I England i angelsaksisk tid (450-1066 e.Kr.) var der udviklet et retssystem, som var baseret på edsaflæggelser. Dette system fortsatte ind i det 12. århundrede. De to parter i en sag aflagde hver især en ed på, at det, de sagde, var sandheden. Derefter aflagde andre en ed til støtte for den ene eller den anden side. Nogle gange blev en anklaget person testet for at se, om han/hun talte sandt – f.eks. ved at bære et stykke glødende jern over en vis afstand. Hvis deres hænder ikke blev inficeret, men var begyndt at hele efter tre dage, blev de dømt som uskyldige. Dette kaldes en prøvelse ved prøvelse.

En anden måde at afgøre sagen på var at lade de to parter, anklager og anklaget, blive enige om at kæmpe mod hinanden – eller lade to mestre kæmpe på deres vegne, som de to søstre i Noire Espine gør. Gud ville sørge for, troede folk, at den mester, der kæmpede for den side, hvis sag var retfærdig, ville vinde. Dette er en kampprøve.

Desværre var det ofte tydeligt, at retfærdigheden ikke var blevet gjort. Kong Ludvig IX af Frankrig (Saint Louis), som kom på tronen i 1226, afskaffede helt og holdent retssagen ved kamp. Han insisterede på, at de beviser, der blev fremlagt af hver side, skulle bruges til at nå frem til en dom.

Kong Ludvig hørte retssager

I England tilskyndede kong Henrik II (1133-1189) til systemet med retssager ved en dommer og tolv nævninge i stedet for det gamle system med edsaflæggelse og retssager ved prøvelse eller kamp. Disse nævninge (“jurati” betyder “svorne mænd” på latin) var værdige, lokale borgere, og de brugte deres sunde fornuft og deres viden om de involverede personer og begivenheder (beviser blev stadig ikke anset for det vigtigste) til at nå frem til en dom.

Henrik II’s ordre om, at noget jord skulle gives tilbage til kanonitterne (munkene) i Lincoln, og at sheriffen skulle finde frem til sagens kendsgerninger.

I det 12. århundrede var der alle slags domstole: amtsdomstole, landsbydomstole, herregårdsdomstole, kirkedomstole osv. Hvilken domstol en person blev stillet for retten ved, afhang af vedkommendes stilling i samfundet. Henrik II forsøgte ikke at slippe af med disse domstole, men han forsøgte at gøre systemet enklere og sikre, at de alle holdt sig til de samme love.

Kirkedomstolene fik lov til at retsforfølge alle, der var medlemmer af gejstligheden (præster, munke osv.). Så længe en anklaget person kunne recitere visse bibelvers, kunne han/hun gøre krav på det, der blev kaldt “gejstlig fordel” og blive stillet for en kirkelig domstol. Da kirkelige domstole ikke dømte nogen til døden, kunne en person redde sit liv ved at kunne sige disse vers, der af den grund er kendt som “halterversene” eller “halsversene”.

En munk i stokken, der bliver skældt ud af en biskop

En person på flugt kunne søge tilflugt i en kirke eller et kloster. Dette blev kaldt at kræve “fristed”, og de kunne ikke arresteres, mens de var derinde, i fyrre dage – eller i tilfælde af nogle vigtige kirker, på livstid. Mens de var derinde, kunne de gå med til at overgive sig selv til retsforfølgelse eller til at “afstå fra riget” (det betød, at de skulle tilstå deres forbrydelser og love at forlade landet).