, hvordan andre ser dig.”

“Det, der har været det sværeste for mig, er, at hajangrebet overskygger alt andet, jeg har gjort,” siger han. “I begyndelsen er jeg bare på dette høje niveau af at være i live. Jeg tænkte, at jeg på ingen måde kunne have overlevet det. Så var der alt det medietøj. Det var ret sejt at gøre det. Men nu er jeg hajfyren. Folk ser mig, og de siger: “Hej, det er dig, der mistede dit ben til hajen.””

SE OGSÅ: Vil drab på hajer endelig stoppe Hawai’i’s epidemi af angreb?

Han satte sig for at ændre det. En dag kom en dag i Rhode Island, da han var ved at genlære at surfe og lavede et radikalt, intuitivt træk – og hans board reagerede. “Det var første gang, jeg overraskede mig selv. Og nogen ude i lineuppen sagde: ‘Hey mand, du surfer bedre end folk med to ben!'”

Som i hans nye job bankede mulighederne snart på. “Mærkeligt nok havde de en måned efter, at jeg mistede mit ben, det første International Surfing Association Adaptive Surfing Championship nogensinde. De er ved at få surfing med til de paralympiske lege. Jeg var i stand til at gøre store fremskridt, og jeg havde en vis succes i konkurrencer.”

På ISA Adaptive Championship i april 2020 i La Jolla vandt Cook verdenstitlen i Para Stand 3 Divisionen. Det er hans tredje ISA-titel. Nu har han rettet blikket mod de paralympiske lege i Paris i 2024, som er de første, hvor der vil blive tilbudt surfing. Hvis han når det, vil han sammen med Carissa Moore og John John Florence repræsentere Hawaii ved et OL (og også gøre Little Compton, Rhode Island, stolt).

“A Moment of Mistaken Identity”

Cook har et parat svar til dem, der spørger ham, om han føler nogen vrede over for hajer. “Jeg ved, at når man går i havet, så er det hajens hjem. Jeg har aldrig haft et nag eller tænkt på hajer som mordere. De er ikke massemordermaskiner. Jeg har en respekt for hajen. Der kommer folk og siger: “Vi burde bare gå ud og dræbe dem alle sammen”. Jeg siger: “Nej, det er ikke det, vi skal gøre. Jeg var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Alle har et øjeblik med forkert identitet.”

Cook har set hajer på tæt hold siden den oktobermorgen i 2015. “Der har været tidspunkter, hvor en smule PTSD er trådt ind; de får dit hjerte til at slå hurtigere. Jeg tog ud med Ocean og Keoni, og vi tog ud og dykkede med hajer,” fra Hale’iwa. “Jeg følte, at det var en fuld 360 grader i forhold til, hvor jeg havde været før. Der var intet bur. Det var ikke noget nervepirrende øjeblik. Ocean var i stand til at forklare, hvad man skal og ikke skal gøre ved dykning. Man skal være klog. Det er vilde dyr.”

Han endte i en flok 8-fods Galapagoshajer. Ingen kom for tæt på, siger han – “inden for fire eller fem meter. Det var virkelig fedt.”

Svømning med hajer, ligesom hans evne til at komme tilbage til surfing, ligesom hans stærke forhold til Sydney, var endnu et skridt i retning af at lægge den skæbnesvangre dag bag sig. Nu ser han ud til at give noget tilbage. Når han går på arbejde hos Prosthetic & Orthotic Associates, “føler jeg, at der er en forbindelse fra amputeret til amputeret. Læger, der er bogligt kloge, fortæller dig, hvad der foregår, men de ved det faktisk ikke.” Det gør en forskel, “at kunne sige til en patient, at jeg forstår, hvad du går igennem. Og det føles ret godt at vide, at man har hjulpet på en eller anden måde.”

Game Changers

Ocean Ramsey øver sig i den rette teknik til at afværge, ikke bekæmpe, på denne tigerhaj.

Bowthorpe, paddleboarderen, der reddede Cook, modtog Carnegie-medaljen for heltemod i september 2016 og blev hædret igen ved en ceremoni med guvernør David Ige i november samme år. I de følgende måneder og år holdt han kontakten. “Den oplevelse, vi delte om at bekæmpe en haj sammen – det binder os sammen på en måde, der er svær at forklare,” siger han. “Venner, absolut. Brødre er nok passende på en måde. Vi holder kontakten, og vores familier holder kontakten.”

Bowthorpe tilskriver sin beslutning om at tage mod Cook i stedet for at skynde sig ind til kysten hans måneder med Ramsey, havbiologen fra North Shore, og Oliphant, hans kameramand og kameramand og filmfotograf. “Juan og Ocean har absolut lært mig at være mere komfortabel. Jeg havde nogle oplevelser med store hvidhvaler, mens jeg surfede på fastlandet, og Tūtū fortalte mig, at hajerne på grund af denne forbindelse aldrig ville gøre mig noget. Men ud fra et praktisk/teknisk sikkerhedsmæssigt synspunkt var jeg på nulpunktet, da jeg mødte dem. Siden jeg filmede Saving Jaws, har jeg trænet og studeret med mange haieksperter og hajbevarere over hele verden, men Juan og Osh var absolut mit fundament, og jeg fortsætter med at lære af dem ved hvert dyk.”

Siger Ramsey, som netop har udgivet What You Should Know About Sharks (Hvad du bør vide om hajer): Shark Language, Social Behavior, Human Interactions, and Life Saving Information: “Keoni var kommet ud for at filme med os, filme adfærd med os, filme os som enkeltpersoner på udkig efter agonistisk adfærd hos hajer. Han havde set Juan og mig faktisk afskrække hajer, assertive hajer.”